Hvis nu det virkelig er sådan, som det ofte hævdes, at universets rum er uden nogen egentlig grænse, ville intet menneske alligevel være i stand til at bevæge sig helt igennem det. Og hvis tiden aldrig begyndte og ikke kommer til at slutte, er det (desværre) heller ikke nogen muligt at opleve, at det er tilfældet. Det uendelige er dét, der er ’uden ende’, og som ikke kan gennemløbes punkt for punkt. Det uendelige kan følgelig ikke erkendes, ja, måske kan det ikke engang tænkes. Imidlertid er det en begrebs-logisk nødvendighed til al den endelighed, vi i vores daglige liv konstant får at føle. Det er et af verdens ejendommelige paradokser, vi aldrig helt vil få greb om – med vores forstand i al fald. Men måske kan vi med litteraturen?

En af verdenslitteraturens moderne koryfæer, den argentinske forfatter Jorge Luis Borges, giver i hvert fald i sine skriverier adskillige forsøg på at indkredse, opfange og begribe dette og mange andre af tilværelsens filosofiske grundproblemer. Når hans litteratur er stærkest, antager den karakter som små filosofiske tankeeksperimenter, der provokerer til refleksion i deres hypotetiske ”hvad nu hvis”. Og nu genudgives fire af hans berømte samlinger af fortællinger (Nederdrægtighedens verdenshistorie (1935), Fiktioner (1944), Aleffen (1949) og Bogen af Sand (1975)) heldigvis i en stor oversættelse med titlen Fiktioner og andre fiktioner (2012). Nogen videre ny bedrift er der dog ikke tale om; alle værkerne har tidligere været udgivet på dansk, men er for længst udsolgt fra forlaget.

Forordet, som én af bogens to oversættere, nemlig lyrikeren Morten Søndergaard, står bag, kan jeg dog ikke umiddelbart genkende. Med en let, essayistisk stil leveres der her en indsigtsfuld – og desværre en kende kort – indføring i særligt den fantastiske afdeling af forfatterskabet, hvor især fortællingernes metalitterære aspekter og deres delagtighed i et simulakralt netværk af intertekstuelle referencer fremhæves. Men selvom det er rigtigt, at man overvældes af allusioner til hele litteraturhistoriens kongerække fra Homer og Goethe over Baudelaire og Mallarmé til Joyce og Gertrude Stein, så er der andre aspekter og henvisninger, der efter min mening er langt væsentligere for Borges’ skønlitterære bedrifter – og de er af filosofisk karakter.

Når Borges arbejder med tilværelsens paradokser, står han nemlig ikke alene på skuldrene af giganter fra litteraturens, men også filosofiens historie. Man genkender mere eller mindre ekspliciterede pointer fra Heraklit, Aristoteles, Platon, Anselm af Canterbury, Descartes, Spinoza og Leibniz, og særligt Berkeley, Hume og Schopenhauers tanker træder tydeligt frem. I en af samlingernes mest bemærkelsesværdig tekster, og måske den mest berømte, nemlig ”Tlön, Uqbar, Orbis Tertius”, genoplives ligefrem det forrige århundredes filosofiske fejde mellem realisme og idealisme. Problemet er metafysisk: er virkeligheden en reelt eksisterende materialitet (realisme), eller består den udelukkende af sanseperceptioner (idealisme)? Hovedpinen for realisterne er, at det eneste, vi har direkte kendskab til, i bund og grund er sanseperceptioner, mens idealisterne ikke så nemt kan forklare, hvorfra disse perceptioner oprinder.

Borges’ tankevækkende tematisering af denne problematik går bl.a. gennem beretningen om en fiktiv planet, hvis hele befolkning er idealister, ikke af overbevisning, men rent genetisk! ”For dem er verden ikke et sammensurium af objekter i rummet; den er en heterogen række af uafhængige handlinger. Den er successiv, temporal, ikke rumlig. Der er ikke substantiver i Tlöns formodede Ursprache”, lyder det. Tænk jer et sprog – appellerer fortællingen – der ikke kan udpege objekter med andet end akkumulation af adjektiver. Frem for at referere til et objekt med f.eks. ordet ’måne’ beskrives kun sanseperceptioner med f.eks. ” luftig-klar over mørk rund”.

Spændende tanke, og det er svært at lade være med selv at reflektere videre: var dét tilfældet med vores sprog, ville vi så i det hele taget opfatte materielle genstande, som vi gør nu, og have samme commonsense-opfattelse, nemlig at virkeligheden nu engang er reelt eksisterende, også hvis ingen oplever den? Hvad er egentlig forholdet mellem sproget og virkeligheden?

Andre spændende filosofiske refleksioner finder man i de mange fortællinger, der forsøger at indkredse begrebet ’uendelighed’, hvad der ofte sker gennem en konkretiserende billedliggørelse af denne abstraktion. Vi møder både en bog med et uendeligt antal sider, et bibliotek med et uendeligt antal bøger og i beretningen om ”Cirkelruinerne” møder vi afslutningsvis den pointe, at hovedpersonen, der i sine drømme konstruerer en mand, selv er et konstrukt, drømt af en helt tredje person, som formodentlig endnu engang selv er drømt etc. – altså en art uendelig regres.

Mens sidstnævnte fortælling ikke bare kredser om uendeligheden, men også virkelighedens potentielle illusoriske forfatning – som vi kender den fra buddhismen og Schopenhauers filosofi – så er det i historien om ”Den anden” i stedet tid, rum og identitet, der er på spil. I denne fører hovedpersonen, Borges selv, på en bænk ved Charles-floden (New England) i 1969 nemlig en samtale med en yngre udgave af sig selv, der netop da sidder ved Rhônen (Genève) i 1918. Ved konstant at spørge ”hvad nu hvis” accentuerer Borges de eksistentialer, vi til daglig ikke bemærker, selvom de, grundet deres ukonkrete forfatning, i bund og grund kun kan beskrives med metaforer; altså døde metaforer, ”som vor fantasi allerede har accepteret. Menneskets alderdom og solnedgangen, drømmene og livet, tidens strøm og vandets”, lyder en fortællingens opremsning af de af tilværelsens ejendommeligheder, som Borges’ skriverier så ofte kredser om.

Heldigvis møder vi generelt i de fire samlinger ikke så få af sådanne vidunderlige, filosofiske fiktioner, og dét ikke mindst i Bogen af sand og den oprindelige del af Fiktioner, nemlig første halvdel betitlet ”Haven med forgrenede gange”, mens Nederdrægtighedens verdenshistorie ikke er så rig på den slags tankevækkende godbidder.

Man kunne måske tro, at det er Borges’ formsproglige landvindinger, der forårsager, at han er værd at genudgive nu i 2012, og ja, hans små, refererende – nogle gange ligefrem anekdoteagtige – fantastiske fortælleformer har da også haft (og har stadig) en væsentlig indflydelse på forfattere verden over. Af skandinaver kunne man fremhæve Jan Kjærstads Kloden dreier stille rundt (1980), Peter Adolphsens Små historier 1 og 2 (1996 og 2000), og ikke mindst Morten Søndergaards at holde havet tilbage med en kost (2004). Men egentlig tror jeg, at det i ligeså høj grad er den fremragende håndtering af filosofiske grundproblemer – som var akkurat ligeså aktuelle ved Borges’ fødsel i 1899, som de er i dag – der gør, at fortællingerne nu atter får plads på de danske bogbutikkers hylder. Det er i hvert fald hovedsageligt dét, der får mig til at studere disse dejlige tekster – og når alt kommer til alt, er jeg vel ikke så meget mere anormal end alle mulige andre.