Er du til krimier, går du ganske forgæves i denne roman, der faktisk kan være så svimlende vanskelig at bevæge sig rundt i som læser, idet man er prisgivet og må hengive sig til forfatterens luner. Prosaiske svinkeærinder er der mange af, personer er der også utroligt mange af, så man skal holde brillerne på næsen og lade sig opsluge i længere tid og gerne i form af lange læsestræk, hvis dette virkelig skal batte!

Det, der kunne synes at lægge kimen til en krimi, er, at vi på de første sider møder en død mand. Vi befinder os i Berlin. Det er tidligt, og Berlin-muren er faldet. Vi står i Tiergarten i centrum af byen, og Döhring støder på et lig. Pludselig bliver denne unge mand, Döhring, trukket med til en række spørgsmål stillet af dr. Kienast, en mystisk politikommissær.

Og derfra har bogen ellers intet med en krimi at gøre, for opklaringen af mordet hører vi ikke mere til i dette det første af tre bind, som tilsammen spejler Europas historie fra mellemkrigstid og frem til Berlinmurens fald. De næste bind skal efter sigende ramme det læsende folk næste år – og en tak til Forlaget Rosinante og Co – og ikke mindst oversætter Peter Eszterhás – for dette fine, forbilledlige arbejde. Det er i sandhed et storværk, vi har med at gøre, og jeg kan så tydeligt se forbindelsen til Robert Musils Manden uden egenskaber.

Derfra tages vi med videre til mange møder med mennesker i Europa. Det er karakterer, der blot et sted er nævnt i en bisætning (og sætningerne er lange, kringlede og bevidsthedsudvidende), som pludselig dukker op som hovedperson i hovedsætninger et andet sted. Centralt står dog tre særlige skikkelser, tre mænd: Hans von Wolkenstein, Ágost Lippay Lehr og András Rott. Førstnævnte har en mor, der har visse tætte forbindelser til nazisterne. Dernæst er der Ágost, som har en far, der har tjent Ungarns forskellige politiske regimer gennem flere årtier. Der er András, som virkelig rummer en dyster fortid.

Værket sprænger ganske enkelt alle rammer – og husk, at dette jo blot er første del af tre. Der er alenlange sætninger, sprænglærde beskrivelser og dialoger, der trækker i det filosofiske og kultursociologiske kraftfelt, og der er fortællermæssige kneb og fiksfakserier, der virkelig kan betage læsere, der søger dybde og udfordring.

At forfatteren, Péter Nádas, ofte nævnes som kandidat til Nobelprisen i litteratur, ja, det begynder jeg langsomt at forstå til fulde.

Det er i sandhed også en bedrift af de større at være i stand til at skrive litteraturhistoriens længste sexscene – over 140 sider. Den finder sted i 1960 og mellem Ágost og Gyöngyver.

Denne roman sprænger alle rammer, sådan er det bare, og jeg er fascineret af den og af forfatterens evner, for det forlyder, at han har arbejdet på dette værk i 18 år!