Selv om vi lever i en medieret tid, hvor vi konstant overvældes af informationsmængden og muligvis har svært ved at følge med, er det sikkert stadigvæk de fleste herhjemme, der ved hvem Storm P. var. Ikke alene var han en af pionererne inden for dansk tegneseriekunst, men også en multifacetteret kunstner, der både rummede alvor, social bevidsthed og ikke mindst konstant tillod sit indre legebarn at få frirum til at fjolle rundt.

Selv om Storm P. var bredtfavnende i sit talent, synes der dog stadig at være ganske lang vej fra striberne om Peter & Ping til de Surrealistiske breve, der oprindeligt blev bragt i Berlingske Aftenavis i 1938, og som i skrivende stund er blevet gjort tilgængelig for offentligheden i samlet form. Man skal dog som læser berede sig på, at langt fra alle brevene i udgivelsen har surreel karakter, for efter fire udsyrede breve, der allermest minder om humoristisk forvrøvlede informationer stilet til forfatterens mor, som alle bindes sammen ved, at en vis Hjalmer konstant nævnes ved navn, skifter stilen betydeligt, og brevene forvandles i stedet til konkrete, men også ganske underfundige beskrivelser fra en rejse som Storm P. foretog til England, primært London. Grunden til at disse rejsebreve også er med, er sikkert for, at udgivelsen skulle kunne blive mere end blot en pamflet. Mere indlysende er det, at rejsebrev nr. 16 faktisk er en surrealistisk hilsen til føromtalte Hjalmar.

Alle brevene komplimenteres af en tegning, der som oftest står i kontrast til eller som i få tilfælde synes at være i overensstemmelse med brevenes indhold. For selv om rejsebrevene måske er mere jordbundne, så synes de fleste af illustrationerne at tilføre brevene en ekstra dimension, som det er op til betragteren at afkode. Dette kontrastfyldte sammenspil mellem illustrationer (ofte nogen som Storm P. ikke selv har tegnet, men som han i stedet har lånt fra diverse andre samtidige kilder) og tekst gør oplevelsen både mere forvirrende og spændende.

Det er ikke svært efter endt læsning at forstå, hvorfor Storm P. var så vellidt af både sin sam- og eftertid. Hans evne til at formidle er fremragende, hvad enten det er på skrift eller i streg. Enkelte læsere kan nok efter at have vendt sidste side sidde tilbage med en længsel til en tid, der på mange måder var mere enkel og legesyg end den virkelighed, der omgiver os nu – en tid, hvor det faktisk forekom tilladt at grine højlydt på kunstmuseer, hvis det man betragtede ansporede til det.

Selv om Surrealistiske breve måske ikke får den bredeste modtagelse, er det heller ikke en udgivelse, der er så smal og elitær, at kun folk med en længerevarende uddannelse kan få glæde af den, for selv om der ligger noget ganske komplekst i samspillet mellem tekst og tegning, så er det stadig en bog, som langt de fleste vil kunne læse og fornøjes over.

Kniber det lidt med at finde den umiddelbare kontekst, som bogen bør læses i, så har den tidligere leder af Storm P.- Museet, Jens Bing, været så rar at skrive en fin introduktion til brevene, der dels præsenterer læseren for basale surreelle ideer, samtidig med at han viser, hvordan og på hvilken måde Storm P. benyttede sig af surrealismen gennem sit arbejde. Hvad dog undrer undertegnede lidt er, at mange af de mystiske og absurde opfindelser, som Storm P. kendes så bredt for, ikke næves i denne forbindelse. I hans opfindelser synes der nemlig, efter denne anmelders bedste vurdering, også at vise sig en mængde surreelle træk, især når man tænker på, at opfindelserne ofte kræver, at man ophæver tyngdeloven for at konstruere disse.

Kort sagt så kunne man overveje at droppe den tilbagevendende idé med at lade Svikmøllen eller Blæksprutten være 2010s mandelgave til de voksne i familien, og i stedet prøve at overveje at lade et familiemedlem få en gave som både er virkeligt flot trykt, og hvis indhold er såvel kryptisk, lunt og interessant.