Dette er altså noget af en bedrift!

Vi er nået helt frem til tredje og absolut tungeste beretning om et Europa i forfald på alle måder – dette tredje bind af Parallelle Historier, som ret beset og ganske sådan uden videre betitles Frihedens åndedrag.

Du kære eventuelle læser, betænk dig ikke, gå i krig, gå i dybden, læs løs, men træk vejret, for det er vilde, voldsomme sager, og det er sine steder bevidsthedsudvidende, og sikken bedrift, dette er!

Helt nede på jorden er der tale om et romanværk på tusindvis af sider, samlet set, der tager udgangspunkt i to familier: en fra Berlin og en fra Budapest. Det er klart, at det ikke udelukkende bliver ved det. Vi skal videre, vi skal ramme krigens ødelæggende kraft og den efterfølgende genopbygning, og vi skal de kropslige situationer igennem, altså hele registret.

Det, vi blandt andet skal holde os for øje, er den måde, hvorpå Péter Nádas skildrer mennesket, for den psykologiske forståelse er rigtignok rammende, om jeg begriber, hvorledes autenticiteten kan rammes så direkte.

Det er altså komplekst – værket i sig selv – det skal naturligvis fastslås, ganske de lange sætninger taget i betragtning og sikkert også de filosofiske dybder samt sproglige krinkelkroge.

Læseren må meget gerne vide, at man ikke kan vide det hele, og der vil derfor undervejs være steder, hvor man står af, ikke ved ret besked, men fortvivle skal man ikke, for Péter Nádas glemmer ikke sådan lige; han tager en sætning op fra bind et i bind tre og binder en sløjfe, og her er det spørgsmålet, om da læseren kan ihukomme det?

Der er dette med et mord på side et af bind et. Hvem er morder? Så er der livet i Budapest og i Berlin, der på en eller anden måde har en forbindelse. Derfor vinder dette værk ved genlæsningen, tænker jeg, og jeg tænker, at det nu i og for sig er på sin plads at pege på Marcel Proust og På sporet af den tabte tid samt James Joyces Ulysses foruden Robert Musils Manden uden egenskaber. Der er såmænd her læsning nok til et langt liv. Det er altså et af de mest ambitiøse værker i lang tid.

Det må simpelthen være værket, der for alvor får sat Péter Nádas og dermed Ungarn på Nobelpriskortet, dersom de i Akademiaet får taget sig sammen og eventuelt uddelt flere medaljer på sigt.