Det er ingen overdrivelse at udråbe Asger Schnack (f. 1949) som en institution i sammenhængen dansk litteratur. Det er gjort før, og det er gjort med rette: gennem nu halvtreds år har han virket som først digter og siden redaktør (på Borgen og Hans Reitzels forlag) og siden igen (men også samtidig med) som forlægger (Swing, Bebop og Asger Schnacks forlag). Hans betydning har været stor.

I anledning af digterjubilæet udgives nu grafitti. Digte og skrift, der på overbevisende vis lader alle de mange dimensioner i Schnacks virke komme til udtryk. Bogen, der er tyk som en Middelalderbibel, frisk og vital som årets første dukkert, består af hidtil uudgivne tekster, fortrinsvis digte og Facebook-opdateringer, men også motiveringstaler, efterskrifter og anden halvubestemmelig kort prosa, der kunne få prædikater som anekdote, indfald, referat, drøm, tanke og vits. Kort sagt: skrift.

Litteraturhistorien gjort levende
Men selvom hybriditeten altså er til at tage at føle på, og selvom forlaget, fornuftigt nok, har undladt et uoverskueligt katalogiseringsarbejde og i stedet organiseret de mange tekster som én, lang alfabetisk liste, er der er par gennemgående træk, der bør fremhæves.

I de formidlende tekster, det vil sige alle de tekster, der i opsætning ikke insisterer på at ligne/være et digt, tænker jeg dels på den gennemtrængende fortælleglæde, dels på den sproglige originalitet. Som når det hedder om en linje hos Lea Marie Løppenthin, at den sikrer forfatteren en plads på den ”hylde i bogparadiset, hvor bøger, der bliver stående, står” (s. 188). Eller når Tomas Tranströmers digte, læst af en ung Schnack, virkede ”sært rigtige på mig, som om de ikke kunne være anderledes” (s. 600). Eller når det slet og ret ”er opløftende at tænke på, at Asta Olivia Nordenhofs digtsamling det nemme og det ensomme (2013) nu foreligger på svensk”.

Sådan er Schnacks kritiker-sprog: begejstret, overraskende, præcist, men også anekdotisk og ekstremt kontekstsøgende. Det er måske den mest imponerende bedrift: at Schnack ikke bare beskriver men også perspektiverer og trækker linjer i det uvirkeligt store korpus af forfattere, bøger, sætninger, ord, tematikker, musikere, kunstmalere, epoker mv., der udgør universet. Konklusion: grafitti er litteraturhistorie på den fede måde.

Fravær
I Schnacks egen poesi får vi så den melankoli og uro, hans formidlende tekster nærmest programmatisk undgår (kun én gang, tror jeg, nemlig i teksten om Tranströmer, får vi en udfoldet skepsis). Altid betjener digtene sig af et klart og lakonisk sprog, ofte fremskriver de et radikalt fravær: ”Du var så smuk i brillebutikken. / Der var et lys derinde, / og alle brillerne klædte dig. / Okay, mere eller mindre. / Det var sjælen, der lyste. Din sjæl.”

Selvom henvendelsen er indtrængende, installeres den via datidsformerne som et larmende ikke-nærvær; duet er ikke til stede til at modtage henvendelsen.

Et andet sted gøres det værste mareridt op som et liv uden generøsitet og nærvær – et liv der bare ”går med at gå” (s. 305). En indsigt der kan læses som et grundlæggende modbillede til selve Schnacks virke – digte og skrift.

Hvem, hvad, hvor
graffiti. Digte og skrift
er en oplagt bog for alle, der lever i, med og omkring dansk litteratur. Anekdoterne, den perfekt kondenserede litteraturhistorie, de mange rammende karakteristikker – og alt det andet – gør den stort set uomgængelig for bogfolket. Med sin brede kulturhistoriske interesse, bør den også få en bredere læserskare.

Måske er den med sine 686 sider en kende for lang. Trods alt. Indvendingen er triviel og på en måde også forkert: det er jo netop ophobningen af indsigt, det encyklopædiske tilsnit, der udgør bogens vidnesbyrd. Men når det for i hvert fald femte gang hedder, at det var Per Kirkeby, der lavede omslagene til udgivelserne på Swing, ja, så er det man tænker, at lidt mere kunne have været udeladt.

Derudover savner bogen i uhørt grad et navneregister. Måske er tanken den samme, som når det hedder om Jørgen Gustava Brandts erindringsbog, Mit liv, som hverken har indholdsfortegnelse eller register, ”så man,” skriver Schnack, ”må læse hele bogen, hvis man vil finde noget om den-og-den” (s. 271). Men i graffiti er der jo netop en oversigt over indholdet, der fint bekræfter den alfabetiske organisering, og fint lader læseren overskue den herlige – og helt rigtige – vilkårlighed, der råder som organisationsprincip. Problemet er bare, at titlerne langt fra altid medtager teksternes bærende person(er), hvorfor oversigten reelt er ubrugelig.

O.k., vi læsere må forlade os på æselører, indlagte sedler og noter i margin – men når nu bogen rives væk fra hylderne, for det er sådan det bør ske, og der i alt hastværk bliver brug for et oplag nummer to, ja, så skal vi altså have et navneregister.