Kongens hjerte, af norske Gaute Heivoll, er et tyst fortættet drama om en datter og hendes far ombord på et hospitalsskib mod København. Stringent og distanceret fremstår romanen som en helstøbt, men dog ikke nær så medrivende og kompleks roman som Gaute Heivolls debut på dansk, Før jeg brænder ned (2011).

Heivoll debuterede som 24-årig med novellesamlingen Liten dansende gutt fra 2004. Efter debuten havde de norske anmeldere en fornemmelse af, at her var noget særligt på færde. Efter flere romaner, digte og børnebøger, brændte Heivoll da også igennem med sin niende udgivelse, Før jeg brænder ned. Romanen modtog Brageprisen, den norske forlæggerforenings pris, som hædrer ny, norsk litteratur.

Heivoll er generelt karakteriseret ved en yderst sikker fortællerstemme og et dybfølt ansvar for sine karakterer. Han mister aldrig læseren med sit yderst sikre sprog og sin klare formidling af stemninger, landskaber og relationer. Nærværende roman Kongens Hjerte er Heivolls første roman siden prisen, og - klogt nok - har han skrevet en roman, som både i tid, sted og fortæller er så langt som muligt fra den foregående prisvinder. Fælles for begge romaner er dog skildringen af den sårbare relation mellem forældre og børn og de fortielser kærligheden kan forårsage.

Heivolls udgangspunkt i Kongens Hjerte er den mystiske epidemi “radesygen” (den onde syge), som hærgede det sydvestlige Norge i sidste del af det 18. århundrede. Ofrene for radesygen led under store bylder og væskende sår, som langsomt forværredes, angreb slimhinderne og drog de syge ind i en lang og lidelsesfuld dødskamp. Radesygens mulige årsager og helbredelse førte til store offentlige diskussioner i Norge og kan ses som de første spadestik til et norsk offentligt sygehusvæsen.

I Kongens hjerte skal et skib, udsendt efter dekret af den danske konge, i 1775 bringe tolv patienter med radesyge fra Norge til Kong Frederiks Hospital, midt i København. Ombord på skibet er en lille pige og hendes far. Pigen er angrebet af sygen, faderen tilsyneladende ikke, men han får - af årsager han ikke selv forstår - lov til følge med pigen i skibet, hvis last er de resterende elleve patienter, som i skibets mørke bug er overladt til lægen, den tavse og mystiske Deegen. Lægens kviksølvsbehandlinger og byldepunkteringer er patienternes eneste håb på rejsen mod mulig helbredelse. Bag sig, i den lille norske landsby, efterlader pige og fader både søster og moder, begge måske døde af den onde syge, deres endelige skæbne fortier faderen for den syge datter.

Faderen og hans omsorg for datteren bærer tyst fortællingen, imens tid og sted langsomt synes at gå i opløsning langt nede i det ildelugtende mørke skib. Dag følger nat og begge glider ind i hinanden, datteren sover i feber, vågner, synes med ét at være klar og rask, for kun igen at sygne hen. Faderen mister Norges kyster af syne, og alene på det store hav begynder sygen at æde sig ind på passagererne.

Faderens sansninger bærer romanen fremad. Detaljeret men nøgternt registreres lægens daglige renselser af sår, kviksølvsdråberne, der glider ind i sårene som bløde perler, den frygtelige stank fra sår og afføring, tørsten, feberen og de korte ordvekslinger mellem far og datter. Alle menneskelige lidelser får lov at stå usentimentalt og lyslevende for læseren. Og alle er vi overladt til lægen, Deegen, hvis kviksølvsbehandlinger vi i nutiden kun kan gyse over. Hans professionelle omsorg forekommer tvetydig. Faderen søger - ikke hos Gud men hos lægen - tegn på datterens chancer, men lægen svarer ikke, hans viden og gerninger forbliver dunkle og umulige at tolke.

Ankomsten til København og kongens hospital opleves ikke som en befrielse men som en kølig brutalitet, der formynderisk adskiller fader og datter - og lader faderen og læseren i uvished om datterens skæbne.

Kongens hjerte er en ambitiøs og modig roman, et forsøg på at lave en stringent, fortættet fortælling uden tidslige spring og i ét indespærret miljø. Romanen er båret af sansninger og klaustrofobi på flere plan: Den fysiske indespærring på skib og hospital og den psykiske indespærring i form af frygt, lidelse og uvished. Over vandene svæver en offentlig myndigheds spirende lægevidenskabelige omsorg for sine borgere. Bogen skal læses langsomt og med tålmod. Det lille drama ligger i detaljerne - som er oversat fornemt af Camilla Christensen.

Kongens hjerte kan kun anbefales herfra, men læs også Før jeg brænder ned for at få fornemmelsen af forfatterskabets spændvidde. I 2012 udkom i øvrigt en ny roman fra den produktive forfatter, på norsk, Svalene under isen - hermed en dybfølt opfordring til Rosinante og Co. om at fortsætte oversættelserne af Gaute Heivoll, som helt sikkert - hvis ikke allerede - vil udvikle sig til en af de tunge stemmer i norsk litteratur.