Sidste år afsluttedes Arne Dahls mesterlige krimi-dekalog med den forrygende Himmeløje, der opsummerede hele millenium tiårets (på svensk: 1998-2007) problemkomplekser og den såkaldte A-gruppes personlige, vitale indbyrdes relationer. I slutningen varsledes både gruppens – i bureaukratsprog: ”Rigskriminalpolitiets specialenhed for voldskriminalitet med internationale aspekter” – snarlige opløsning, og dens medlemmers selskabelige sammentræf om et år, hvor de alle skulle forpligte sig til at fortælle en personlig historie. En ’elver’ altså. Af ti, født deraf.

Elleve hedder årets udgivelse da også og holder dermed ord. ”Kriminalroman” står der også på titelbladet, men som man allerede kan gætte er vi med romanens koncept nok så tæt på Boccacio’s berømte tidlig-renæssance roman Decameron, hvor netop ti personer søgte tilflugt fra pesten i Firenze og på et højtliggende slot fortalte hinanden saftige historier, dengang hele hundrede, fordelt på ti dage.

En anonymt formet invitationsskrivelse betyder de ti unge og efterhånden ældre medlemmer af gruppen at træde sammen på en ensomt beliggende herregård i Roslagen nordøst for Stockholm. På kirkeårets sidste søndag i november, den såkaldte ’domssøndag’. Der hersker da også en lidt dyster uhyggestemning over gruppens kollektive ankomst til bestemmelsesstedet langt ude i skoven. Inden da er vi ellers lethåndet blevet ført ajour med de ti’s nuværende situationer, alle har det rimelig godt, skønt A-gruppens nedlæggelse har fordelt sol og vind forskelligt dem imellem.

Kernepersonerne Paul Hjelm og Kerstin Holm har endelig realiseret deres årelange indbyrdes attraktion og lever lykkeligt sammen, mens omvendt Lena Lindberg er endt tilbage i den lidet attraktive rolle som gadebetjent. Den groft kræftsyge Viggo Norlander er derimod mirakuløst kureret.

Mystikken breder sig på herregården. Et venligt opslag i hallen instruerer de inviterede om værelsesfordelingen, og på hvert værelse falder detektivernes øjne snart på et sært, gammelmodigt digt på væggen, om elleve småfugle, og hver af dem føler instinktivt et af versene som møntet på præcis dem og den historie de har forberedt hjemmefra. Arrangementsmæssigt er der tilsyneladende tænkt på alting – gruppens grundlægger, den flerdobbelt pensionerede Jan-Olov Hultin ser med glæde sin kroniske inkontinens imødekommet med et særskilt toilet, og den over to meter lange Jon Andersson nyder sin uvant helt perfekte lange seng.

Så vidt, så godt. Men hvem har faktisk arrangeret sammentræffet? Der står en udsøgt 1700-tals middag serveret, der er ingen smalle steder, men ingen tjenende ånder tilsynelader sig nogensinde. Mystisk. Så selvfølgelig flyver gætterierne frit, er det gamle Hultin, parret Hjelm-Holm eller den fantasifulde enegænger Arto Söderstedt der står bag arrangementet?

Det får man nu vente drilsk længe med at få svar på. I mellemtiden bliver der både spist med vellyst af den udsøgte, og lidt bizarre menu, og bliver der fortalt – og kommenteret - historier så det fyger. Grumme historier, dog ikke uden videre kriminoveller. De spænder fra den sære histories fantastik, over det SF-agtigt stiliserede, det gådefulde intimspils uhygge, til den paradokst hjertevarme idyl og den krast melankolske socialrealismes åbne patos.

Fortællerstemmen i de ti historier er nu ikke individualiseret efter de respektive temperamenter, det er Arne Dahl vi hører. Eller er det Jan Arnald?

En smule mystificeret føler man sig nok, med den forventningshorisont man nu har efter ti saftigt krydrede A-gruppe eventyr. Dahl har altid hyldet ideen om at læseren skal have lov til at føle sig klog, gerne lidt klogere end detektiverne. Risikoen ved fortællingernes gådefuldhed er omvendt at man ind imellem risikerer at føle sig lidt dum. ”Man behøver ikke at forstå det hele af en historie, for at den er god. Bare den har nerve.” Sådan beroliger Sara sine kolleger efter hendes mands, Jorge Chavez’ meget Borges’k kringlede krimifortælling. Og det er jo sandt nok, i og for sig. Men som vellæst Arne Dahl-læser studser man. Som om de ti historier mere handler om fortællekunstens – indrømmet: fuldkommen vitale – muligheder, end om det eksistentielt nødvendige sammentræde de ti imellem, i krimigådens fatale tegn. Som om den postmoderne leg med illusionen der hele tiden har ligget og boblet produktivt under overfladen i tetralogien, nu partout skal helt op til overfladen. Eller: at Jan Arnald her tager sig betalt for at have opført sig ’pænt’ som Arne Dahl, så længe.

Man forstår det jo på en måde godt. Det lidt skizofrene. Inden for rammen af krimiens regelværk kan ikke alting realiseres. Kun næsten. Det har været Arne Dahls ubestridelige kunst at lege frit lige præcis på den grænse. Men ’Dahl’ har selvfølgelig sit ’overjeg’, Arnald, og han har stået i skyggen, lidt for længe. Produktivt, og også kvalitativt. Siden det pseudonyme mummespils tid – i 2001 – hvor hele to mesterværker simultant så dagens lys, Arnalds viltre historisk-mytologiske Barbarer (desværre aldrig oversat), og Dahls første helt store trumf, den på sin måde ligeså mytologisk-historiske Europa Blues, siden da har Arnald ikke nået så meget. Forståeligt nok. Krimi-succesen forpligtede. Og da hans litteratur-biografiske roman om den store svenske modernist Artur Lundkvist – som han havde disputeret om tilbage i 1995 – Maria og Artur endelig udkom (2006, dansk 2008), så viste den sig til en vis grad martret af den nødvendige nøjeregnethed i forhold til biografiens - den meget lange biografis - form. Lundkvist blev 85, hans (danske) Maria hele 90 år. Det kom til at gå rigelig stærkt til slut.

Nu var det så nu. Arne Dahl havde opfyldt sit mål. Lidt plads til Jan Arnald. Han får lov til at vise sig frem. En og anden kan måske finde på at spørge hvem af de to der egentlig skriver bedst. Et dødssygt spørgsmål selvfølgelig. Men lige så selvfølgeligt er det muligt og helt i orden at foretrække de Dahl’sk frække improvisationer på selve genrens kant, frem for den mere intellektuelt slebne patos på fortællekunstens og den store kulturs vegne. Dahls temposkift, hans bestandige rytmiske kast, som salig jazz …

Det var så den skeptiske vinkel på Elleve. Den vil uden videre slå farve modtagelsen, hele vejen rundt, hvad enten man toner den op eller ned. For det var nok ikke lige det man havde regnet med og håbet på af nummer elleve af ti om A-gruppen.

Men. Det skal på det bestemteste understreges, at Elleve, som ramme om alle de diverse, aktuelle personberetninger, har sin afgørende, helt vidunderlige mesterfortælling, sin virkelige ’raison d’ètre’, i beretningen om en vis Jakob-Andreas Dahl fra 1700-tallets spæde begyndelse, hans eventyrlige livsrejse, i Oplysningens forjættende tegn. Ludfattig bondedreng, tidlig læser, idealistisk bogtyv, skibsdreng verden rundt, genial kartograf, siden bogtrykker i USA, ven med Benjamin Franklin, initiativtager til verdens første folkebibliotek i Philidelphia – tidens afgørende, demokratiske ryk – og sluttelig en mystisk forsvinden, i 1737, just hjemme igen på det gods hvor vores ti venner 270 år senere er forsamlet …

I denne vidunderligt åbne tongue in cheek kontrafaktiske skrøne forener Dahl/Arnald helt ud deres betydelige kræfter. Oplysningens nye, stolt menneskelige værdighed forener sig tvangfrit med romantikkens fantasifulde tro på fortællekraftens frigørende muligheder. Og den historie er det der – endelig – udfordrer de ti kyndige detektivers sporsans. Så den uafsluttede historiske undertekst endelig kan komme frem. En krimigåde, uden tydeligt mord og skyldige – lidt uhyggelig, som Agatha Christie’s klassiske Ti små negerdrenge - at efterforske. Men alle ti må de, over for den mysteriøse person nummer ’elleve’ der uformodet dukker op og fortæller skrønen, erkende, at det er svært at forstå sig selv som romanperson. Så og så mange personer søger deres forfatter! Og så vil jeg ikke sige mere om romanens inderste gåde …

Det er svinefrækt gjort. Meget Arne Dahl’sk. Og ydermere mere end antydes det i efterhænget – når alle de forsamlede har glemt alt det mystiske de har været igennem denne magiske aften og nat – at de fleste af dem står foran nye udfordringer i regi af Rigskriminalpolitiet. Det kan vi uden betænkning glæde os til. Om det så bliver ti tidskrøniker mere i kollektivromanens stil – hvilket nok er tvivlsomt – eller snarere, som det hed i slutningen af Himmeløje: ”Freelanceansatte privatstrømere bliver tidens løsen. Lidt science fiction, lidt dystopi, lidt Blade Runner.” Der er rigeligt at arbejde videre på, og Arne Dahls summende sprogmaskine er allerede i fuld gang med sagen. Til udgivelse næste høst.

Det er fint at éns tilslebne forventninger skuffes. For virkelige Arne Dahl-aficionados hedder det: Denne mellembog, Elleve, er nødvendig for ny og holdbar krimi-energi. Så, læs den, nyd dens egensindighed. Den er ikke bestseller som flere af de gamle. Men trædestenen til nye fantastiske eventyr.

Og fremtiden i øvrigt, for Arne Dahls endnu slet ikke fuldt udfoldede muligheder, tegner spændende. Tetralogien er nu endelig afgørende på vej til TV og filmlærredet. Alle ti. Indspilningen af nummer et, Misterioso (1999/2001), starter i våren 2010, som alle de andre i ’lavish’ 2 x 90 minutters udgave, hvoraf nogle sikkert i biografformat. Det er de meget kyndige folk bag Beck-serien der står bag. Vel vidende, at noget helt anderledes nu er nødvendigt.

Samtidig udsender USA’s største, og mest velmeriterede forlag, Random House, hele tetralogien, forfra og i god tro.

PS. Hov, jeg glemte vist at nævne at Jan Arnald til våren udkommer med en ny roman, Intimus. Spændende at se hvordan hans stemme lyder nu.