Erlendur Sveinsson er politimand fra Reykjavik. Når han holder fri tager ind i mellem tilbage til sit barndomshjem på Islands østkyst. Huset har dog været forladt i mange år, men Erlendur befinder sig godt der. Da Erlendur var lille var han del af en tragisk ulykke hvor hans lillebror forsvandt og aldrig vendte tilbage. Ulykken ødelage familien og Erlendur føler sig skyldig og er plaget af dårlig samvittighed.

Nu kunne man så godt tro, at romanen skulle handle om Erlendurs forsvundne bror og opklaringen af hans forsvinden. Det gør den også, bare ikke ret meget. Til gengæld handler den om en kvinde der forsvandt på samme tidspunkt.

Mathildur ville krydse fjeldet og besøge sin mor, men nåede aldrig frem og blev aldrig fundet. Der er dog omstændigheder ved hendes forsvinden, der ikke stemmer og det vækker Erlendurs nysgerrighed, så han begynder at rode i den gamle historie.

For ’gammel’ er netop nøgleordet. Mathildur forsvandt i 1942 og der er meget få mennesker tilbage som kan huske hende og sagen må vist betegnes som forældet. Romanen præsenteres som en krimi og det er den måske også, men ikke i gængs forstand. Forventer man en traditionel spændingskurve og pågribelse af forbryder til sidst, bliver man noget skuffet.

Arnaldur Indriðason fortæller historien meget, meget langsomt. Der er ingen action i bogen og den kan til tider føles meget langtrukken. Han har dog nogle rigtig fine personskildringer og alt er ikke som det giver sig ud for at være.

Som læser kan man godt side tilbage med en følelse af ”og hvad så?”. Stort set alle personerne, der på en eller anden måde havde med Mathildur at gøre, er døde og selv om Erlendur opklarer hendes forsvinden (ja, det kan jeg vist godt røbe uden at ødelægge plottet) er der ikke rigtig nogen at stille til regnskab. Alle hans anstrengelser kommer til at virke lidt formålsløse.

Noget af det der fungerer godt i bogen er Erlendurs tilbageblik på sin barndom. Arnaldur Indriðason formår at skabe en rigtig ubehagelig stemning omkring broderens forsvinden, skyldfølelse og en families opløsning. Man kunne godt ønske at romanen handlede mere om dette frem for Mathildur.

Arnaldur Indriðason har skrevet yderligere otte bøger om Erlendur Sveinsson og dem kommer jeg nok ikke til at læse. Det bliver simpelthen for langsomt og kedeligt efter min smag.