Efter at jeg modtog tredje og sidste bind i Malene Sølvstens episke fantasyserie til anmeldelse, gik jeg som katten om en vis grød i flere dage. Kiggede bare på omslaget, men turde ikke rigtig begynde at læse. Jeg var bange for at blive skuffet (især efter et lidt tungt og trist andet bind), og så ville jeg simpelthen ikke have, at serien skulle slutte. For den er jo noget særligt, den her fantasyserie.

I bog 3, der i øvrigt er udkommet på Gyldendal og ikke Carlsen som forgængerne, har Fimbulvinteren ramt Norden. Alle punkter på listen over tegn, der skal være opfyldt før Ragnaroks komme, er ved at være krydset af. Danmark hærges af sult og sygdom, og anarki hersker i bedste apokalypsestil. Anne og hendes venner kæmper en stadig mere desperat kamp for at forhindre verdens undergang, samtidig med at Anne frygter, at nogen tæt på hende forråder hende. Derudover afhænger alt af, om Anne når at få styr på sine voksende vølvekræfter.

Sammenlignet med bog 2 er tempoet i bog 3 skruet helt op, der rejses på kryds og tværs imellem verdenerne og tiderne, og der er igen cliffhangers og plottwists i bedste J. K. Rowling-stil. Måske lidt for meget? Hæsblæsende og forvirrende er det i hvert fald. Sølvsten har mange tråde, der nu skal samles, og vi får svaret på mange af de gådefulde hints, som de to forudgående bind var fulde af. Plotelementet med Ragnara og slavetemaet, som bog 2 var bygget op om, og som til tider virkede som et mærkeligt sidespor, giver desuden mere mening nu.

Der er på sin vis et filosofisk lag i Ravnenes hvisken udover fortællingen om Anne og Ragnarok. Tematikken omkring tid – hvad vi gør med den, og hvad den gør med os – er centralt serien igennem, især i form af vølven Anne (fortid) og hendes tvillingesøster og medvølve Serén (fremtid). Derudover videreudvikler bog 3 tematikkerne gud, slave og menneske, som Sølvsten også har struktureret sine tre bind omkring – konkret symboliseret i form af runerne for de tre ord. Så Sølvsten sætter indirekte gang i refleksion over betydningen og konsekvensen af tro.

Men noget af det mest interessante ved serien er Annes dannelsesrejse fra utilpasset, fjendtlig teenager til voksen, empatisk kvinde (og så også lige vølve). Traditionen tro i fantasygenren spiller hendes forældre blot en birolle i den udvikling; i stedet er det gennem venskaber og kærlighedsaffærer at Anne finder sig selv. I bog 3 har Anne også genfundet noget af sin sarkastiske rapkæftethed, og bogen byder på mange gode grin. (Og comic relief er der brug for, når nu verden er ved at gå under). Som en anden lille perle i fortællingen får vi nu også forklaringen på, hvem det egentlig var, der stjal Guldhornene!

Endelig er der Annes mange mænd… Jeg har før rost Sølvstens evne til at lancere et anseeligt udbud af bejlere til Annes gunst, og kærlighedsintrigen er da også en af de helt store drivkræfter i serien. (og faktisk hovedgrunden til, at jeg næsten ikke turde begynde at læse bind 3, for sæt Anne endte sammen med ”den forkerte”?). Kandidaterne er: Knudemandskrigeren Varnar, den blide healerkonge Sverre, den gådefulde og glatte Elias og den afdøde politibetjent Hakim (men døden er som bekendt sjældent nogen hindring i Sølvstens univers). Navnlig én af mændene ender med at fylde meget her i bog 3. Så må den enkelte læser afgøre, om det er den rigtige …

Som en trøst for dem, der allerede har abstinenser, nu bogserien er slut, har SF Studios netop købt filmrettighederne. Efter sigende skal der være en TV-serie på tegnebrættet.