En af denne sommers længe ventede udgivelser er andet bind i Malene Sølvstens fantasyserie Ravnenes hvisken. Den planlagte trilogi handler om pigen Anne, der opdager, at hun har synske evner og er forbundet med op til flere skjulte verdener befolket af nordiske guder og andre mystiske væsner. Hun opdager også at hendes synske evner i den grad forpligter, idet hun er den eneste, der kan forhindre Ragnarok. Det haster, for alle tegnene på verdens undergang er der nu.

Hvor første bind foregik i Annes hjemegn Nordjylland og handlede om, hvordan hun langsomt fik øjnene op for den overnaturlige verden, drager hun i bog 2 til den parallelle verden Hrafnheim i et desperat forsøg på at standse den onde (og uheldigvis udødelige) tronraner Ragnara, forhindre verdens undergang og sørge for, at der ikke er nogen af hendes nye venner, der må dø for at beskytte hende. Det er smerteligt ironisk, at outsideren Anne, der hele sit liv systematisk er blevet forladt og endelig er ved at lære at åbne sig for de mennesker, der vil hende det godt, nu selv må forlade dem, hun elsker, for at beskytte dem. Spørgsmålet er, hvor langt hun vil gå for at standse Ragnarok?

Som læser skal man lige omstille sig til, at handlingen nu primært udspiller sig i en anden verden – det ukendte og farlige Hrafnheim – og at tonen i romanen nu bliver mere dyster. Pludselig er voldtægt og tab af dem, du elsker, reelle trusler, og i dette bind er der blevet mindre plads til den humor og Annes karakteristiske, sarkastiske stemme, som var et stort aktiv i bog 1. Personligt tog jeg mig i at savne miljøbeskrivelserne af Nordjylland og den tørre tone et par gange undervejs, men måske skal man bare trøste sig med, at denne udvikling er ganske klassisk for fantasygenren. Vi ser eksempelvis en lignende udvikling fra let, humoristisk tone til blodig alvor i Harry Potter-serien. Og Anne har da gudskelov heller ikke helt mistet sin rapkæftethed og nordjyske power.

Ud over tonen og humoren er noget af det, som jeg (som kvindelig læser?) godt kan lide ved serien, Sølvsten liner et helt galleri af mænd op, som bejler til Annes gunst, og som trods deres forskelligheder hver især er både spændende og sympatiske. Bog 2 byder på et gensyn med den principfaste knudemand Varnar, hans diametrale modsætning i form af den glatte overlever Elias samt slideren Hakim. Derudover slår Anne på sin rejse følge med en ny mand, krigeren Rorik med de brune øjne. Den udvikling og modning, som Anne må gennemgå i forhold til kærligheden, er mindst lige så spændende som det overordnede plot med at forhindre verdens undergang, og som læser forsøger man ivrigt at regne ud, hvem af dem hun dog ender sammen med til sidst.

Rent tematisk er hele serien, som al fantasy, en coming-of-age-fortælling, hvor teenageren Anne skal finde sine ben i voksenlivet, dels i forhold til sine overnaturlige evner, men i særdeleshed også med hensyn til centrale livskomponenter som venskab og kærlighed. I bog 2 udforsker Sølvsten også begrebet religion, og hvad det vil sige at tro. Dén del er måske ved at blive lidt langhåret til tider, men det kan være en smagssag.

Sølvsten er en god litterær håndværker og skruer også i denne bog et plot med masser af overraskelser og cliffhangers sammen. Uden at afsløre for meget tør jeg godt sige, at bog 2 begynder med lidt af et chok for læseren! Derefter bliver det lidt drøjt med en massen vandren og kæmpen i det deprimerende Hrafnheim, men så kommer der mere tempo på igen. For forfatteren mestrer jo generelt de gode dialoger og nuancerede karaktertegninger. Især mændene er komplekse karakterer, der hver især slås med deres egne indre dæmoner fra fortiden. Så ligesom i første bind er man godt underholdt, og både større børn, unge og voksne vil have fornøjelse af denne bog.

Så nu er der ikke andet for end at vente formentlig endnu et år på, at tredje og sidste del i trilogien kommer, så vi kan få opklaret, om Anne klarer både Ragnarok og kærligheden – og til hvilken pris.