Der var glæde i det lille hjem, da Billedrengen blev læst højest for Billedrengene. Det var der også, da det gik op for dem, at eventyret ikke nødvendigvis var slut, da man nåede til slutningen. Nu er anden del så blevet læst (op), og selv om den har et spar skønhedsfejl og måske ikke er helt lige så medrivende som den første, så var alle Biller ganske fint underholdt.

En af de ting man hurtigt irriteres (i al fald i rollen som oplæser, men muligvis ikke som læser) er L. G. Leonards konsekvente insisteren på at skrive nærmest alle karakterers navne fuldt ud hver gang de nævnes. Således hedder skurken ”Lucretia Cutter” altid ”Lucretia Cutter”. Når Lucretia Cutter siger noget eller foretager sig en handling (altså med mindre det er hendes datter Novak Cutter, der omtaler hende som ”mater”), så står der ”Lucretia Cutter” på siden. Det bliver ret trættende i længden, for det gør at oplæsningen bliver noget rigid. Da der er flere kvindelige figurer med i bogen kunne det måske godt forvirre læseren, hvis forfatteren konsekvent brugte pronominet ”hun”, men mere afveksling kunne altså godt ønskes.

En anden anke, der kan dukke op, er, at fortællingen føles lidt som et mellemspil, hvilket giver god mening, da dette er bog to i en planlagt trilogi. Selv om der både er masser af drama, mystik, og at der sker spændende ting undervejs, kan man også godt mene, at der går lidt for lang tid, inden romanen for alvor kommer op i gear, noget som bestemt ikke var et problem i den første.

Et positivt tiltage er, at der denne gang er skruet lidt ned for alle de etymologiske udtryk, der godt kunne være lidt tunge i den første. Kapellet anderkender selvsagt, at de børn, der selv læser samtidig med en god historie, muligvis også kunne blive klogere på billers art og latinske betegnelser, men det er nok primært den gode fortælling, som langt de fleste hæfter sig ved. Billedronningen kræver, at man har læst Billedrengen, for der er konstante referencer til begivenheder og figurer fra etteren i denne anden del. De læsere, der starter her, vil derfor hverken få en nærmere introduktion til hovedkaraktererne eller forklaringer på, hvordan disse figurers indbyrdes forhold er.

Da Billedronningen starter, er Darkus kommet sig efter de skader, han pådrog sig i første bog. Hans far opfører sig dog mildest talt mærkeligt, for det virker som om fatter ligefrem vil opsøge bøgernes antagonist for at fortsætte arbejdet på det hemmelige Fabré-projektet, der har noget med gensplejsede biller at gøre. Samtidig kommer vore tre hovedpersoner på sporet af en anden dreng, som Lucretia muligvis holder fanget, men som alle andre mener er død.

Novak (Lucretia Cutters datter) så Darkus dratte om i slutningen af sidste bog og er derfor overbevist om, at hendes ven er død . Hun er meget fortvivlet over sit liv sammen med sin dominerende og herskesyge mor, der meget atypisk har ytret, at de begge skal deltage i den årlige filmprisfest i Hollywood. Derfor syr Lucretia en række spektakulære kjoler til de kvinder, der er nomineret som bedste kvindelige hovedrolle. Det er Novak faktisk også, men hvad Lucretias formål er med at tage til en begivenhed, som hun førhen har forbandet langt væk, er i starten af romanen ganske uklar.

Selv om Billedronningen som nævnt er et mellemspil og godt kan være lidt udfordrende at benytte som højtlæsningsbog, så er dommen fra Billebørnene i husstanden, at den disse ting til trods er blevet rigtigt god, og at de glæder sig til den tredje – og sidste – del af serien. Sebastian udtalte, at ”den er lidt langsom i starten, men heldigvis bliver den rigtig spændende til allersidst”, en udtalelse som drengens far er helt enig i.

Billedronningen er en ganske hæderlig fortsættelse til den første bog serien, som godt kunne være kortet lidt ned. Omvendt sørger den for, at læseren kan følge alle de figurer, som var med i første bog samtidig med, at den introducerer flere nye figurer. Slutningen peger frem mod en tredje roman, der forhåbentlig bliver den sidste, for selv om vore venners jagt på den skumle modedronning bestemt er medrivende, så tænker vi her på Kapellet, at det er godt, at forfatteren har planlagt dette som en trilogi. Historien bør efter vores bedste overbevisning heller ikke strækkes meget længere ud.

Den sidste del i serien Battle of the Beetles er sat til at udkomme i februar 2018, så mon ikke vi kan forvente, at denne sidste del også dukker op på dansk kort tid efter? Kapellet ser i al fald frem til at læse denne sidste del og lover at holde vore læsere opdateret.