”Selvom mordet ingen tunge har, vil det tale” – sådan skriver Shakespeare i Hamlet. Det peger på, at når der sker noget uretfærdigt, vil retfærdigheden med tiden trænge igennem. Samtidig fungerer det også som et godt signalement af krimiens grundfortælling, og endnu mere præcist beskriver det den historiske krimi: Selvom historien måske ser ud til at have glemt et mord i fortiden, så sender det stadig bølger gennem eftertiden, som ender med at afsløre det uretfærdige. Den historiske krimi har tre grundlæggende muligheder: 1) at foregå i fortiden og efterforske i fortiden, 2) at foregå både i fortiden og nutiden i en vekselvirkning, og 3) at foregå i nutiden, hvor fortidens gerninger igen melder deres ankomst. De to sidste muligheder har den islandske krimiforfatter Yrsa Sigurdarsdóttir hidtil benyttet sig af. I sin tredje roman Aske, i serien om juristen Thora Gudmundsdóttir, fortsætter hun det historiske fokus, men træder ind i den nyere en af slagsen.

I Det tredje tegn , der var den første i serien, trak plottet tråde tilbage til den sene middelalder og Heksehammeren, den omdiskuterede vejledning i hekseforfølgelse. Dette første bind formulerede fint det historiske materiale ind i efterforskningen af et mord, men haltede lidt på den skarpe formulering af plot og karakterer. I Den der graver en grav , som var det andet bind i serien, vendte Sigurdarsdóttir blikket mod tiden omkring Anden Verdenskrig og eftervirkningerne af et barnemord. Denne roman var skarpere plottet og iscenesatte en interessant reformuleret version af det klassiske locked room mystery: Morderen skal findes inden for en sluttet kreds.

Aske er hermed tredje bind, og her er fokus igen flyttet nærmere nutiden, nærmere bestemt vulkanudbruddet på Vestmannaøerne i Island i 1973. Her måtte alle øernes beboere evakueres, da vulkanen – der i første omgang skabte øerne – gik i udbrud. I nutiden er man begyndt at udgrave en række huse, der under udbruddet blev begravet under lava og aske, for at udstille disse under betegnelsen Nordens Pompeji. Så langt er virkeligheden med os, mens vi i Aske indtræder på det tidspunkt, hvor et af husene – et af de mere velbevarede – skal genåbnes. Efterkommeren Markús, der boede i huset, indtil han var 15 og måtte flygte fra øerne, har i et stykke tid modsat sig genåbningen. Efter pres forskellige steder fra indvilger han dog i at lade huset udgrave, hvis han får lov at fjerne en papkasse fra kælderen, inden arkæologerne går ind. Derfor er Thora med ved hans side, idet hun har ageret den juridiske bistand for at få denne ordning på plads.

Det, som Markús finder i kælderen, viser sig dog at være mere end ventet. Udover den papkasse, som han har lovet at fjerne for en barndomsveninde, der fik ham til at gemme den i kælderen, finder han tre lig. Desuden viser papkassen sig at indeholde et afhugget hoved, som Markús – ved fundet af ligene – taber på gulvet. Derfor tilkaldes politiet, og Markús tages med til afhøring – politiet er ganske sikre på, at han er skyldig eller i det mindste ved mere, selvom han kun var 15 år gammel, da mordene må være begået. Thoras sag, der skulle have været en nem sag om ejendomsret, viser sig nu at udvikle sig til en mordsag, som kort tid efter viser sig at producere endnu et lig. Markús barndomsveninde, der bad ham gemme papkassen, som han ikke vidste indeholdt et hoved, findes død. Først tror politiet, at det er selvmord, men det viser sig hurtigt at være mord.

Aske trækker nu tråde ud i det lidt indesluttede øsamfund på Vestmannaøerne. Formelt er romanen langt hen ad vejen også et locked room mystery, idet øen var lukket for trafik ind under vulkanudbruddet – morderen eller morderne måtte altså have befundet sig på øen inden udbruddet. Dermed minder denne formel lidt om Stieg Larssons Mænd der hader kvinder, hvor et øsamfund på lignende måde sættes under mistanke. Mordet på barndomsveninden perforerer dog dette lukkede rum, selvom det ser ud til, at alle fem mord hænger sammen – selvom sammenhængen er svær at få øje på. Plottet er tykt og sammenvævet, og trådene spænder vidt – og på den måde har Aske den hidtil mest komplicerede plotstruktur fra Sigurdarsdóttir. Derfor bærer den som krimi et velkendt grundmønster, der måtte appellere til enhver med interesse i velkomponerede krimier. Aske er tilpas stram til at holde læseren skærpet det meste af vejen.

Sigurdarsdóttirs juridiske krimiformel fungerer også stadig fint. Hun er en sidelinjefigur i forhold til politiet, som hun delvist arbejder sammen med – og delvist forstyrrer med sit eget forsøg på opklaring. Hendes opgave bliver ultimativt at bevise Markús’ uskyld – og derfor selvfølgelig at finde den rette skyldige. Det provinsielle billede af politiet og den lidt ubesindige efterforskning bliver momentvist lidt forstokket, hvilket tjener det umiddelbare formål, at Thora kommer til at fremstå endnu skarpere. Det virker lidt uheldigt, men samtidig er dette også med til at antyde, at det er de færreste i dette lukkede øsamfund, der har helt ren mel i posen. Forbrydelserne trækker også nogle tråde ind i øens finansverden, voldtægtssager og besværlige interne intriger, hvor folk dækker over hinanden i god eller ond mening. Thora får nok at se til med at rydde op i meninger og levninger fra fortiden, der stadig præger nutidens magtfordeling på øerne.

Karaktererne er tilpas nuancerede til, at vi har lyst til at tilbringe over 400 sider med dem, om end billedet af magtspillet på øerne også virker lidt forstokket – finansimperier skal åbenbart inden for krimiens univers være uldne i kanterne. Samtaler, der hjælper Thora på vej, virker derfor gennemgående som en udstilling af dette magtspil, og bliver undervejs lidt træge og langtrukne. Modspillet til dette virker dog fint: Thoras pudsige sekretær Bella bliver undervejs mere impliceret, end hun hidtil har været. På den måde er romanens redningsplanke primært en række vedkommende karakterer, og så et velpoleret plot, der strammer til hen imod slutningen. En langsom start bliver undervejs til en hastig pageturner.

Yrsa Sigurdarsdóttirs bedste roman er hidtil stadig Den der graver en grav, men Aske cementerer hendes status som Islands bedste – og eneste (oversatte) – krimiforfatterinde. Hendes snedige plots trækker drevent læseren ind, og sidder vi derfor i saksen, er der ingen vej ud, før bogen er læst færdig. Serielle strukturer trækkes videre i dette tredje bind, men det kan uproblematisk læses selvstændigt.