”Folk dør hele tiden”. Sådan lyder åbningssætningen i A.J. Kazinskis debutkrimi Den sidste gode mand, der netop er kommet på gaden. Sådan er det i hvert fald i krimier, der på måde lidt er som livet: Det eneste, vi kan være helt sikre på, er, at det implicere dets modsætning, døden. Døden er det mest absolutte, vi er omgivet af, og derfor kan døden sætte gang i mange tanker. Krimien er i sig selv en fortælling, der oftest udspringer af de tanker, der opstår, når et menneske dør. Dette tager Kazinskis krimi helt bogstaveligt i en fortælling, der åbner for flere helt store spørgsmål, end krimien traditionelt formår at rumme.

En række besynderlige dødsfald indtræffer forskellige steder i verden, i Kina, i Indien, i Italien. Den italienske politimand Tommaso aner en sammenhæng, men kan ikke knække koden. Alle ofrene – hvoraf vi selv følger de to i Kina og Indien – er alle efterladt med en mystisk, overvældende tatovering på ryggen. Tommaso tæller, på det tidspunkt vi træder ind, allerede en snes meget lignende dødsfald. Samtidig møder vi den københavnske politimand Niels, der er politiets forhandler i gidselsituationer, der er gået i hårdknude. Niels er kendt for en menneskelighed, der ofte kan få meget bedre resultater end andre, der skyder for redde frem for tale.

Da Tommaso falder i unåde hos sin chef, må han tage sagen med sig ud i det private, i sin suspension. Han aner i et system, at noget peger på København som næste mål for mord. Alle ofrene var på en eller andet måde knyttet sammen med noget godt: velgørenhed, medmenneskelighed eller noget helt tredje. Samtidig følger vi Abdul, der sætter sig i et fly for at rejse mod København. Abdul hader vesten for det, den er, men han er mere målrettet: Noget bestemt i den danske hovedstad er mål for hans hævn. Tommaso, der nu ikke længere overskuer sagen, sender den til det københavnske politi, og Niels får til opgave at finde det potentielle offer: en god person, der kan vise sig at være i fare.

Den sidste gode mand er på den måde i udgangspunktet meget typisk for krimien, idet den trækker på det, der vækkes, når forbrydelser sker: forholdet mellem godt og ondt. Men da Niels møder astrofysikeren Hannah, der er gift med et potentielt offer – en nobelprismodtager i matematik – viser der sig at være helt andre aspekter i sagen, som Niels eller Tommaso kun har anet. Hannah ser et intrikat system i de 21 mord, de hidtil har opdaget, og påstår, at der er sket 13 mere, der bare ikke er blevet opdaget. Og da Niels’ kone, der arbejder som arkitekt i Sydafrika, opdager et mord i Cape Town med samme mønster, indser de, at sagen er større end ventet: Ud fra systemet kan Hannah regne ud, hvor de næste to mord vil ske.

Langsomt går det op for Niels og Hannah, at der er kræfter impliceret i dette, som de ikke helt selv kan overskue. Og det er ikke nødvendigvis jordiske kræfter. Tommaso har fundet en antydning, der peger på, at der i alt vil ske 36 mord – antydningen henter han fra den jødiske Talmud, hvori der indgår en myte om, at der på jorden altid vil være 36 gode mennesker, der bare ikke selv ved, at de er gode. Noget tyder på, at denne myte ligger til grund for de mord, der sker verden rundt – men det mest besynderlige er, at alle ofrene er efterladt nærmest uden spor af gerningsmanden. På nær den store tatovering på ryggen, der viser sig at være de enkelte tal i rækken fra 1-36 skrevet med de forskellige talsystemer, der har været brugt gennem menneskets historie.

Det kunne lyde, som vi her afslører stort set hele bogens plot, men det her er bare begyndelse på en roman, hvor det går allerdjævelsk stærkt. På dette punkt er vi blot en femtedel gennem en bog, der byder på et væld af overraskelser – nogle mere gennemskuelige end andre. Romanen er skrevet som en pageturner, der veksler mellem temposkift og et væld af cliffhangere. På den måde er det meningen, at læsningen skal drive sig selv videre, men de mange meget små kapitler ender lidt med at blive en smule irriterende. Bogen er lidt som en film, der klipper lidt for ofte mellem forskellige scener uden helt at komme i dybden. De mange overskrifter undervejs, der hele tiden skal fortælle, hvor vi er, og hvad tid det er, minder mest at alt om et manuskript til en film, mere end det fungere som en roman. På samme måde er sproget meget mekanisk og drejebogsagtigt – igen mere som forlæg til en film end som et stykke litteratur.

Romanen er skrevet under et pseudonym, der ikke er forsøgt skjult – det står på smudsomslaget (hvorfor så skrive under pseudonym?). Det drejer sig om et forfatterpar, der består af instruktør og forfatter Anders Rønnow Klarlund, som vi kender fra film som Besat og Hvordan vi slipper af med de andre, og forfatteren Jacob Weinreich, der mest har skrevet romaner til unge – mest kendt er nok Monsterjægerne. Weinreich er uddannet manuskriptforfatter, så samlet set er det ikke et fremmed sted, de mange filmiske elementer i romanen kommer fra. Samlet set er romanen derfor skruet strukturelt meget typisk sammen – så typisk at det lige før, vi kan læse berettermodellen som en rød tråd gennem fortællingen. Derfor bliver den lidt skematisk og formularisk opbygget.

Alligevel er Den sidste gode mand en roman, der ikke underkender den interesse, som den bør få. Den er af en hollandsk anmelder (rettigheder til oversættelse er simultant med den danske udgivelse solgt til ti andre lande) blevet kaldt for ”nye perspektiver for krimigenren”. Det er måske også et stykke hen ad vejen ganske rigtigt. Der er i hvert for tiden en tendens til, at genren åbner sig mod mere religiøse og metafysiske elementer, end genren traditionelt har gjort. Det er dog noget, som krimien hele tiden har haft med som et underspor af interesse for det guddommelige og det mytiske. Men noget tyder på, at der er godt gang i denne del af krimigenren for tiden – der udgives i hvert fald nok af det. Oplagte eksempler er Anne Holts Pengemanden, Svend Åge Madsens Mange sære ting for, Anette Broberg-Knudsens Begrundet mistanke eller Tom Egelands Lucifers evangelium – bare for at nævne nogle af de senest udgivne. Krimier med hang til større magter er ved at blive til en subgenre inden for krimiens ellers normalt rationalistiske spor. Dette er i hvert fald de nye perspektiver, som Kazinskis roman trækker på.

Der er samlet set ingen tvivl om, at Weinreich og Klarlund, der står bag, kan det fortælletekniske håndværk. Romanen er stramt komponeret, og spændingen er hjertebankende høj. Problemet er i stedet, at de nærmest ser ud til at kunne deres håndværk lidt for godt. Selvom overraskelserne står i kø, bliver det ikke altid svært at regne ud, hvor plottet peger hen, og overraskelserne bliver derfor lidt blege og oplagte. Alligevel skal det ikke undre, hvis romanen får en varm modtagelse hos de danske – og internationale – læsere. Det er guddommeligt vand på tidens kulturelle mølle.