Når man hedder Bille - så forpligter det. I al fald når der ligefrem kommer en børnebog med titlen Billedrengen. Når dette sker, er det jo nærmest oplagt at læse denne højt for ens egne billebørn. På forlagets hjemmeside skrives det da også, at det er en bog som er ” Perfekt til højtlæsning for både piger og drenge”, og det har kapellet afprøvet empirisk ved at lade nærværende anmelder læse den højt for hjemmets drenge på henholdsvis syv og tolv. Dommen er klar: de var ovenud begejstrede!

Med drengenes egne ord så var de ”godt underholdt. Bogen var sjov, spændende og blev nærmest aldrig kedelig. Selv om den startede roligt ud, så gik den meget hurtigt over i en genre, som man ikke havde troet. Der skete ting, man ikke havde forventet”. Det skal også siges at oplæseren selv også var mægtigt godt underholdt, for selv om mange af delelementerne er nogle, man har set i andre fortællinger rettet mod et yngre publikum, så er M.G. Leonard god til at ryste posen og blande dem på en forfriskende måde.

Fortællingen udspringer helt klart af forfatterens fascination ved biller og det kan mærkes. Selv om de biller, man møder i Billedrengen, har fået nogle evner, som almindelige biller normalvis ikke besidder, så indeholder bogen også en masse begreber og endda ligefrem et appendiks, der forklarer hvad de forskellige udtryk, bogen benytter, betyder. F.eks. kan man slå ord som ”kindbakker”, ”palper” og ”coleopterist” op. Så selv om det er en fantasyfortælling, så tager den sit afsæt i en reel videnskabelig formidlertrang. Dette kan også ses, hvis man foretager en simpel googler-billedsøgning af forfatteren. Her afbilledes hun smilende med et eksemplar af The Young Beetle Collector’s Handbook i hænderne. En bog, der flere gange beskrives i Billedrengen (dog uden titel), og som efterfølgende takket være internettets vidunderligheder har fundet vej til hjemmets bogreol.

Billedrengen handler om den unge, lidt indadvendte fyr, Darkus, hvis far en dag forsvinder under meget mystiske omstændigheder fra sin arbejdsplads i kælderen under National History Museum i London. Ingen ved, hvor farmand er blevet af, og hverken Darkus eller politiet kan komme med en fornuftig teori. Darkus må derfor bo hos sin farbror, Onkel Max, men opdager hér, at de to meget suspekte personer i naboejendommen, er i besiddelse af nogle meget specielle biller. En af disse kæmpebiler bliver han ligefrem venner med, døber billen Baxter og oplever, at den faktisk er i stand til at forstå ham.

Darkus render også ind i pigen Virginia og drengen Bertolt, der også føler sig lidt udenfor i skolen. De hjælper også Darkus i efterforskningen af faderens forsvinden, og ud over de skumle naboer peger sporet i retning af modedronningen Lucertia Cutter, der lever isoleret i et palæ i London. Hvad hun vil med billerne, og hvilken forbindelse hun har til Darkus’ far, skal man selv læse bogen for at finde ud af.

På mange måder minder Lucretias figur om Cruella DeVilles, kendt fra 201 Dalmatinere, lige som naboerne har mange fællestræk med en lang række halvdumme skurke, man har set i et utal af fortællinger møntet på et yngre publikum. Den rodede baghave, som børnene indretter som deres base, leder i denne anmelders optik tankerne hen på Alfred Hitchcock og de tre detektiver, der som bekendt byggede deres hovedkvarter på en lodseplads. Det gør dog intet, for Billedrengen kan sagtens stå på sine egne seks pansrede ben.

Bogen er dog på udsatte steder både virkelig dramatisk og bevæger sig, lige som familien Billes yngre medanmeldere antydede, i retninger, som man ikke havde kunnet forudse, da man startede med at læse den. Sproget er virkeligt indbydende, og de forholdsvis korte kapitler gør, at det er nemt at afstemme godnat-læsningens længde.

Bogen er den første i en planlagt serie om drengen Darkus, hans to venner og de intelligente biller, som dukker op i løbet af bogen, og som bliver børnenes hjælpere. Da de unge medanmeldere blev spurgt, om det ville være lige meget, om der kom en fortsættelse, var svaret, at ”fortsættelsen er en, der meget gerne må komme, for ellers er det være ærgerlig, at man aldrig får svar på, hvad Fabre-projektet gik ud på, og hvad der er sket med Lucrecia Cutter.” Faktisk var begge Bille-børn mægtigt optagede af historien i en sådan grad, at oplæseren selv måtte bruge kræfter på at insistere på at stoppe oplæsningen. Dette skal dog ses som virkeligt positivt, for et succeskritierium for en højtlæsningsbog må da være, at tilhørerne konstant vil have mere.

Så hvad enten man hedder Bille eller ej, så er Billedrengen et virkeligt oplagt bud til højtlæsning, hvis man leder efter noget Urban fantasy med rod i klassisk, børnelitteratur. Den er spændende, sjov, ulækker og ind imellem tilpas uhyggelig til, at både de yngste og selv universitetsuddannede oplæsere følte sig virkeligt godt underholdt hele vejen igennem. Alle Billerne på kapellet ser i al fald frem til, at M.G. Leonard får skrevet den næste bog færdig, så vi sammen måske kan få svar på nogle af de ting, som ikke afsløres i Billedrengen.