Michael Connelly er en forbløffende produktiv spændingsforfatter, hvert år dukker mindst én diger roman fra hans hånd op. De fleste centreret omkring den uortodokse Los Angeles politimand Hieronymus (Harry) Bosch, men også mange fritstående thrillere. Ikke så sært oversættelserne halter noget efter.

Således er efterårets Limousineadvokaten faktisk fra 2005. Som det fremgår af titlen er hovedpersonen ikke Bosch, men altså en forsvarsadvokat med kontor – som en anden luksusluder – på bagsædet af en dyr Lincoln limousine. Mike Haller hedder han, og han er åleglat og helvedes dygtig, det vil sige gennemgribende kynisk på erhvervets vegne. Sandheden og retfærdigheden er ikke hans primære anliggender, snarere selve det at holde selve retssystemet smurt og velholdt med sine smarte procedure-anfægtelser og fikse smuthuls-aftaler. ”Jura handlede ikke om sandhed. Den gik ud på forhandling, gradvise forbedringer af en stilling, på manipulation. Jeg beskæftigede mig ikke med skyld versus ikke-skyld, for alle mennesker var skyldige. I et eller andet.” (s. 33).

Systemet, politiet og anklagemyndigheden, foragter selvsagt hans type, og han det, og det har han det faktisk fint med, han elsker gamet i retssalen, alle de små tricks i kampen om nævningenes gunst. Hans klienter er stort set socialt afskum, inderligt skyldige, men så længe de kan betale, kæmper Haller med næb og klør for deres frifindelse, strafnedsættelse osv – ofte i tæt samarbejde med slibrige kautionsagenter. En sand djævelens advokat, en dejlig dreng. Med to ret vellykkede skilsmisser bag sig.

I denne historie møder han så muren. Han får nemlig noget så sjældent som en styrtende velhavende ung mand som klient, og denne synes oven i købet helt uskyldig i sigtelserne for dødstruende vold mod en prostitueret. Haller ved nok, at netop den uskyldige kan være den allersværeste at forsvare. Men der er store penge i sagen, og dem har Haller god brug for. Louis Roulet er en sand ”privilegieklient”, en guldkalv for én som Haller.

Muren er nu det, at Louis Roulet undervejs viser sig ganske meget skyldig, og at hans forbrydelser faktisk har afstedkommet en livstidsstraf for en af Hallers nylige klienter, som han ellers var ret tilfreds med via en tilståelsesdom at have skånet for dødsgangen. Men Jesus Menendez er virkelig genuint uskyldig. Dermed vågner Hallers slumrende samvittighed endelig, og på tværs af en nær medarbejders voldelige død, dødstrusler mod både ham selv og hans ekskone og barn, lykkes det sluttelig Haller at rede trådene nogenlunde retfærdigt ud. Og så er han også helt færdig med at være Limousine ’smartass’ …

Connelly er en meget, meget kyndig plotter, han er research-omhyggelig, skriver let og kontant, og han kan skrue en spændingskurve temmelig djævelsk op. Mike Haller er også en god type, hvis selvafregning og moralske genfødsel ikke er uden overbevisningskraft. Men hvor Bosch-serien lever så godt som den gør på det uforudsigelige og gådefulde i macho-strømerens lidelsesfulde retfærdighedsbesættelse, som anskues af Connellys ’solidariske, men tredjepersons ’upartiske’, cool øje, så bliver Mike Hallers jeg-stemme i kontrast hertil i længden nok så begrænsende. Der er ikke så mange gåder i ham, hvor sympatisk man end kan finde hans renselses vej.

Anyway, Connelly er stadig en af de allerbedste krimifortællere over there, og Limousineadvokaten er bestemt værd at læse. Mens vi glæder os til den næste saftige Bosch-historie.