Den amerikanske teolog William David Spencer udgav i 80’erne en kontroversiel bog om krimier. Den handlede om forholdet mellem det lille mysterie og det store mysterium. Krimiens og Guds. En central pointe hos Spencer var, at den, der penetrerer det sekulære længe nok, vil nå grænsen til det hellige. For tiden sker der noget i den skandinaviske krimi: Den er nemlig – i visse forfatterskaber – ved at penetrere det sekulære og bryde ind i det hellige. For denne udvikling er det danske forfatterpseudonym A.J. Kazinski uomgængeligt. Forfatterduoen Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich er nu klar med opfølgeren til bestselleren Den sidste gode mand. Den hedder Søvnen og døden.

Gidselforhandleren Niels kaldes ud til en selvmordskandidat på Dybbølsbro i København. Han har hidtil aldrig mistet et menneske i den situation. Han er den sikre, den overtalende, den velovervejede, der henter de suicidale ind igen. Denne gang mislykkes det dog, men til retsmedicinerens store overraskelse ser kvinden – da han obducerer hende – ud til at være druknet. Hvilket ret beset er en temmelig indviklet manøvre, når hun er hoppet ned fra en bro for at lande på en jernbane. Vi ved mere. Vi har været med fra starten. Hun har været druknet og genoplivet af en ukendt person. En person, som Niels synes at få øje på. Lige før hun springer.

På mange måder er Søvnen og døden en værdig og naturlig opfølger til den første roman i serien. Den sidste gode mand sluttede på en knivsæg balancerende på grænsen til det hellige, til det overnaturlige. Nærdødsoplevelser, religiøs mytologi og Guds indvirken stod centralt. Uden klar besked dog. Søvnen og døden tager depechen op på første side. Den druknende kvinde i et nærdødsøjeblik. På grænsen til det hinsides. På grænsen til det store mysterium. Kazinski betræder med andre ord forbudt område. Krimien – især i de protestantiske lande – har længe fastholdt et realistisk toneleje, hvor den slags humbug anses for at være usandsynligt.

Det kendes dog fra fiktionen i forvejen, denne leg med døden. Populariseret i Joel Schumachers okkulte thriller Flatliners (1990), der på dansk fik titlen Leg med døden. En titel, der også får en slet skjult henvisning hos Kazinski. Senest har Arnaldur Indi?ason i sin Nedkøling leget med temaet. Hvilken krimi er i øvrigt ikke en leg med døden? Hidtil er der dog ingen skandinaver, der har betrådt de græsgange, som Kazinskis roman bevæger sig udi. Med andre ord er Søvnen og døden en temmelig original skandinavisk krimi, der trækker temmelig kraftige veksler på det okkulte. Havde Rejseholdet stadig eksisteret, var sagen formentlig blevet en x-file.

Ligesom sin forgænger indfolder krimiplottet sig også grundigt i sin mytologiske og filosofiske bagage. Bertil Thorvaldsen kigger med fra sit museum, Sokrates snakker om sjælens udødelighed, og Niels kone – hjælperen Hannah fra Den sidste gode mand – trækkes dybt ind i forviklingerne. Hendes nærdødsoplevelse – af et liv efter døden – i første bind har gjort hende eftertragtet for efterlivsinteresserede. Hun er videnskabskvinde og i udgangspunktet den sikre skanse for en vis grad af realisme. Realismen er dog – gennemgående hos Kazinski – vendt på hovedet. Det er her ganske urealistisk, at der ikke skulle være ’mere mellem himmel og jord’, når nu vi ved så forunderligt lidt om vores verden og universet.

Det går forrygende stærkt undervejs - næsten for stærkt. Strukturen er gennemtænkt og velplottet. Spændingen vender i ny og næ, og sammenhængene får hele tiden nye vinkler, nye perspektiver. Men samtidig består store dele af romanen af Niels’ hæsblæsende jagtsekvenser rundt i og uden for København. Disse scener er for det første for lange, kapitlerne for det andet for korte. Efter en række krydsklipninger mellem politimand, offer og gerningsmand i et højt tempo bliver det ligesom det stabiliserede niveau – også uden nye oplysninger over længere passager. Endda bliver nogle af kapitlerne så små (nogle er på ¼ side), at det kommer til at virke en anelse ugennemarbejdet. Store kapitler, der sammenbinder trådene, savnes, frem for små fragmenter, hvor læseren selv skal gøre de finurlige koblinger. Romanen kunne på denne baggrund have været beskåret en anelse.

Der er dog ingen tvivl om, at Kazinski-parret er skarpsindige plottere med flair for en mytologisk resonansbund under handlingen. Store perspektiver reflekteret i de helt små. Styrken ved Kazinskis krimier – således også Søvnen og døden – er det yderst lokkende efterforskningspar Niels og Hannah, der på mange måder er umage, men netop det gør romanerne interessante. Den tvivlende ’gode mand’ over for den videnstunge videnskabskvinde. Kazinskis Søvnen og døden har været længe ventet - også af denne anmelder - og trods få indvendinger er det stadig et af de mest interessante danske bud på nybrud inden for en genre, der synes at oversvømme markedet. Inden for dette felt kræver det en del at være bare en anelse original.

Døden indleder enhver krimi. Og søvnen vil du formentlig mangle, når du har taget hul på denne.