Ester er hovedpersonen. Hun har det ikke let. Her beskrives 1930’ernes Vesterbro i København. Vi er i et arbejderkvarter, og Ester vokser op her, ser lidt af hvert. Der er de skrigende børn, de mange snotnæser samt drukkenbolte og skygger. Der er børn, der forulempes på alle mulige måder, og det er bestemt ikke lækker læsning, men litteratur kan jo i og for sig også gøre en kende ondt.

Der er i sandhed tale om drømme, der brister, om mørke og en endegyldig ensomhed, som borer sig ind i – særligt Ester. Hun tynges også i voksenlivet af de gerninger, hun i barndommen har aktier i, og hun forsøger undervejs at godtgøre dem over for sig selv, forstå, hvorfor hun agerede, som hun gjorde, og hun stiller sig selv spørgsmålet om, hvorfor hun absolut skulle være så tæt på sin mor konstant, og hun vil altså så gerne modtage kærlighed, give kærlighed, mærke den, som den er, så rigtigt som muligt, men det største problem er unægtelig, at hun har så overordentlig svært ved at elske sig selv.

Det er et benspænd.

Prosaen er ligetil. Den er nøgtern, og den er meget spiselig. Det er let at mærke, at der er en særlig skrøbelighed på spil her, og mon ikke man her kan ane en Tove Ditlevsen – minsandten!