Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Den der graver en grav / Yrsa Sigurðardóttir / 412 sider
Lindhardt og Ringhof. ISBN 978-87-11-31220-9
Anmeldt 24/2 2008, 13:56 af Kim Toft Hansen

"Den lille pige græder"


"Den lille pige græder"

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Da Stieg Larsson udgav Mænd der hader kvinder blev en gammel krimigenre vækket til live i skandinavisk regi, nemlig en moderne version af det såkaldte locked room mystery. Det ligger lidt i betegnelsen, hvad dette dækker over, altså det, at der er et sluttet antal mistænkte på et bestemt sted blandt hvem den eller de skyldige skal findes. Dette gælder også Yrsa Sigurðardóttirs krimiroman nummer to om juristen Thora Gudmundsdóttir, der har fået den noget larssonske titel Den der graver en grav.

Vi starter i 1945, hvor en lille pige gemmes væk for at dø – uden at vi får forklaring herpå. Fremme i nutiden bliver Thora kaldt ud til et new age hotel, som en klient har købt, idet denne gerne vil sagsøge sælgeren for ”fejl og mangler”: Det spøger på hotellet! Thora er ikke glad for denne opgave, men tager derud alligevel under påskud om, at hun – uden vederlag – kan få et kurophold på hotellet. Dette forstyrres dog betragteligt af, at arkitekten til hotellet – der er under opbygning, restaurering og konstruktion – findes myrdet på en strand nær ved. De overtroiske ansatte og folk på denne egn tager det straks som et tegn på, at hun er blevet myrdet på grund af spøgeriet – og herfra går den vilde spøgelsesjagt. Sagen for Thora, der ikke tror på spøgelsesforklaringen, kompliceres dog yderligere af, at ejeren af hotellet – hendes klient – anklages for mordet. Han bedyrer sin uskyld, og Thora synes da også, at sagen er noget ulden i kanterne, af hvilken grund hun påbegynder sin egen efterforskning på sidelinien af politiets. Det viser sig hurtigt, at de - pga. vejarbejde, der spærrer til- og frakørsel – kan regne ud, hvem der var på og omkring hotellet, da mordet blev begået – og hermed har vi vores locked room mystery.

Yrsa Sigurðardóttirs første krimi Det tredje tegn havde noget ”fejl og manger”. Den haltede på plotsiden, men udmærkede sig i implementeringen af historien som grundlag for fortællingen – men mest af alt havde den sine krimispor dybt begravet i den stærke, kvindelige efterforskers ret til at opklare mord med venstre hånd, mens hun skræller kartofler med den højre (jeg ved godt svært det er at skrælle kartofler med én hånd) – og derfor blev romanen samlet også lidt venstrehåndet, idet den ikke helt får truffen sin beslutning om, hvad den vil være.

Det gælder ikke Den der graver en grav. Her stikker Thora af hjemmefra, og overlader kartoflerne til sig selv, hvilket betyder, at Yrsa Sigurðardóttir får mulighed for at koncentrere sig om det, hun tydeligvis er god til, nemlig plottingen. Her er ikke (ret mange) forstyrrende elementer såsom tænder der skal børstes, unger der skal hentes – der er kun barnegråd fra det spøgende barn, der herser på hotellet. Derfor serverer Yrsa Sigurðardóttir her en stærkt ’iplottesat’ roman, der bevarer nogle helt basale elementer, som simpelthen giver en grundlæggende solid spændingsroman. Fortællingen spinder så mange tråde, at plottet bliver svært at regne ud – og det er jo lidt meningen med krimien: Der gækkes med læseren. Hvor Det tredje tegn savnede en pulserende fremdrift, så formår Den der graver en grav at holde fast, og læser man bogen i one sitting, som det hedder sig, vikles trådene sammen til et yderst kompliceret net, som ikke kun trækker spor i og omkring nutiden – fortiden begynder langsomt at vise sit grimme fjæs igen.

Det er altså ikke kun hotelspøgelser og barnegråd, der diskes op med i hotellets reception. Fortidens spøgelse, helt tilbage til anden verdenskrig, er placeret som ulmende gløder under fortællingens intrige, hvilket gør, at flere forskellige mordgåder filtres uigennemskueligt ind i hinanden. Den anden verdenskrig og nazismen på Island bringes i spil, da Thora tidligt i handlingsgangen finder en kasse med gammelt udstyr, skrårem, hagekors og flag. Således skriver Yrsa Sigurðardóttir sig ind i, hvad der efterhånden er blevet til en hel skandinavisk undergenre til krimien, nemlig krimier der foregår under eller trækker tråde til den anden verdenskrig. Uden at det dog skal gøres klart her hvordan (det ville ødelægge plottet), så gøres det på en lidt anden måde end vanligt. Den der graver en grav er et frisk indspark blandt mængden af nazikrimier.

Til forskel fra Det tredje tegn har sproget her fået et gedigent løft, hvilket – som jeg også påpegede i forbindelse med førnævnte – nok er oversætterens skyld. Der er kommet et langt bedre flow ind i sproget i Den der graver en grav, hvilket sammen med et virkeligt veltilrettelagt plot formår at skabe en kriminalroman væsentligt over gennemsnittet – og over, hvad Yrsa Sigurðardóttir præsterede i sin foregående roman. Ydermere er juristen Thora også et oplivende bud på en efterforsker, der skiller sig ud fra mængden af journalister – juristen bliver hos Yrsa Sigurðardóttir et godt element til at kunne arbejde netop på sidelinien i en mellemting mellem en politiefterforsker og en privatdetektiv. Den der graver en grav viser, at Yrsa Sigurðardóttir med tiden godt kan komme langt i fornyelsen af den populæreste del af den skandinaviske krimitradition.

Læs også anmeldelsen af Det Tredje tegn her.


25
Forrige anmeldelse
« Det tredje tegn «
Næste anmeldelse
» Oriuagors profeti – bogen der... »


Flere prosaanmeldelser