Det var en større sensation i lille bogdanmark, da rygtet spredtes og til slut blev bekræftet: Inger Christensen havde inden sin død i 2009 overdraget en større bunke papirer til Det Kongelige Bibliotek, og nu havde kyndige folk – den dansk-svenske digter og professor, Marie Silkeberg og forsker og oversætter, Peter Borum, der også er Inger Christensens søn – okset sig igennem papirmasserne og redigeret et mangfoldigt udvalg, som blev gjort klar til udgivelse. Ku’ det virkelig passe, tænkte man, men ja, det ku’ det da, og nu er den her: murstenen på næsten tusind sider, der (måske?) sætter et solidt, emfatisk punktum for Inger Christensens poetiske virke her på jord.

Bogen er inddelt i tre dele. Den første del består af digte, som er oplistet i kronologisk orden, men bagvendt. Det vil sige, at første gruppe digte løber fra 2007-1991, anden gruppe fra 1990-1980 og så videre i forskellige passende epoker. Imellem disse digte er der så manuskripter fra arbejdet med forskellige større samlinger, de kendte Sommerfugledalen (1991), alfabet (1981), Brev i april (1979) og det (1969). Her tages læseren med i laboratoriet og temmelig minutiøst udfolder arbejdet sig over de mange ark. Det tydeliggøres, hvordan Christensen har filet og pillet ved sine tekster, til systemerne stemte og korpus klappede.

Dagbladene har i flæng omtalt sensationen, at den berømte samling, alfabet, faktisk kunne have været større. Således viser det sig her i bogen, at Christensen arbejdede på at udvide samlingen med endnu et bogstav, og det kunne da have været forrygende, men samlingen er jo et vidunder, allerede som den foreligger i originalen.

En anden velskrevet sensation er Christensens romanprojekt, krimien Paris par arrondissement, som udgør denne udgivelses anden del. Vi følger projektet over ca. hundrede, hvor der er gengivet alt fra udkast, lister, tegninger af Paris, lege med ord og navne, plotspoilers osv. Bogen blev som bekendt aldrig færdig, endsige udgivet, men her får vi altså et indblik i mesterens vilde idé. Om bogen ville været blevet ligeså god som andre af forfatterens romaner, fx min yndlings Evighedsmaskinen, er måske tvivlsomt ud fra udkastet, men det er alligevel stort at kigge hende lidt i kortene.

Tredje del er måske den mindst interessante, hvor forskellige genrer som noveller, anmeldelser, forord og essays står oplistet som ”Prosa”. Der er også gode tekster her, men selvom Christensen var en både skarp tænker og kritiker, så synes hendes egne essays og anmeldelser ikke at være noget særligt. Hun gjorde sig bedst, når hun lagde sit øre tæt mod universets bryst og gengav for os andre, hvad hun havde fået lov at høre.

Bogen fortjener en meget vid udbredelse og læserskare, for det er meget sjældent, at vi har så stor en digter i vores lille andedam og endda får lov at udvide forfatterskabet så omfattende post mortem.