The vampire diaries – Mørkets frembrud / Lisa Jane Smith / 506 sider
Forlaget Tellerup. ISBN 978-87-588-0955-7
Anmeldt 25/2 2011, 08:38 af Mie Poulsgaard Jørgensen
Ukendte kræfter er på spil i Fell’s Church
Ukendte kræfter er på spil i Fell’s Church
« TilbageMørkets frembrud er den femte bog i Vampire Diaries-serien af L.J. Smith om den unge og smukke Elena, der forelsker i en vampyr og selv senere bliver vampyr men lider en tragisk død, der ryster hele Fell’s Church. I den foregående bog Genforening kom Elena Damon, Stefan, Bonnie, Meredith, Caroline og Matt til undsætning i deres kamp med den oprindelige vampyr Klaus, og Tyler der har vist sig at være varulv. Elena samlede kræfter via skovens ånder og via et kæmpe lyn blev Elena genfødt som menneske.
Mørkets frembrud starter, hvor Genforening sluttede: Elena er genfødt som menneske, men har stadig en åndelig kraft. På mange måder er hun et spædbarn i en ung kvindes krop, hvor hun skal lære alt forfra, såsom at spise, gå og tale. Hun har dog stadig åndelige kræfter, der gør at hun f.eks. kan svæve i luften og kommunikere med Stefan gennem tanketale – dvs. at han kan læse hendes tanker og hun hans. Hendes åndelige status gør hendes blod specielt, og enhver der drikker det fyldes med en utrolig styrke, hvorfor hendes blod pludselig er ekstrem attraktivt. Slutteligt har hun et par englelignende vinger, der kan beskytte hende, når hun har brug for dette.
Damon er jaloux på Stefan, da han også elsker Elena og i hans vrede opdager han ikke, at han er blevet besat af en kitsuni (et overnaturligt væsen), som styrer hans tanker og handlinger resulterende i, at Damon drikker sig mæt ved uendeligt mange kvinder. Kitsunien får Damon til at lokke Stefan i et baghold, hvor de tager Stefan til fange i underverdenen. Da Stefan er af vejen, griber Damon chancen til at overbevise Elena om, at han er den, som hun hører sammen med. Men hvad Damon, den evige jæger, ikke kan se er, at han selv er blevet bytte, for kitsunierne dominerer hans vilje efter forgodtbefindende.
Kitsunierne som senere identificeres som søskendeparret Misao og Shinichi overtager hurtigt skoven med deres malakher, som er en slags insekt, der bider levende væsener, og som kitsunierne kan styre disse gennem. Caroline er gravid med Tylers barn, men forelsker sig og bliver besat af Shinichi som styrer hende igennem malakher, og hun anklager Matt for voldtægt.
Damon, Elena, Bonnie, Meredith og Matt får at vide, hvordan Stefan kan blive løsladt: der findes to nøgler i underverdenen, der vil befri ham fra hans fængsel, men der er ingen garanti for at de vil slippe med livet i behold, når først de er kommet derned.
Mange nye informationer bliver lagt for dagens lys i Mørkets frembrud, og på mange måder adskiller denne bog sig fra de foregående fire i serien – den er dog også skrevet 15 år efter de andre. Først og fremmest introduceres en række helt nye overnaturlige væsner, som på mange måder er mere dunkle og farlige og Elenas nye status som menneske med overnaturlige, åndelige kræfter. Denne nye vending kan virke forvirrende, da man ikke grundigt nok introduceres til de nye kræfter, og der synes ikke at være en naturlig overgang mellem de forskellige handlingsforløb i bogen.
Derudover tenderer bogens overnaturlige elementer til at blive for meget, f.eks. det faktum at Elena igennem serien både har været menneske, vampyr, død, ånd, genfødt menneske med åndelige kræfter og slutteligt udstyret med englevinger, samtidig med at helt nye væsener, man ikke har hørt tale om i de foregående bøger, fylder bogens handling. Til de der elskede de foregående bøger kan man enten omfavne de nye personer og handlingsforløb i bogen eller misbillige det, men at der er tale om et skift i Smiths fortællestil er sikkert, og det er op til læseren at afgøre, hvordan denne nye tilgang er berigende.