Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Mugge og hans mærkelige hjerne / Wulffmorgenthaler - aka. Anders Morgenthaler & Michael Wulff / 247 sider
Gyldendal. ISBN 9788702211849
Anmeldt 27/11 2018, 17:01 af Torben Rølmer Bille

Galskab med budskab


Galskab med budskab

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Sidste år kom første bog om drengen Mugge, en bog, der tydeligt beviste at makkerparret Michael Wulff og Anders Morgenthaler, også kan skrive veloplagte og skidesjove børnebøger sammen. Anders Morgenthaler har i flere år skrevet bøger henvendt til både de yngste og lidt ældre børrn, men når han teamer op sammen med Michael Wulff for at lave børnebøger, bliver der, lige som i parrets avisstriber, skruet gevaldigt op for galskaben.

Nu er anden bog om Mugge dukket op, og for at teste den, blev den (lige som den første) brugt som højtlæsningsbog. Dommen var klar: Billedrengene kunne vældigt godt lide bogen, og deres far kunne mægtigt godt lide at læse den højt. Adspurgt, så syntes Sebastian og Carl, at den første bog måske var et hak sjovere, men da vi snakkede om det, var det også fordi at mange af de gakkede personer på Düsseldorf Allé allerede blev introduceret i den første bog, så dér var overraskelsesmomentet nok lidt større. Til gengæld er der måske lidt mere substans i fortsættelsen, der er kommet til at hedde Mugge og hans mærkelige hjerne.

De, der har læst den første bog, ved i forvejen at Mugge har en mærkelig hjerne, men dette bliver videnskabeligt undersøgt i bog nummer to. Kommuneskolen som Mugge går på beslutter nemlig at sende ham til en specialist, da han ikke rigtigt synes at passe ind i den måde, de ellers ser børn på. Derfor kommer Mogens hen til nogle specialister i hvide kitler, så hans hjerne kan blive scannet. Folkene finder ud af, at Mugges hjerne, ud fra deres beregninger vitterligt er mærkelig, og det bliver derfor besluttet at Mugge skal gå nogle klasser om og snakke med en psykolog i alle frikvarterer. Først er Mugge selvsagt glad for at blive behandlet så særligt, men da det går op for ham, at det faktisk ikke er så fedt aldrig at have frikvarter, beslutter han sig for at tape sig selv fast til en væg i hjemmet.

Mugges veninde Sofia får til gengæld alt for få udfordringer i skolen, så hendes meget ambitiøse mor tilmelder hende den nye ”Killer Instinct School System”, der som titlen antyder er en skole, der arbejder med kadaverdisciplin, benhård træning og indoktrinering. Mugges mor beslutter sig for at starte sin egen friskole i hjemmet, så Mugge og de børn, der også har mærkelige hjerner, har et sted, som de kan være. Her er der ingen rammer, og her kan børnene kan gøre lige, hvad de har lyst til.

Som den kvikke læser allerede har gættet sig frem til, så er der en meget tydelig subtekst i denne bog, der forsøger at nå frem til hvilke læringsformer, der er bedst, den uden grænser, eller den, hvor eleverne presses til det ydereste. Svaret på hvilken en af disse skoler Wulffmorgenthaler foretrækker, skal man selvsagt selv læse sig (højt) til, men Kapellets bande af børnebogsanmeldere er i al fald ganske enige med forfatterne om slutresultatet.

Mugge og hans mærkelige hjerne handler ikke udelukkende om forskellige typer pædagogik og didaktiske perspektiver (skrevet på en vildt skæg måde selvfølgelig!), for der er en masse bifigurer og sidehistorier, som er med til at gøre helhedsindtrykket lige så tosset som i den første bog. Først og fremmest kan femlingerne (der alle hedder Allan) opleves flere gange. Vil du vide, hvad de finder på denne gang, så må du selv have fat i bogen for at få svar på dette. Wierdoen fra Nakskov spiller også en vigtig rolle, for det er ham der sørger for at Mugges far Thorbjørn kommer på eventyr i nabolaget, da han nedtrykt over ikke at kunne bruges til noget, forsøger at finde sig selv. Endelig er Sofias far, idemanden Henrik Skovlykke, endnu engang ved at lave et koncept som han er 110% sikker på vil sikre ham evig rigdom, men i stedet lykkes det ham blot at bringe sig selv og andre i overhængende i livsfare.

Det er muligt at læse Mugge og hans mærkelige hjerne uden at have læst den første bog, men det er en indlysende fordel, for så er man allerede blevet introduceret for alle beboerne på Düsseldorf Allé. Bogen er voldsom sjovt skrevet, for det var ikke kun børnene, der ofte havde svært ved at holde op med at grine, idet den blev læst højt. Når man både griner højt flere gange under læsningen og samtidig kan tage sig en god snak om, hvad der optimalt set ville være den bedste skole, og om det monstro ikke er ganske fedt at have en mærkelig hjerne, så er det jo bare et plus.

Egentligt skulle der have været endnu et afsnit til i denne anmeldelse, der havde til formål at skamrose Wulffmorgenthaler for både en god læseoplevelse og fine illustrationer, men det er blevet droppet. Anmelder bliver nemlig lige nødt til at smutte ud for at losse en bold helt vildt i en eller anden retning.


558
Forrige anmeldelse
« Spiloppo – Blødt brød og ba... «
Næste anmeldelse
» Barndommens gade »


Flere prosaanmeldelser