Hvad sker der med mennesket, når alle de illusioner, det har bygget sit liv op omkring, en dag brister – når livsløgnen pludselig erkendes som en løgn, og man indser sin egen virkelighed i al dens grå almindelighed og fortærende forlorenhed? Sådanne spørgsmål kredser Richard Yates fabelagtigt ildevarslende Revolutionary Road fra 1961 om, der nu endelig foreligger i en dansk oversættelse. Grunden til den fornyede opmærksomhed, der lige nu omgiver denne roman, skyldes i høj grad Sam Mendes’ fremragende filmatisering med Leonardo Dicaprio og Kate Winslet i hovedrollerne som Frank og April Wheeler, og jeg skal da også indrømme, at jeg, da jeg åbnede denne bog, paradoksalt nok havde mine tvivl om, hvorvidt den formåede at leve op til filmen, som udmærker sig ved sin næsten utåleligt nøgne fremstilling af et liv på kanten af afgrunden. Men til spørgsmålet om, hvorvidt romanen var en skuffelse, kan jeg kun svare nej, nej og atter nej…

I romanen møder vi det unge par Frank og April Wheeler, der er flyttet fra det pulserende New York ud til forstæderne, hvor de har fundet sig et fantastisk lille dukkehus på toppen af en bakke på selveste Revolutionary Road. April er den smukke hustru, der bliver hjemme og passer børnene og desuden spiller lidt amatørteater, mens husbonden Frank har et solidt job i byen, hvor han arbejder med salg. Ja, på overfladen ånder alt fred og idyl, men derunder gemmer der sig en hel verden af bitter frustration og falskhed. Det forholder sig nemlig sådan, at det, der tillader Frank og særligt den drømmende April at holde denne lilleput-tilværelse ud, er en ide om, at de er mere og andet end alle de små mennesker, der omgiver dem i forstæderne; at de er skabt til at omgås strålende og intelligente mennesker hævet over hverdagens problemer.

April har en ide om, at Frank rummer en sprudlende, kunstnerisk personlighed, der venter på at blive lukket ud, og som kan give hende adgang til den verden af skønhed og vitalitet, hun længes efter, mens Frank lever højt på det faktum, at April, dengang de mødtes, kaldte ham den mest interessante person, hun nogensinde havde mødt. Men der er gået mange dage og år siden de ubekymrede bohemedage, og hvad sker der så den dag, det pludselig går op for dem, at det liv, de fører, er identisk med netop det, de ikke vil være – hvad kan så holde liv i kærligheden og opretholde livsgnisten? Ja, intet mindre end endnu en livsløgn. Her beslutter de sig, stærk anført af en energisk April, for at flytte til Paris; rykke tilværelsen op ved roden op flytte deres hele liv inklusiv to børn til Paris, hvor planen er, at April skal forsørge familien, mens Frank skal genopdage sin fortabte kunstnersjæl.

Allerede nu kan man som læser smage den bitre smag af nederlag på sin tunge, idet Frank i virkeligheden slet ikke er den kreative, spontane type, April gerne vil gøre ham til, men snarere en lidt nervøs, knudet kontormand. Hvad der efterfølgende sker, vil jeg ikke afsløre, men man kan som læser ikke undgå at fornemme, at noget går galt, idet den tykke, kvalmende luft af nederlag, svigt og bristede drømme gennemsyrer romanen fra side et.

I Revolutionary Road, der i øvrigt var Yates’ debutroman, afslører han virkelig sit talent for uden brug af ekspressive virkemidler at indprente sin læser et nærmest fysisk ubehag, og dette i et utrolig klart og metaforforladt men alligevel tindrende og levende sprog. Næsten faretruende nøgent og simpelt skildres det, hvordan den ene bristede illusion efter den anden kan få mennesket til opgive kærligheden ikke blot til hinanden men tilmed kærligheden til sig selv. Gennem adskillige passager løber det én koldt ned af ryggen, hvilket mest af alt nok skyldes, at man ikke kan undgå at genkende sig selv i de fremstillede personer. Hvem har ikke i hvert fald korte strejf prøvet at føle sig hævet over almindeligheden, set på verden med et øjebliks væmmelse og følt sig hævet over alle de små og ligegyldige mennesker, der bebor den?

Denne Richard Yates debutroman er af en lille men hengiven fanskare, der bl.a. indeholdt store romanforfattere som Raymond Carver og Tennessee Williams, blevet kaldt sin generations ”The Great Gatsby”, og selvom dette er en titel, der er næsten umulig at leve op til, formår denne roman det dog alligevel. Yates har nemlig med Revolutionary Road skabt den perfekte undergangsroman, et sandt mesterstykke ud i hårrejsende realisme, der netop er des mere ildevarslende i kraft af sin mangel på eksplicit ildevarslende virkemidler. Sommetider er romanen sågar direkte morsom - ja tragikomisk, men den latter, man i øjeblikke kan hengive sig til, er ikke befriende og let men snarere rensende i form af dens lidelsesmættede aspekt. Vi har her kort sagt at gøre med en roman, der repræsenterer amerikansk litteratur, når det er absolut bedst – en sand tragedie, der gennemsyret af en stille melankoli og med en sjælden empati beskriver det moderne menneskes åndelige forfald. Revolutionary Road er en roman, der bør læses som selvterapi af alle, der ikke ønsker at ende som Frank og April, samt af alle sande elskere af romankunsten.