Med Stadig mig er den engelske bestsellerforfatter Jojo Moyes tilbage med en tredje bog om den småforvirrede Louisa Clark med den spøjse tøjstil. Lou flytter nu til New York for at arbejde som personlig assistent hos den stenrige Gopnik-familie, hvis livsstil er meget langt fra de mere beskedne arbejderklassekår, som hun selv kommer fra. Med turen vil hun forsøge omsider at efterleve Wills sidste ønske for hende: at komme ud i verden og leve sit liv.

Men hjemme i England har Lou måttet efterlade sin nye kæreste, den sexede ambulanceredder Sam, og langdistanceforhold er som bekendt ikke lette. Især ikke da hun pludselig møder den succesrige Josh, der minder foruroligende meget om Will og tvinger Lou til at forholde sig til bortgemte følelser fra fortiden. Bedst som alting truer med at ramle, og Lou får ansvar for at bære rundt på både en anden kvindes hemmelighed og en bælgøjet mops med hang til parmesanost, må hun for første gang i sit liv tage aktivt stilling til, hvem Louisa Clark egentlig er.

Som titlerne i serien illustrerer, er tematikken i Stadig mig, såvel som forgængerne Mig før dig og Mig efter dig, jagten på identitet. Den selvudslettende Lou har brugt hele sit liv på at tilpasse sig andre og deres behov, men nu er hun kommet til en skillevej. Derudover kredser Moyes i denne bog også lidt omkring temaer som social indignation og klasseforskelle (man er vel ikke englænder for ingenting).

Er Stadig mig så en læseværdig roman? Absolut! Den er på højde med etteren, Mig før dig, hvad angår indlevelse i andre sociale klasser og humor. Personligt var jeg ellers lidt skeptisk efter anden del, som jeg oplevede som ret apatisk-tung at komme igennem - især på grund af hovedpersonens depression (!), den lettere anstrengende nye karakter Lily og så farcen med Lous forældres uoverensstemmelser omkring kønsroller, som ikke rigtig kom til at fungere som den modvægt til al sorgen, som den nok var tænkt som. Men Stadig mig er altså svær at lægge fra sig. Når den så oven i købet er skrevet i et flydende, underholdende sprog og er blevet velsmurt oversat af Agnete Dorph Stjernfelt, så er det bare en endnu større fornøjelse.

Læs den - og grin, græd og krum tæer som altid i Louisa Clarks selskab!