Med bevidstheden om måske at blive anklaget for uopfindsomhed og mangel på personlig stillingtagen, har jeg alligevel valgt at indlede denne anmeldelse med et citat fra Politikens anmelder Kim Skotte - et citat, der i øvrigt pryder bogens bagside: ” At Richard Yates med mange års forsinkelse bliver oversat til dansk, er en regulær begivenhed.”

At forlaget Klim har besluttet sig for at oversætte og udgive Yates’ romaner er nemlig intet mindre end en genistreg, men om det sker nu eller om tyve år er for så vidt underordnet. Hans unikke fortællinger har nemlig den særlige egenskab, at de rammer en følelsesmæssig nerve, intensitet og underlig melankolsk rastløshed, der aldrig vil gå af mode. Easter Parade har derfor lige så megen relevans i dag, hvis ikke mere, som da den udkom for det amerikanske publikum tilbage i 1976.

Hvis man endnu ikke har haft den udsøgte fornøjelse at stifte bekendtskab med dette udsøgte forfatterskab, har man derfor noget helt særligt til gode. Noget helt særligt, der sandsynligvis vil medføre både glæde, æstetisk nydelse og ikke mindst smerte. Yates har nemlig en særlig evne for at ramme lige der, hvor det gør ondt. Han har fundet det moderne menneskes achilles-hæl og borer i den, blidt og langsomt, men sikkert.

Konkret skildrer Easter Parade et søskendeforhold, der er præget af lige dele jalousi, afstand og dyb afhængighed. Vi starter med at følge Emily og Sarah Grimes som små kærligheds- og opmærksomhedshungrende piger. Begge længes de efter deres spændende og mystiske fars kærlighed, men må set sig henvist til en eksalteret og neurotisk mor – en mor, der vil alt det bedste, men som ikke altid formår at handle i tråd med idealet.

Gradvist vokser de to søstre fra hinanden. Sarah vælger det trygge liv i forstaden med mand og børn, mens Emily søger ganske andre, langt mindre fastlagte ruter. Hun søger mod alt det kaotiske og spændende, nærmere bestemt storbyen New York og alle dens fristelser. Men jo længere de to søstre bevæger sig fra hinanden, både mentalt og fysisk, jo mere får de også mere eller mindre ubevidst brug for hinanden. En tomhed vokser sig større og større i dem begge og måske er det kun den anden part, der kan udfylde denne tomhed.

Egentlig er det mest mellem linjerne, dette søskendeforhold skildres. Det er kun momentant, deres veje krydses, men alligevel er man ikke i tvivl om den andens implicitte tilstedeværelse. Her opleves netop dét, der gør Yates til den fænomenale forfatter, han er – antydningens kunst, evnen til at lade det i usagte spille en større rolle end det sagte og evnen til at lade den stille desperation lyse ud af siderne.

Easter Parade er en smuk, eksistentialistisk roman, der handler om det moderne menneskes ustyrlige rastløshed i en til tider kold og ubarmhjertig verden, dets søgen efter noget, der viser sig som et intet, da dette ”noget” er udefinerbart. Det eneste, der erkendes som sikkert, er selve tomheden, manglen. Af og til fyldes tomheden ud, men af noget flygtigt, der i sidste ende blot medfører, at det indre hul bores dybere og dybere og rundt om hjørnet venter resignationen og ligegyldigheden.

Rummer det moderne menneske en grundlæggende eksistentiel tomhed, som altid vil forblive intakt? Hvad kom egentlig i stedet, da alle vores værdier nådesløst blev taget fra os? – Friheden, vil de fleste nok svare… men hvad kan vi egentlig bruge friheden til, når virkeligheden viser sig som en uendelig række af tab? Måske er bagsiden af medaljen, at friheden stiller for store og urealistiske krav til det enkelte menneskes evne til at gennemskue sine egne behov og dybeste længsler? I årtier har vi nu lovprist individets mulighed for at vælge sin egen skæbne, men vil denne mulighed i sidste ende vise sig som en forbandelse, der altid vil hvile over en i bund og grund skrøbelig og ambivalent menneskehed.

Sådanne store filosofiske spørgsmål hviler indirekte over Yates’ roman og romanens styrke ligger netop i, at den ikke giver nogle endegyldige svar. Den beriger os blot med en smuk og vedkommende fortælling, der lever videre i vores bevidsthed, længe efter det sidste punktum er læst.