Så kom dagen, jeg som anmelder har ventet ganske længe på. Jeg har talt ned, som var jeg atter i barndommens værelse, hvor jeg undertiden lavede et – for mig – sindrigt system, sådan som jeg talte ned til en given begivenhed.

Jeg har vendt kalenderblade siden februar, hvor Rosinante & Co via Cicero udgav den første blændende og faktisk fremragende fantasyfortælling om Fitz, som skal så grueligt meget igennem på Bukkenborg. Snigmorderens lærling er med andre ord en af de helt store læseoplevelser for mig i år, og der har sandt for dyden været mange.

Med en vis bæven har jeg nu i flere dage været fordybet i fantasi og fortælling, eftersom Kongelig snigmorder er blevet sendt ud til det læsende publikum. Kan den holde kadencen? Det er jo trods alt 640 sider, tommeltot og pegefinger skal samarbejde om at vende. I mit tilfælde gik det uproblematisk til, for Robin Hobb kan noget særligt, noget mageløst: Hun kan skrive om fiktion, som var det en erindring om noget allerede sket, om fiktion, som er det sande, autentiske, levende mennesker, der bevæger sig rundt i og ad handlingens tråde. Med andre, direkte ord: Hendes personkarakteristikker er nuancerede, runde, hun omfavner sine karakterer med empati – en perfekt, perspektivisk portrættering.

Derfor er Fitz så tydelig for mig, og derfor er universet så dybt betagende, idet skurke endda også træder frem som mennesker, man kan spejle sig i, og spørgsmålet melder sig ganske ofte: Hvem skal man stole på? Hvem skal Fitz trække sig fra? Hvem skal han gå med?

I første bind blev Fitz oplært som snigmorder, og han kom igennem særdeles svære situationer, prøvet på alle mulige måder. Og han er blevet forrådt, så vreden ulmer.

Her kastes læseren ind i handlingen, og det tager ikke just fart med det samme, for Robin Hobb udviser en delikat detaljerigdom og indgående interesse for at skrive om miljøet, landskab og landsby, så man som læser føler sig ganske overbevist om, at man er til stede, man kan se sceneriet for sig. Det, det kræver, er tålmodighed, for læseren, der vil have fart og tempo, vil temmelig sikkert føle sig malplaceret i dette foretagende. Giv fortællingen tid, er mit råd, min bøn, for det er en oplevelse, der folder sig ud.

Fitz vil umiddelbart ikke vende tilbage til De Seks Hertugdømmer, men han får da et af de syn, der kan gøre indtryk, og da det omhandler hende, han føler sig forelsket i, får tankerne en anden retning.

Da han kommer tilbage, må han også straks erfare, at kongen er decideret svækket, og at det er en mystisk lidelse, der har ramt ham. Den må der umiddelbart kunne findes en forklaring på, tænker Fitz, og han bliver atter indrulleret i erhvervet som den usynlige type – den kongelige snigmorder – der for alt i verden ikke må ses i arbejde, og således vokser spændingen frem side for side, alt imens vi følger Fitz i hans færd frem med kniven.

Fremragende!