Dette er en bog, der lægger sig tæt op ad begrebet autofiktion, ganske fordi elementer og aspekter af det liv, forfatteren Guadalupe Nettel fødes ind i, træder tydeligt frem, dog og heldigvis vindende med poetisk scwhung.

Det indfinder sig hurtigt: Hovedpersonen vokser op i et samfund, hvor man gerne skal ligne de andre, for det er ikke fedt at skille sig ud, ganske enkelt. Det er den bagvedliggende årsag til, at Nettel går med klap for øjet; hun har såmænd en skønhedsplet på øjet. Det er en – undskyld mig – torn i øjet på især hendes mor, som ganske offensivt søger at ramme en perfekt datter.

Hvad sker da derpå? Denne datter, Guadalupe, finder mere og mere fred og fordragelighed i sit indre, og det er undertiden, som om skuldrene synker sammen, vægten er voldsom, og hun vil så gerne gå fri. Pludselig rammer navnet hende: kakerlak.

Stille og roligt begynder hallucinationerne at melde sig. Og det er ikke forkert her at tænke på Franz Kafka og Forvandlingen; den optræder også i fortællingen.

Det er med mine ord en fascinerende og intens læseoplevelse, som jeg fra første færd blev draget af.

Der knytter sig et meget intenst forløb: Hovedpersonen udfolder en egentlig monolog – ganske lang – hos psykoanalytikeren, den tavse person. Det er et fint greb, for således er læseren med helt inde i det psykiske miljø, det mentale landskab, stiltiende og blot opmærksom på grænser og indre overgange.

Det er så fint.

En meget smuk udgivelse – forestået af forlaget Grif.

Guadalupe Nettel er en forfatter, man bør holde øje med, og jeg har bestemt også med glæde noteret mig, at hun har mange fine værker på listen, ganske rost i Sydamerika, og jeg kan kun sætte min lid og mit håb til, at vi får set mere af hende på dansk, meget gerne oversat af Liv Camilla Skjødt, der har øre for de spansk-sprogede nuancer.