En kvinde bliver myrdet på en meget brutal og udspekuleret måde. Det eneste vidne er kvindens syvårige datter, der måske har fået et glimt af morderen. Indenfor kort tid myrdes endnu en kvinde på lige så brutal vis og politiet mistænker at samme gerningsmand står bag. En ung radioamatør Karl opsnapper nogle underlige meldinger, der knytter sig til ofrene og begynder at efterforske beskedernes betydning.

Kriminalassistent Huldar Traustason leder efterforskningen, men har kun den syvårige datters noget tvivlsomme signament af morderen af gå efter. Han bliver pålagt at samarbejde med psykologen Freyja, der bistår den syvårige pige. Samarbejdet kommer dog ikke supergodt fra start, da Freyja noget tid i forvejen, efter en våd aften i byen tager håndværkeren Jonas bedre kendt som kriminalassistent Huldar med hjem og aldrig hører fra ham igen.

Bogen tager sin begyndelse i 1987. I prologen møder man tre søskende på en bænk. De sidder og venter mens der diskuteres hvad der skal stilles op med dem. Som læser har man ingen anelse om hvad det drejer sig om, men stemningen er ikke bestemt ikke rar og man fornemmer at noget virkelig ubehageligt er under opsejling. Derefter springes der frem til 2015 hvor hovedhandlingen tager sin begyndelse.

Prologen fungerer rigtig godt. Som læser kan man slet ikke lade være med at prøve at regne ud hvad der er sket med de tre børn. Hovedhistorien er desværre ikke lige så intens. Der er temmelig mange karakterer og det er ikke dem alle, der er lige spændende. F.eks. har radioamatøren Karl et par venner som ikke laver ret meget andet end at daske rundt. Det er ikke fordi, de ikke er vigtige for bogen, men hold da op hvor bruger de meget tid på ingenting. Karl selv er heller ikke særlig nem at engagere sig i og da han er en af de bærende personer, er det lidt et problem.

Nu må det snart være nok
Når nu hvor vi er ved personerne. Hvor mange gange er man ikke stødt på den unge mandlige kriminalbetjent, med rod i privatlivet og charme nok til at dele ud af der arbejder sammen med det kvindelige sidekick, der er omsorgsfuld og fornuftig. Det må snart være på tide at få rusket lidt op i stereotyperne og få præsenteret et lidt mere moderne makkerpar.

Hovedpersonerne er skam troværdige nok og godt skrevet, man har bare set det hundrede gange før og det bliver altså lidt kedeligt.

Kom ind i kampen hr. Betjent
Nu ved jeg ikke om det er fordi jeg har en livlig fantasi og har læst rigtig mange krimier, men jeg kunne ikke lade være med at blive lidt irriteret, da betjentene blev ved med at køre rundt i den syvåriges beskrivelse af morderen uden at få sporet sig ind på hvad ”han har et stort sort hoved uden hår på” måske kunne dække over.

Eller hvad med ”hun tror du er morderen for du har morderens sko på”. De har så få spor at gå efter, at man skulle tro de ville analysere dem fra forskellige vinkler, men i stedet kører de rundt i de samme antagelser uden at blive ret meget klogere.

Mord med mord på
Selve mordene er meget uhyggelige og godt udtænkt. De er måske en lille smule overdrevne, men giver et fint billede af en vandvittig morder. Titlen på bogen er virkelig velvalgt og man skal faktisk frem til slutningen før den giver mening.

Krimitesten
Når en krimi virkelig er god og umulig at lægge fra sig, kan jeg godt side op den halve nat for at læse den færdig eller overveje at melde mig syg fra arbejde, så jeg kan få læst slutningen. Sådan en krimi er DNA desværre ikke.

Spændingen stiger og falder for så at stige og falde igen. Ca. midtvejs i bogen var jeg ved at gå helt i stå, men jeg fik den læst færdig og heldigvis, for slutningen er, om end lidt søgt, så meget overraskende.

DNA er første bog i krimiserien om politibetjenten Huldar og psykologen Freyja. Jeg tror dog ikke jeg får læst flere – desværre.