Susan Abulhawa er palæstinenser men bosat i USA. Hendes forældre blev eksileret efter seksdageskrigen i 1967 og hun voksede op i Kuwait, Jordan og Østjerusalem. Hun har længe været involveret i fredsarbejdet i Mellemøsten, blandt andet med projektet Playgrounds for Palestine, som bygger legepladser i flygtningelejrene. Morgen i Jenin er hendes skønlitterære debut om konflikten og fortælles gennem den lille pige Amal, der sammen med sin familie oplever israelsk brutalitet på egen krop. En hjerteskærende fortælling om den menneskelige tragedie, der hersker i Palæstina.

Bogen tager udgangspunkt i 1941 i den lille landsby Ein Hod, hvor en far, Jehia, og hans to sønner og resterende familie arbejder i deres elskede olivenplantager. Der tegnes et billede af et stærkt familiesammenhold og en stærk passion for det arbejde, der har knyttet sig til dette område igennem generationer og til deres smukke heste. Den ene søn gifter sig med den frisindede beduinpige Dalia, og sammen får de børnene Yousef, Ismail og Amal, men sønnen Ismail lider en frygtelig skæbne, da han under et israelsk angreb bliver stjålet fra moderens arme. Dalia tror han er død i kampens hede og kommer sig aldrig over tabet. Men ikke blot denne tragedie skal ramme familien: i det skæbnesvangre år 1948 bliver familien Abulheja i forbindelse med staten Israels oprettelse forflyttet med magt fra den landsby, hvor de har boet i generationer, til en flygtningelejr i Jenin. Mange bliver dræbt i kampens hede, men dette er blot startskuddet til en tragedie, der endnu i dag er et af verdens største humanitære tragedier.

Gennem Amal, patriarkens barnebarn, oplever læseren historien om hendes liv og hendes families liv og de mange tragedier, der udgør deres skæbner. Amal vokser op i flygtningelejren og kender ikke til andet, på trods af at hun ofte hører om skønheden i det land, der før var kendt som Palæstina og det afsavn, tabet af dette land, har indprentet i enhver palæstinensers liv. Især bedstefaderen Jehia savner landet og vælger at tage tilbage for at se sit land endnu en gang, inden han dør. Og dette bliver hans død – Jehia dræbes på sin elskede jord, i sine elskede olivenplantager.

Amal er 12 år, da krigen i 1967 kommer til Jenin. Hun ser familie og venner – civile - blive dræbt, alt imens hun gemmer sig i en kælder med sin bedste veninde. Amals far dør, og hendes mor bliver psykisk syg, fjern og utilnærmelig. Efter dette synes alt tabt, og Amal kommer på et børnehjem i Jerusalem. Hendes bror deltager i undergrundsbevægelser mod det israelske styre, og en dag tages han til fange og tortureres, men da han vender hjem, har han en mærkværdig fortælling til familien: en af de israelske soldater lignede ham på en prik og havde sågar det samme ar som den mistede søn Ismail. Herpå fortælles historien om Ismail, som blev stjålet af en israelsk soldat, der ikke kunne få børn. Ismail får navnet David og vokser op med zionistiske skikke og bliver ikke fortalt om hans virkelige identitet.

Efter nogen tid får Amal et studielegat til USA, og hun må nu genfinde sig selv på ny og formå at forene sin arabiske og palæstinensiske identitet med sin nye amerikanske soldat. Senere besøger hun broderen Yousef i Libanon, hvor han har bosat sig, og her møder hun en smuk, ung læge og de forelsker sig dybt i hinanden. De bliver gift, men endnu en tragedie lurer i kulissen. I 1982 angriber Israel flygtningelejre i Libanon; Amals mand dør, og hendes brors kone og børn bliver skåret op af falangister. Yousef bliver aldrig sig selv, og føler ikke han har mere at leve for, så hvorfor ikke blive selvmordsbomber? Her får man egentlig et ret godt bud på, hvad der kan få mennesket til at tage andre folks liv. Sandheden er, at disse mennesker ofte selv har mistet alt og derfor ikke ser nogen grund til at leve iblandt de folk, de tillægger sin egen tragedie skylden.

Amal har efter mandens død mistet al lyst til at leve. Hun rejser tilbage til USA men kun i en skal af sig selv: Amal har gjort nøjagtig det samme som moderen, bygget en mur omkring sit hjerte for ikke at føle den uundgåelige smerte, hun ville føle, såfremt hun gav sig selv lov til at mærke efter. Men dette influerer således også på forholdet til hendes datter, der på samme måde som Amal oplever en fjern moder.

Amal lever således i USA i mange år, indtil en vis David banker på hendes dør…

Morgen i Jenin er en historie om kærlighed, tab, fædrelandskærlighed, krig, afsavn, ydmygelse, barndom og forældreskab men ikke mindst en fortælling om en humanitær tragedie i proportioner uforståelige for nogle, der ikke har levet under det. Som bogens Abulhawa siger; ”Vores vrede er et raseri, som vesterlændinge ikke forstår. Vores vemod kan få sten til at græde”. Man får en forståelse for, hvorfor terror og had kan opstå i disse flygtningelejre, der på daglig basis udsættes for samme terror, mens det internationale samfund vender det blinde øje til. Mange gange i løbet af bogen, spørger man sig selv, hvordan dette kan ske uden at nogle sætter en stopper for det? Hvordan kan sådan en ondskab gå ustraffet hen?

Indtil i dag har verden udvist sympati med det jødiske folk, men man må spørge sig om, om det er retfærdigt, at palæstinenserne skal betale prisen for Holocaust? Bogen tager således et tydeligt propalæstinensisk perspektiv, som det er op til læseren at være opmærksom på, for der er som regel to sider af enhver sag, og denne forklarer blot palæstinensernes sag men på en så hjerteskærende måde, at man ikke kan lægge denne bog fra sig uden at føle en dyb sorg og sympati med det palæstinensiske folk. Det er på tide en bog som denne ser dagens lys. Der mangler litteratur, der ser historien ud fra palæstinensernes synspunkt. Morgen i Jenin er mit bud på 2011’s bedste bog, den vil i hvert fald være meget svær at toppe!