Bogen her er for de små – det kan der ikke herske nogen tvivl om. Den er tilsyneladende for de 4-årige, men jeg kan berette, at min søn på godt et år og jeg selv på de godt tredive fandt glæde i at læse denne På toppen af bakken.

Det er en bog om venskab, illustreret så fint og hjertevarmt af Benji Davies i farverige kompositioner.

Handlingen er ganske enkel og ligetil: Bertil og Eddie er de bedste venner. De er sådanne venner, der leger sammen hver dag, og de mødes slet og ret på toppen af bakken, udstyret med hver deres papkasser, og de skal bestemt ikke adskilles, de er ”pals”, sammentømrede og glade. Intet kan forstyrre idyllen, og så er det jo, at man som erfaren læser ved, at en vind slår ind fra siden og ændrer perspektivet til noget helt andet.

Det finder også sted – noget sådant indtræffer, da en ny dreng dukker op. Han har fulgt dem på afstand, og han har således luret koden: Man skal bruge en papkasse, og så er det ellers bare at lege. Han får lov at være med, men det viser sig, at ikke alt er fryd og gammen. Det viser sig, at den nytilkomne dreng faktisk er god til at lege, og han glider umærkeligt ind i konstellationen, der nu rummer tre legesyge drenge. Men en af de garvede udi papkasselegen kan ikke sådan kapere det, og han ender med ikke at dukke op på den sædvanlige bakke.

Det er der råd for. Den nye dreng hjælper i stor stil. Papkasser indsamles, og en sej bil bygges, og med den overtales den distancerede dreng til at vende tilbage og nyde, at de nu alle er sammen, en trio med papkassepassion.

Det er meget fint.

Det er opdragende, og det er en god fortælling.