I to bind kan du nu dykke ned i disse fine, helt og holdent herlige Himmerlandshistorier.

Det er Gyldendal, der relancerer disse fortællinger som den iøjnefaldende serie Danske Klassikere, som Det Danske Sprog og Litteraturselskab står bag. Det er fremragende, ganske enkelt.

Der er således fyldige efterskrifter og dybdegående noteapparat at forholde sig til, hvis man er den type læser.

Det er en af de helt store forfattere, vi her møder, en af dem, vi i Danmark kan være stolte af, særligt fordi han hjemtog Nobelprisen i Litteratur til 'os'. Samtidig er han også en skikkelse i litteraturverdenen, der omgives af mørke, for der er et og andet med, at han havde en skarp pen rettet imod en del af menneskeheden, og han havde markante holdninger, som man måtte tage med, hvis det var.

Ikke desto mindre - når man ser bort fra det, som man jo bør, når det er litteraturen, der taler - rammer han med disse historier et glimrende perspektiv.

De tager udgangspunkt i Johannes V. Jensens fødeegn.

Der er dem, der slår fast, at Himmerlandshistorier er Johannes V. Jensens største triumf som forfatter, og dermed går man bort fra at se Kongens fald som den store roman fra hans hånd. Det ved jeg, at jeg ikke er helt og aldeles enig i, for Kongens fald er (også) fremragende!

Vi bevæger os ind på en del af Jylland, som virkelig på dette tidspunkt (1940'erne) var noget hinsides, på distance fra folks bevidsthed. Vi må tænke på, at det virkelig var en udkant af Danmark. Det var (og er) et bondeland, hvor en spade fungerer som en spade, og man kalder en skovl ved navn, og så fremdeles. Konflikter rulles ud, og død og ødelæggelse kunne ramme.

Man skal være en årvågen læser, for der er ganske mange vendinger og ord, der kan være vanskelige at greje, og det er så her, man enten kan læne sig tilbage og læse fremad og blot få en god idé om, hvad der menes, samtidig med at man får en god forståelse af den helhed, fortællingen fremskriver, eller man kan bøje sig ind over bogen og tage fat i noteapparatet, hver gang man møder ukendte fraser og ord. Det er et spørgsmål om temperament - jeg gik med sidstnævnte fremgangsmåde.

Det er i stor stil myten, Johannes V. Jensen arbejder med, og det er tydeligt, at der blandes visse naturvidenskabelige og filosofiske problemstillinger ind i foretagendet. Man kan således, hvis man er til det, spore noget darwinisme og Nietzsche i sagerne her.

Jeg må samtidig slå fast, at der ikke er tunge tekster i hobetal. Der er humor, der er lette og flotte beskrivelser, og der er uventede drejninger, som gør godt. Men du skal vide, at der ikke umiddelbart er en empatisk fortællerstemme, der løber igennem fortællingerne. Det er direkte og hårdt. Der bliver ikke lagt fingre imellem. Blod er blod, og vold er vold.

En af de fortællinger, der har gjort størst indtryk på mig, må siges at være Tordenkalven. Her fortælles om Christen Christian Larsen. Han var krøbling og vagabond fra Himmerland. Det er en læsning værd, synes jeg.