Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Nedkøling / Arnaldur Indriðason / 298 sider
Rosinante. ISBN 9788763813402
Anmeldt 12/4 2011, 14:56 af Kim Toft Hansen

Kolde tinder, dybt af falde


Kolde tinder, dybt af falde

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den islandske forfatter Arnaldur Indriðason er en unik stemme i skandinavisk krimi. I sin prosastil forsøger han hele tiden at fremtvinge mere litterære vinkler på den ellers normalt sprogligt tomme genre. Indriðason debuterede i 1997, men udkom først seks år senere på dansk samtidig med, at han fik Det Skandinaviske Krimiselskabs pris Glasnøglen for debutromanen Nordmosen. Nu er sjette roman i serien om efterforskeren Erlendur Sveinsson udkommet på dansk.

Et selvmord. En spiritistisk seance. Og en rationelt afvisende efterforsker. Så er rammer hurtigt etableret. Et par besynderlige gamle personsager om forsvundne personer, der bliver ved med at hærge. Et par mistænkelige omstændigheder. Og ikke mindst en efterforsker, der drevent ikke kan give slip. Så er romanen også krydret. Samlet bliver en del tråde lynhurtigt etableret, men kun betjenten Erlendur finder noget mistænkeligt. Han ved bare ikke hvad.

En veninde til Maria finder hende hængende i et sommerhus, død. Veninden overrækker Erlendur en optagelse fra en seance, hvor Maria forsøgte at få kontakt til sin mor. I stedet dukker en stemme op, der forsøger at få hende til at tage sig i akt – en stemme, som hun mener er sin fars. Marias far omkom ved et uheld i det iskolde fjordvand, da Maria var ganske lille. Marias mor er netop død, og Maria stod til at arve en enorm sum penge. Findes der andet motivationsmiddel for mord?

Det er svært for Erlendur at sætte fingeren på, hvad han mistænker. Der er heldigvis lavvande i de kriminelle miljøer omkring Reykjavik, så han får lidt tid til – på egen hånd – at snuse, som en snushane nu gør. Han har bare lidt svært ved at forsvare sine ærinder, når nu det hele er blevet noteret og arkiveret som et selvmord. Langsomt får vi dog indsigt i, at der måske også ligger personlige motiver til grund for Erlendurs stræben efter klarhed. En barndomshistorie. En nærs død.

Bogen kender sit inspiratoriske ophav. Indriðasons stil er nøgtern, ren, minimal og kondenseret. Det er en stil, vi kender fra de islandske sagaer, hvor små anekdoter hvirvler sig ind og skaber ekstra betydninger og dybde hos hovedpersonerne. Relationerne betød noget dengang, og gør det også hos Indriðason. Det er relationerne, der ofte er årsagen til den vold eller de ulykker, der finder vej gennem hængedyndet. Prøv at skrive et resumé af en Indriðason-roman: Det er svært og kommer til at fylde mere end først fornemmet. Den kompakte stil gennem et isbjerg underneden.

Erlendur støder på flere ting, der kan bringe bogens titel i spil. Langt fra det meste skal afsløres her. Naturligvis. En henvisning, der dog ikke nævnes eksplicit, men godt indpakket, er til Joel Schumachers poppede film Flatliners (1990) – den omtales kun som ”en dårlig film”. For den, der kender denne film, er bogens tematik hurtig åbenlys. Ellers læs bare videre. Filmens danske titel er Leg med døden. Hvilken krimi er i princippet ikke en leg med døden? Nedkøling er i allerhøjeste grad.

Romanens indskud af spiritisme – søgen efter kontakt til afdøde ånder – er heller ikke en fjern slægtning af krimien. Sherlock Holmes’ fader Doyle var selv spiritist, og brugte det også i sine fortællinger. Når krimien ofte tager udgangspunkt i døden, mordet in casu, ligger det lige for at spørge, hvad der sker efter. Sådanne spørgsmål bliver arkerealisten Erlendur også mødt af undervejs. Han er sikker i sin sag, han tror på intet, men holder det også hele vejen?

Nedkøling er en roman helt i tråd med de forrige romaner i serien, og cementerer Indriðason som en egenrådig skikkelse i den velbeslåede skandinaviske krimi. Stilen (også en fortjeneste af Kim Lembeks oversættelse), der er kølig som denne romans titel, kræver tilvænning. En slægtning til Hemingway kiler sig ind. Er koden først brudt, og stilen sunket ind, er det faktisk en fornøjelse at nyde den karske og realistiske skildring af alt, der ofte betyder mere end først ventet. Nedkøling er kortere end de fleste nye krimier. Men den fylder mere.


233
Forrige anmeldelse
« "Tårnet" og "Snedage" «
Næste anmeldelse
» Fanden er løs »


Flere prosaanmeldelser