Krimien muterer genremæssigt i disse år. Et hurtigtvoksende skud på genrestammen er den historiske krimi, og også den findes allerede i mange forskellige kombinationer. Kunst, konspiration og klima har været ingredienser i nogle af de blandingsformer, der har udkrystalliseret sig, fx hos Axel Bolvig, men mange flere har meldt sig på banen. Næsten levende markedsføres på omslaget som en ”slægtskrimi”, og forestillingen om slægten leverer dermed endnu en kombinationsingrediens til den historiske krimi.

Romanens første scener udspiller sig på Drageknoglebjerget i Kina år 500-700.000 f.v.t. Derfra springer den i tid og sted, til Italien i 2011. Og så føres vi lidt tilbage i historien – til 2. Verdenskrig, hvor vi møder den person, som den vigtigste handlingsstreng knytter sig til – den fascistiske general Pier Francesco Calibano. Navnet refererer til det halvt menneskelige, halvt dæmoniske væsen Caliban fra Shakespeares The Tempest, og afslører, at romanen bevæger sig hjemmevant i såvel verdenslitteraturen som de mere tvetydige sfærer, hvor forbindelser til forbandelse og fortidsarv kan være vigtigere end forskellen på sandt og falsk eller for den sags skyld godt og ondt. Den kombinerede litterære og filosofiske forankring understreges af de citater, der er sat foran kapitlerne. Her optræder Robert Browning, William Shakespeare, Albert Camus, Agatha Christie, Buddha, Marcus Aurelius og mange flere med rammende tanker af universelt tilsnit.

Liv Mørk er et pseudonym for forfatterparret Merete Pryds Helle og Morten Søndergaard, der har skrevet flere krimier. Det begyndte med Hvad øjet ikke ser (2004) og fortsatte med Falken og falkoneren (2008), som der da også er en reference til. Det udsøgte selskab af mænd, der i Næsten levende handler med våben, uran og antikviteter, minder i hvert fald stærkt om ”Dødens købmænd” i Falken og falkoneren, der tilsvarende forhandler altid omsættelige varer, her ”De tre O’er: Opium, Olie og Oprør” (s. 221). Der er spænding, festligt tempo og farverige fremstillinger i romanen, men det kulørte præg er neddæmpet i forhold til Falken og falkoneren, hvis spændings- og actionelementer antog lovlig utroværdigt præg. I hvert fald skyder jeg på, at der findes mere velegnede locations for deciderede menneskejagter, hvor formålet er døden, end en skov i Nordsjælland.

Der er også referencer til – og inspiration fra – Merete Pryds Helles forfatterskab. Sammenkoblingen mellem menneskets forfædre (Pekingmanden i Næsten levende) og moderne tids mennesker leder tanken hen på Hej menneske (2009) – en roman, der netop tematiserer sammenhængen mellem menneskets tidlige fortid i Mellemøsten for omkring 10.000 år siden og dets nutid, formidlet gennem arkæologien og dens mulighed for at gøre det fjerne nærværende. Der er forskel på Hej menneske og Næsten levende – men der er også gensidige forbindelseslinjer. Det sidste er interessant i en situation, hvor etableringen af den fiktive forfatter Liv Mørk bidrager til at opretholde skellet mellem genrelitteratur/krimi og mere etableret skønlitteratur i en traditionel forfatterskabssammenhæng.

Man kan diskutere hvor meget krimi i traditionel forstand, der er i Næsten levende. Der er lagt et spor ud i begyndelsen, hvor general Pier Francesco Calibanos arvtager og barnebarn af samme navn myrdes i sin swimmingpool. Nogen sørger for at afkøle vandet, så han får et kuldechok, men hvem? Morderen afsløres til sidst, og krimibetegnelsen er i den forstand efter bogen. Men der er ikke tale om efterforskning på noget tidspunkt, for det er netop symptomatisk for det lille, indelukkende familie- og slægtsamfund i Villa Calibano på en norditaliensk bjergskråning, at ingen udefra skal blande sig. Man klarer sine konflikter uden hjælp, også de mere morderiske. Der er ingen samfundssanktioneret straf. Romanen viser groft sagt, at forbrydelsen bærer straffen i sig.

Selv om opklaringen ikke er ledetråd, skorter det altså ikke på forbrydelser. Familierelationerne er gennemsyret af et indædt had. Det afklares tidligt, at disse forbrydelser hænger sammen med en forbandelse. Forhistorien er den, at general Pier Francesco Calibano under sin deltagelse i den japanske søkrig kommer i besiddelse af en uvurderlig skat – Pekingmandens jordiske rester, som er fundet ved Dragekoglebjerget i Fuchian. Disse rester skal i første omgang reddes fra japanerne, der vil anfægte, at kulturens vugge stod i Kina, og i anden omgang de skal reddes fra Kulturrevolutionens hensynsløse ødelæggelser af gammelt kulturgods. Det er organisationen I Ching, der står for redningsaktionen – en organisation, som læseren ikke får meget at vide om, men som angiveligt har forbindelsestråde til ældgammel kinesisk filosofi om verdens indretning og balance.

Men der følger en betingelse med knogleskatten: ”Prøv ikke at tjene penge på knoglerne, så vil du fra da af leve i knoglernes verden. Kun næsten levende, og det skal du ikke ønske dig.” (s. 49). Hvis Calibano altså så meget som overvejer at sælge Pekingmandens skeletdele for kolde kontanter, vil han blive offer for forbandelsen. Nu har den gode general få sider forinden skudt en albatros, så odds (kan den læser, der kender sin Coleridge, nok forestille sig) er ikke gode for generalen. Titlens ”næsten levende” bliver således udtryk for en tilstand, hvor man taler med de døde som om de var levende, hvor man ser dem i spejlet, hvor man forventer at se sig selv, og hvor døden efterhånden fornemmes mere nådig end den fortsatte eksistens.

Det er symptomatisk, at forbrydelserne falder så naturligt for dem, der foretager dem, og får så alvorlige konsekvenser for deres liv og efterkommere, uden at de egentlig reflekterer over hvorfor. En følelsesmæssig afstumpethed kombineret med en vanskelighed ved at leve sig ind i andres tilstand går i arv fra far til sønner og døtre. Omsorg kommer altid på de forkerte tidspunkter, og alt hænger omvendt sammen. Familieforholdene er ganske indviklede. Generalen vender hjem til en situation, der er anderledes end den, han forlod. Og hans nominelle datter Evi, der efterhånden overtager generalens rolle som hovedperson, præges af sit ophav og sin opdragelse, så hun omhyggeligt gentager fortidens fejltagelser i forhold til næste generation.

Moralen er ikke kun, at forbandelsen hviler tungt over familien, men også, at den bunder i noget langt mere fundamentalt. De instinkter, der på Pekingmandens tid sikrede menneskets overlevelse, er ganske stærke, og i en lille, sluttet flok bestemmer de mere, end de fleste har lyst til at indrømme, hverken over for sig selv eller deres familie. Skønt denne morale ikke er særlig opbyggelig set i en civilisatorisk optik, er fortællingen om den mærkværdigt godt fortalt. Det er dystert, gotisk, og de mest overraskende begivenheder fortælles som om de var selvfølgeligheder. Det er godt gjort, og det vækker til eftertanke angående vores urinstinkter. Heller ikke i denne roman er troværdigheden ligefrem i højsædet, men dens fabuleren over mordets oprindelse, søskendehadets historie og den evindelige rivalisering mellem nære slægtninge om anerkendelse og position i gruppen er fremstillet med vitalitet og bravour.