Mig før Dig / Jojo Moyes / 420 sider
Forlaget Cicero. ISBN 9788763825399
Anmeldt 29/10 2012, 19:02 af Christina Mohr Jensen
Mig før Dig
Mig før Dig
« TilbageLouis Clark arbejder på cafeen The Buttered Bun, men da cafeen må lukke står hun i en situation, hvor hun er på tærsklen til sine 30´ere, er uden uddannelse, aldrig har forladt sin lille engelske fødeby, og ikke har formået at arbejde i den lokale fastfoodkæde eller på byens kyllingeslagteri. Hendes jobkonsulent stiller hende derfor overfor valget; arbejde på en stripklub, blive handicaphjælper eller miste sin overførselsindkomst. Noget modvilligt og med en stor frygt for at skulle bistå personlig hygiejne, kastes hun ind i en besynderlig jobsamtale i et stort hus til en stilling som handicaphjælper for den unge Will Traynor, der efter en trafikulykke har gjort ham lam i størstedelen af kroppen. Will er mildt sagt en sur og deprimeret skid, og den seksmåneders ansættelseskontrakt Louis Clark har skrevet under på, virker ulidelig.
Langsomt men sikkert begynder Louis Clark dog at åbne sit sind for den kørestolsbundne, smerteplagede og på mange måder hjælpeløse mand, der på de mange feriebilleder omkring i huset - i stærk kontrast til manden i nuet - kaster sig ud med faldskærm, elastikspring og hamrer af sted på ski ledsaget af en smuk kvinde.
Louis opdager langsomt de lange ar på undersiden af håndleddene og får øjnene op for, at under spydigheden og den ulidelige pessimisme gemmer sig resterne af en mand, der engang var men ikke ved, hvad han skal være nu, hvor det aktive liv, jordomrejserne, fysisk intimitet og karrieren er lukkede kapitler i hans livs drejebog. I denne opdagelsesproces tvinges Louis Clark til at se på sit eget liv, og deres relation viser sig at være et skelsættende møde for begge parter.
Dette er starten på romanen Dig før Mig af forfatteren Jojo Moyes, der er uddannet journalist og er tidligere modtager af prisen for Romantic Novel of The Year i England. Hun er tidligere forfatter af ni øvrige romaner men med værket Dig før Mig står hun måske over for sit store litterære gennembrud. I hvert fald har hun på kort tid solgt 250.000 kopier af indeværende værk i England alene og har formået at fange interessen fra de større aviser som The Daily Mail, der har skrevet rosende ord.
Værket er en langt fra klassisk kærlighedshistorie men trods alt en kærlighedshistorie. Det er kærlighed til livet, problemet med at finde samme, vanskeligheden ved at bestemme sig for om kæresten igennem mange år egentlig er Mr. Right, kærlighed til et liv, der engang var, men nu er borte og et spirende had-kærligheds-forhold mellem to mennesker, der er blevet påtvunget hinandens selskab – den ene i en kørestol fanget i et mægtigt hus, den anden med familiens økonomiske problemer i baghovedet, der tvinger hende til at beholde jobbet. Men bogen handler også meget filosofisk om, hvad der mon definerer hvem vi er. Er det vores fortid, vores nutid eller fremtid, der er bestemmende for, om livet er værd at leve og om man egentlig tør gribe livet eller om det bedste er at slutte det?
Der er tale om en meget følelsesladet bog i både den ene og den anden retning, og følelsesmæssig på en måde der rækker udover det papir og det blæk bogen er trykt med. Aldrig før har jeg grædt og grinet højlydt til en bog, men Mig før Dig har ramt mig. Den er velskrevet, realistisk i både hovedtemaer og karakterernes følelsesliv og den formår at sætte livet som både et til- og fravalg i perspektiv. Der er med andre ord langt fra tale om pladderromantik, lange lykkelige sommerdage og alt det andet klassiske, romantiske fyld. Det er et værk der kan ramme bredt, men måske med sit stærke følelsesmæssige fokus, og med en kvinde som protagonist, måske taler mest til det kvindelige køn. Når dette er sagt, ville jeg ønske at jeg kunne tvinge alle mænd til at læse den. Det er en barsk men livgivende fortælling, og jeg håber at se mere i samme stil fra Jojo Moyes i fremtiden. Mig før Dig er en af de stærkeste bøger, der har krydset min vej i indeværende år.