Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Det der ikke slår os ihjel / David Lagerkrantz / 470 sider
Modtryk. ISBN 978-87-7146-404-7
Anmeldt 2/12 2015, 17:35 af Torben Rølmer Bille

Stiegs eftermæle


Stiegs eftermæle

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er vist ikke mange mennesker i vores del af verden, der ikke kender Stieg Larssons Millenium-trilogi, for selv om der måske er enkelte, der endnu ikke har læst den, så har de til gengæld sikkert set en af filmatiseringerne af Mænd, der hader kvinder, eller som det mindste hørt om bøgernes kvindelige heltinde Lisbeth Salander, der som en slags moderne, ultrafeministisk punkversion af Pippi deler tæsk ud til de, der har fortjent det.

Sådan en bogsucces kan man ikke ignorere. Slet ikke Stieg Larssons efterkommere, der for år tilbage besluttede at lade den svenske forfatter David Lagerkrantz (som både i hjemlandet og i Danmark fik stor opmærksomhed for fodboldbiografien Jeg er Zlatan Ibrahimovi?) fortsætte, hvor Stieg Larsson slap. Måske vil nogen mene at dette er en ganske usmageligt træk, men omvendt havde Larsson før hans alt for tidlige død, proklameret, at Millenium-serien bestemt var tænkt som mere end en trilogi. Faktisk var planen oprindelig at serien skulle strække sig over ti bøger .

Om det bliver til ti, må tiden vise, men den 27. august 2015 kom den fjerde bog på gaden. Den har fået titlen Det der ikke slår os ihjel, og det er en roman der er umulig at læse uden at have erindringen om de første bøger i baghovedet. Det er ganske enkelt svært under læsningen ikke konstant at tænke om den hedengangne forfatter virkelig ville have skrevet tingene lige som Lagerkrantz gør. Svaret får vi jo aldrig, men uanset hvor kritisk et blik man kaster på udgivelsen, så har Lagerkrantz virkelig gjort sig umage for at kunne leve op til de forventninger, der uundgåeligt ligger i forhold til hans håndtering af Salander & Co.

Umiddelbart virker det som om, Lagerkrantz er sluppet meget heldigt fra opgaven. Det lykkes ham at fange en grundtone i både miljøbeskrivelser, figurkarakteristik og ikke mindst figurernes dialoger. Alt dette virker meget Larsson’sk. Romanen har lige som de forudgående et ganske stort persongalleri, men mange af de karakterer, vi møder i den nye bog, er gengangere fra den originale trilogi. Derfor vil det l nok især virke forvirrende for læsere, der vælger at starte venskabet med Blomkvist og Salander hér. Det er også en ret dårlig idé, idet Lagerkrantz undervejs i bogen giver mange referencer til begivenhederne i de tre første bøger. Så vælger man at starte bogserien hér, bliver der undervejs givet lidt for mange spoilers, som potentielt vil ødelægge læseoplevelsen af Larssonss originaler.

Den nye roman starter ganske roligt ud med at få (re)etableret de centrale figurer. Der er, lige som i virkeligheden, gået en del år siden begivenhederne i Luftkastellet der blev sprængt. Mikael Blomkvist er ved at miste interessen for den kritiske journalistik, der også lider ganske trange kår på Millenium-magasinet, som han arbejder for. Bladet er nemlig blevet opkøbt af en finansmand, der desværre også har en vis indflydelse på det redaktionelle indhold. Salander forsøger stadig at holde lav profil, men en pludselig erindring i bogens start motiverer hende pludseligt til at genoptage hendes hackervirksomhed.

Af forskellige årsager, som læseren ikke får indblik i før ganske tæt på bogens slutning, beslutter Salander sig for at hacke NSAs interne netværk. Samtidig reagerer Blomkvist, også nærmest ved et tilfælde, på en historie om en anerkendt forsker, der arbejder med kunstig intelligens og som muligvis har fået stjålet vigtig forskning. Selv om Blomkvist først tænker, at denne historie nok ikke er den, han har gået og sukket efter, ændrer det sig, idet han dukker op hos forskeren.

Uden at afsløre for meget, tager tingene herefter fat. Bogen forandrer sig fra den ganske mondæne multiuplot-lignende hverdagsfortælling til en réel thriller, hvor der både traditionen tro kommer lig på bordet og skumle, manipulerende forbrydere dukker frem fra skyggerne.

Selv om romanen indledningsvist godt kan forekomme unødig træg, så beviser Lagerkrantz her, at han formår at levere indhold, der næsten er på højde med Larssons to sidste bøger i trilogien. For selv om Larsson var en dygtigere forfatter, så var de sidste to romaner i trilogien også præget af en lignende handlingsmæssig træghed ved det miljøbeskrivende og karakteropbyggende fyldte meget, før plottet rigtigt tog fat og blev så spændende, at bøgerne blev umulige at lægge fra sig.

Her følger kulturkapellets egen spoiler - så vil man selv overraskes i lænestolen, skal man springe dette afsnit over. Ikke desto mindre, forekommer det som en vigtig pointe i forhold til at give en nuanceret anmeldelse af Det der ikke slår os ihjel. David Lagerkrantz kan nemlig kritiseres for at fortælle en historie, der har lånt en del plotelementer fra en delvis obskur, amerikansk, mainstreamthriller med Bruce Willis i hovedrollen, helt præcist handler dette om filmen Mercury Rising fra 1998. I den oplever vi også hovedpersonen forsøge at beskytte en lille dreng, der er savant og som takket være sine matematiske evner er nøglen til at afsløre en masse information, som NSA helst ikke vil have delt med andre. Selv om Lagerkrantz’ roman er klart mere interessant, virker det alligevel som mere end et tilfælde.

Velvidende at det ikke er trilogiens oprindelige forfatter, der står bag og selv med visheden om, at der kan være dele af plottet som kan være lånt fra andre kilder, så er Det der ikke slår os ihjel langt mere vellykket en man kunne have forventet. Det er ikke bare et forlag og nogle arvinger til et bo, der er ude for at tjene flere blodpenge, som nogle måske vil påstå, det er en ganske værdig efterfølger, der både synes at respektere sproget og figurerne fra Larssons bøger.

Det er ikke et mesterværk, ej heller den mest gribende spændingsroman på gaden, men den er klart værd at kaste sig over, især hvis man er fascineret af Larssons univers. Moralen om at sandheden er en af de eneste ting, der er værd at kæmpe for, er bibeholdt. For i Salander og Blomkvists verden er det netop sandheden, som alverdens forbrydere, finansfolk og ikke mindst sikkerhedstjenester er bange for kommer frem. Der eksisterer en grundlæggende forestilling om at humanisme er vejen frem og desuden en nærmest utopisk idé om at frihed, gennemskueslighed og ærlighed altid vil sejre i disse bøger. Det er muligvis dette faktum der, sammen med stærke figurer som hackeren og journalisten gør bøgerne så ærkesympatiske og sikrer dem et stort publikum.


Forrige anmeldelse
« Turen gennem Midnatsskoven «
Næste anmeldelse
» Monster »


Flere prosaanmeldelser