Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Det tredje tegn / Yrsa Sigurðardóttir / 364 sider
Aschehoug. ISBN 978-87-11-29173-3
Anmeldt 13/2 2008, 21:29 af Kim Toft Hansen

Bloksbjerg, lige uden for Reykjavik


Bloksbjerg, lige uden for Reykjavik

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den islandske forfatter Yrsa Sigurðardóttir, der hidtil har skrevet børnebøger (fem af slagsen), voksendebuterer med den historiske krimi Det tredje tegn, der tager sit – lidt træge – udgangspunkt i et mord på en tysk studerende i Reykjavik, men vinder langsomt ind ved at sætte det historiske tempo væsentligt op – uden at det bliver helt godt.

Carl D. Malmgren forklarer i sin bog Anatomy of Murder, at det – i forbindelse med en genrebehandling som krimien – kan være hensigtsmæssigt at arbejde med analogier, altså en slags sammenligning, der beskriver ét ved at tage udgangspunkt i noget helt andet. I den forbindelse anfører han sin egen analogi mellem efterforskeren og semiotikeren for at forstå efterforskerens rolle. Efterforskeren samler på tegn (spor), der til sidst samles til ét gennemgribende tegn, nemlig tegnet Sandhed, og derfor kalder han også krimien for den semiotiske genre par excellence.

Pointen med dette er, at der herigennem opstår en beriget mulighed for at læse en genre gennem et alment metodisk valg, der til sidst kan give et begrebsapparat, som kaster nyt lys over et emne. Semiotikken er da også en oplagt ramme at lægge krimien i, men det forbliver på et overordnet niveau, at det giver mening at snakke om dette – en postmoderne, tegnkritisk krimi, som man fx kender den hos Gunnar Staalesen, vil ikke kunne fastholde denne teori, idet det gennemgribende sandhedstegn her ofte kommer i konflikt med sig selv eller med et moralbegreb. Men det rokker dog ikke ved, at analogien som retorisk figur er nyttig, når man skal skitsere en krimi.

En anden analogi, der giver god mening, er sammenligningen af forskeren og efterforskeren – det ligger jo allerede i ordene. Men som krimier er flest, så handler langt de fleste – kun med meget få undtagelser – om forbrydelser, der er sket i fortiden, hvilket godtgør gerningen ’at forske efter’. Dette har både et tidsligt og et teleologisk sigte: tidsligt fordi det henfører til fortiden, teleologisk fordi opklaringen er målet med efterforskerens arbejde. En specifik form for forsker, der i visse henseender skaber en mere præcis analogi for visse krimier er analogien mellem efterforsker og historiker, hvilket er en sammenligning, der især gør sig gældende for de historiske krimier. Og sådan en er Yrsa Sigurðardóttirs Det tredje tegn.

Den tyske udvekslingsstudent Harald findes myrdet på Institut for Historie på Reykjavik Universitet, og en af dennes bekendte er varetægtsfængslet for mordet, men Haralds (stinkende rige) familie mener ikke, at politiet har truffet den rette beslutning – de mener ikke, at det er den rigtige, der er bag tremmer. Derfor kontakter familien juristen Thóra og får hende til at hjælpe familiens sikkerhedsmand Matthew med at genåbne sagen på egen hånd. Det viser sig hurtigt, at sagen er mere kompleks end som så – og at Harald havde fingrene dybt begravet i nogle okkulte tiltag, som primært kredser omkring heksebrændinger og heksekunst, og relationen hvad dette angår mellem det centrale Europa og Island. De fleste oplysninger leder frem til nogle omstændigheder omkring den berømte bog Malleus Maleficarum, der også kaldes Heksehammeren.

Denne bog er fortællingens afsæt i virkeligheden, idet denne bog er en af litteratur- og religionshistoriens mest modbydelige beskrivelser af, hvordan hekse skal forfølges, torteres og brændes for at komme ’det onde’ til livs. Plottet tager sit springpunkt omkring denne bog og forbinder dens relationer til Islands religiøse forhistorie, der bliver formidlet ind mellem sprækkerne af efterforskning. Thóra, der som læserens repræsentant er del af den historieløse generation (jeg følte mig truffet), ved absolut intet om disse omstændigheder og er nødsaget til undervejs i opklaringen også at sætte sig ind i de historiske prekære og særligt modbydelige overleveringer om slemme ting, man udsatte folk for, hvis de var anklaget for hekserier. Disse historiske gennemgange er derfor fint vævet ind i fortællingen, hvilket ikke altid er tilfældet (den favorittære prygelknabe er og forbliver Da Vinci Mysteriet). Historien annekteres i ledtog med, at fortællingen – og derfor primært Thóra – har brug for det, på hvilket måde analogien mellem historiker og efterforsker fint opretholdes – og det er et ganske forfriskende pust.

Et pust, der dog efterhånden stinker af genbrugsplads, er brugen af sideplots, der drejer sig om afhentning af børn, ægteskabelige problemer og mangel på seksuelle udfoldelsesmuligheder hos kvindelige, efterforskende protagonister. Det er kendetegnende for den feministiske undergenre, oftest forfattet af kvinder med Liza Marklund-ambitioner, at brølet fra kvindernes befrielsesfront høres lang tid efter, man har lukket for bogen – måske skulle man forsøge med en art reader’s advisory – explicit domestic content på disse bøger. Det er altså trættende i længden, at de kvindelige efterforskere hele tiden skal sørge for, at sideplottet udgøres af en lidet omsorgsfuld (eks)mand og nogle uregerlige unger, der hopper i sengen. Selvom den mandlige læserskare er det svage køn, der ikke altid opfatter lige hurtigt, så er tesen om den stærke kvinde, der kan opklare mord, mens hun vasker op og børster tænder på ungerne altså snart sivet ind. Anna Pihl af!

Ved siden af dette finder vi dog en skarpere pen hos Yrsa Sigurðardóttir, ikke at vi her rammer Arne Dahl’ske eller Gunnar Staalesen’ske højder i Skandinavien, men det er trods alt en vis befrielse med afsnit, der er længere end fire linjer og sætninger, der tør kræve lidt opmærksomhed hos læseren, med mere end fem ord – Sigurðardóttir skriver endda hele sætninger, så man netop ikke taber pusten, når man læser. Dermed skal det være sagt, at selvom Det tredje tegn har det femiklistrede biplot, består den i sin sammenfletning af historisk materiale og plot. Den når tillige med et næsten acceptabelt sprogligt niveau, selvom sproget her og der hakker noget i det (det kan dog være oversætterens brøde), og vi ofte får serveret en god omgang klichévælling. Men på grund af et slet og ret træthedsmoment – over fx Katarina Wennstams SMUDS – vinder Det tredje tegn et par plusser ved det sprogligt bedre forsøg (det er dog ikke helt nok til at tilfredsstille den kræsne metaforrytter). Halvanden afhuggede tommelfingre ud af tre mulige peger derfor opad (ved læsning forstås det, hvorfor de er afhuggede).


24
Forrige anmeldelse
« Drageløberen «
Næste anmeldelse
» Den der graver en grav »


Flere prosaanmeldelser