Her i starten af oktober måned er det jo efterhånden blevet normen, at butikkerne begynder at pynte op til jul. I de ”gode” gamle dage var det først omkring den første december, at nisser, guirlander, grantræer, engle og julemænd begyndte at komme krybende frem, men vi må nok indse, at det er et tabt slag at forsøge at holde fast i denne tradition. Især fordi det ikke kun handler om julehygge men mere om at få os forbrugere til at spontansavle over brunkager, honninghjerter og den kommende højtids fokus på gaver, indkøb og glade børns forventninger.

Selv om det forekommer som tortur, at børn nu skal vente næsten tre måneder på juleaften, frem for en, så kan der også findes lyspunkter ved denne praksis. I dag har man pludselig ganske god tid forberede sig på højtiden, finde de gaver man skal give, planlægge højtidens fester, og så er der sikkert også de, der allerede nu ser sig om efter hvilke nye bøger, man kunne læse i løbet af disse julemåneder for at gøre ventetiden lidt mere udholdelig.

Her i Kappellet har vi tidligere set på to ganske glimrende børnekrimier med klovnen Spiloppo, der i virkeligheden er drengen Arthur, som sammen med sin multiallergiske søster Fie forsøger at opklare forbrydelser og ugerninger i deres lokalområde. I denne tredje del Blødt brød og bankrøvere skal de, som titlen antyder, forsøge at afværge et tyveri, som de ad omveje er kommet på sporet af.

Problemet er blot at Arthur er led og ked af alt det klovneri. Dette var allerede et problem i den første bog, for Arthurs og Fies far er som bekendt professionel klovn og forventer derfor at ældstesønnen optræder sammen med ham i et forsøg på at tjene til huslejen. Nu er Arthur dog blevet teenager - for fuld skrue. Arthur er begyndt at hænge ud med klassens bøller, ledet af Sebastian, til trods for at selvsamme Sebastian i de to forrige bøger skabte en masse problemer for Arthur. Arthur vil nemlig gerne være både sej og cool, så det er blandt andet grunden til, at han bevidst er begyndt at omgås disse noget anløbne klassekammerater.

Arthur er, som i de to andre bøger, stadig forgabt i den smukke, smukke Josefine. Hun er datter af den mand, som i Ingen tager en klovn alvorligt forsøgte at få Arthurs far anklaget for tyveri, selv om det var ham selv, der havde stjålet smykkerne i et forsøg på at få forsikringen til at udbetale erstatning. Det virker også umiddelbart som om, Arthur har held med at indynde sig hos pigen, han holder så uendeligt meget af, men problemet er bare, at hun samtidig hader den klovn, der i sin tid fik hendes far smidt i fængsel. Derfor vil hun have Arthurs hjælp til at lave en fælde, der netop kan bruges til at indfange superklovne. Det er i sagens natur et dilemma, for som Arthur siger, så er det jo svært at fange sig selv.

Alt imens Arthur forsøger at navigere gennem det svære teenageliv, holder Fie til gengæld fast i at være detektiv, og derfor har hun oprettet et detektivbureau i den skurvogn, som står i familiens baghave. Her er det ideen, at hun og Arthur skal modtage potentielle kunder, der gerne vil have de to detektiver til at finde tabte sager, opklare mysterier og meget mere. Det går dog noget trægt med forretningen, men der kommer dog alligevel en klient, der sætter børnene på sporet af en historie, der helt konkret truer med at ødelæge julen i deres by.

Spiloppo - Blødt brød og bankrøvere holder kadencen fra de tidligere bøger. Selv om den godt kan læses selvstændigt, er der i denne tredje del ganske mange referencer til personer og hændelser fra især den første bog, så Kapellet vil derfor anbefale, at man som minimum læser den før man går i gang med den nye. Forfatterene har selvsagt sørget for at forklare lidt om enkelte figurer eller genopfriske læserens hukommelse undervejs i den nye bog, men vil man have det fulde udbytte så læs lige den første roman igen.

Selv om det er en fortælling, der foregår i slutningen af december, har bogens forfattere ikke spekuleret i at lave den som en slags kalenderfortælling, for der er 13 og ikke 24 kapitler i bogen. Omvendt så er den så tilpas spændende, at det er en historie, som er hurtigt læst, uanset om den læses højt eller læses af poderne selv. Begge spor i historien, både den om Arthurs teenagetilværelse og kriminalhistorien er gode, men når det er sagt, kan man godt som voksen læser godt undres lidt over de nogle af elementerne i krimifortællingen, elementer der vist ikke tåler nærmere granskning. Sådan er det dog ofte med netop denne slags historier, uanset om de er henvendt til børn eller til et mere voksent publikum.

Samlet set er den seneste Spiloppo-bog dog mindst lige så god som de to første. Det kan godt være, at det ikke er en serie, der kan fortsætte i mange bind endnu, for selv om det er fiktion og man potentielt godt kan lade Arthur være ung i mange historier, så må han på et tidspunkt blive så tilpas voksen, at han ikke længere kan passe klovnekostumet længere. Ind til dette sker, så er Kapellets udsendte dog virkeligt godt tilfreds og ser allerede frem til flere børnekrimier med superhelteklovnen.