Forlaget Eksistensen har næsten samtidig udgivet to uhyre forskellige bøger – dog med det fællestræk, at de begge har noget med Bibelen at gøre.

Forfatteren Jens Blendstrup og billedkunstneren Mette Marcussen har sammen skabt en rablende fantasi over en af de ganske mange voldsomme og nærmest groteske fortællinger i Det gamle Testamente (GT). Anden Samuelsbog fortæller historien om Kong David og hans mange børn, specielt hans problemer med de ældste af dem. Da originalteksten ikke er med i den nye bog, får du her synopsen til Kapitel 13-20 om ”Kongerigets nedgangstid” iflg. Wikipedia:

Denne del af teksten handler om de ulykker, der starter med at Kong Davids ældste søn Amnon voldtager sin halvsøster Tamar. Tamars bror Absalom hævner sig ved at dræbe Amnon. Dette medfører stor sorg for David, der dog til sidst forsoner sig med Absalom. Der går dog ikke længe før Absalom med succes får tilranet sig kongetronen gennem en omfattende sammensværgelse. David må flygte og kun gennem en voldelig borgerkrig, hvor Absalom dør, får David magten tilbage. Inden tronen er sikret, sker der endnu et oprør fra en mand, der hedder Sheba, der er blevet godt træt af Davids dynasti. At han får så stor opbakning viser igen, hvor usikker og upopulær Davids regering faktisk var, noget man let kan overse, hvis man kun fokuserer på Davids heltegerninger. Oprøret bliver dog nedkæmpet.

Der er altså smæk for skillingen i originaloplægget, og den får ikke for lidt i Blendstrup & Marcussens gendigtning, som dog slutter før Shebas oprør (hvorfor egentlig?). Det meste af den gamle historie og dens personer er med, men vinklen er festlig, fjollet og frivol: ”Hvad nu hvis Gud har fremkaldt verden helt forkert? Hvad nu hvis Gud sjuskede lidt, da han skulle vælge hvilke fortællinger, der skulle udfoldes og hvilker der skulle ende i skraldespanden?”

Vi hører om den trætte og distræte Gud, der deler sin tid mellem mørkekammeret og diskoteket Relax dr. Stress. Vi ser eksempler på hans mislykkede prototyper af sære dyr. Og vi hører naturligvis den grumme historie om søstervoldtægt, brodermord og urimelig faderkærlighed (på højde med King Lear). Det hele er orkestreret verbalt i Blendstrups fabulerende og vildt associerende stil, som klæder historien rigtig godt, og Marcussens tegninger og collager er kongeniale, uhyre veloplagte, frække og fulde af overraskelser. En enkelt prøve på stilen må være nok til at give et indtryk af bogen:

Nu stod folket foran ham. 300.000 mærkelige stammer af Petersener, Jensener, Kallesen og Piil, atter forenet under kong David. Petersen smilede med altid højt blodtryk. Jensen lo godmodigt. Og Kallesen havde allerede en hobby med tidlige Märklin-tog. Murere, tømrere og svagstrømsingeniører. Førstegenerationsmennesker parat til at erobre og navngive verden. Og kalde en spade for en spade. Ude i siden gik Mis med de blå øjne med de sædvanlige flygtninge op og ned ad bjerge. / - Han er væk, sagde David med tårerne silende ned ad øjnene. / - Absalom er gået til de evige frisørmarker. I var tapre. Tak. [sagde Joab] (s. 74).

Makkerparret skal være meget velkomne til at tage fat på andre groteske historier fra Det Gamle Testamente, fx i Anden Kongebog.

Mindre festligt, men klogt
Den lille bog af den tidligere ærkebiskop af Canterbury Rowan Williams er en anderledes alvorlig sag. Den bygger på en række påskeforedrag og præsenterer fire kerneelementer i kristendommen: dåben, Bibelen, nadveren og bønnen.

Det er solid teologisk populærformidling af disse ”kristne hovedpunkter” (s. 91), men desværre også en smule usanseligt og ufestligt.

Selvom Williams er meget bevidst om at Bibelen indtil for få hundrede år siden blev hørt, ikke læst, er hans bog ikke meget præget af det auditive – jeg savner simpelthen at høre stemmen, der fortæller og reflekterer, så det bliver muligt at sanse afsenderen med krop og følelse.

Læsningen af Kristen er en oplevelse, der kan sidestilles med at læse nogle gode prædikener eller foredrag fra Pastoralseminariet. Der er ikke meget af den sprudlende gammeltestamentlige energi (m/u Blendstrup-Marcussenske oktantal). Teksten egner sig nok bedst til bibelkredse eller selvstudium blandt voksne, der vil sætte sig (bedre) ind i kristendommens kernefænomener.

Hver kapitel slutter da også 3 med tre arbejdsspørgsmål til diskussion eller refleksion. Men bogen taler næppe til unge mennesker og heller ikke særlig konkret ind i den komplekse virkelighed, vore dages kristne lever i. Og så er den desværre nærmest blottet for humor – den taler til hjernen mere end hjertet (og lattermusklerne).

Men selvom bogen ikke er festlig eller sanselig, har den andre kvaliteter. Williams har fx mange gode ting at sige om Bibelen – også i forhold til hvordan vi skal forholde os til fortællinger som den Blendstrup & Marcussen fabulerer over. Williams skriver:

Der er ikke særlig meget der henvender sig direkte til en tilhørerskare i rent sproglig forstand. Så hvad er det egentlig der foregår? Her er en samling af bøger der blandt andet rummer lovebestemmelser, ordsprogsagtige visdomsord, salmer,, poesi, herunder kærlighedslyrik, historiefortælling, breve, samfundskritiske, polemiske tekster og visioner. Bibelens mangfoldighed kan sammenlignes med at man i to bind havde, for eksempel, Shakespeares sonetter, en liste over love udstedt i 1910, en introduktion til Kants Kritik af den rene fornuft, Alselm af Canterburys breve og et fragment af Chaucers Canterburyfortællinger. (s. 39-40).

Williams foreslår helt enkelt, at vi skal acceptere mangfoldigheden, lytte til de næsten absurd forskellige tekster, og så stille spørgsmålet ”Hvor er du selv i historien?”. På god kristen vis forstås GT som en forhistorie til Det nye testamente (NT), men Williams har også et godt tip til at få noget ud af GT:

….at læse Bibelen er at lytte til Gud i Jesus – hvilket er hvad kristne mennesker burde gøre under alle omstændigheder. Det er at lade Helligånden føre dig ind i fortællingen om hvordan Gud forholdt sig til de gamle israelitter og de første kristne, at lade Helligånden føre dig ind i den fortælling sådan at du genkender den som din historie. Pludselig ser disse bizarre og eksotiske skikkelser fra det gamle Mellemøsten dig i øjnene, og du genkender dit eget spejlbillede. Du ser at de ligner dig, og at du ligner dem. At læse Bibelen er at bygge analogier mellem dengang og nu og at genkende dem i din historie. (s. 56-57)

Det er bestemt en god indgang til tekster som Anden Samuelsbog. Måske er det også det, der har sat Blendstrup og Marcussen i gang. For ”de bizarre og eksotiske skikkelser fra det gamle Mellemøsten” er – når alt kommer til alt –ikke så forskellige fra os selv. Og alle kan få brug for at bede en bøn – hvis essens ifølge Williams (med ord fra munken Johannes Cassianus i det 5. århundrede) kan formuleres som: ”O Gud, skynd dig at frelse mig!” (s. 109)