Da jeg anmeldte Arne Dahls førte og første bind i den nye Op Cop-serie, kaldte jeg Hviskeleg for en 1000-siders roman komprimeret til cirka halvdelen. I andet bind fik jeg svar på tiltale: De sidste 500 sider af romanen. Så at sige. Hviskeleg var løs på tråden i den forstand, at der var mange af dem: løse tråde. Andet bind Stoleleg er nu udkommet i en dansk oversættelse, og her forfølges en del af de løse ender, der blev efterladt i første bind. Til en samlet stram knude og slutning? Ja, læs selv og find ud af det.

En sulten dreng på en kannibalø. Mord på tidligere fremtrædende kommunister. En række besynderlige og tankevækkende videnskabelig eksperimenter. Spor på tværs af det europæiske kontinent. Og uden for. Ja, igen er plottet tykt og disparat formuleret. Fra starten. Og undervejs. Stoleleg er så intrikat plottet, at Dahl er nødt til at indlægge små beroligende kommentarer til læseren: Bare rolig! Vi skal nok få styr på det. Bare ikke lige nu. Nyd i stedet et alle-steder-hen-strittende plot. Som Dahl normalt, havde jeg nær sagt. For intet er normalt, når Dahl løfter dynerne.

En fremtrædende plastickirurg begår selvmord, men noget virker forkert. Tilrettelagt. Som et fiksérbillede, hvor det figurative ikke helt træder frem. Söderstedt aner noget. Samtidig oplever det tidligere A-gruppemedlem Norlander en skudveksling på en bar. Det ligner en elementær likvidering, et attentat mod en våbenhandler og et par øvrige tilfældige ofre. Blodigt. Alligevel med en fornemmelse af, at noget andet stikker under. Noget helt andet. Noget stort. Op Cop-gruppen – den endnu ikke officielle operative Europol-enhed – er i vildrede. Usikker på, hvor de skal kigge hen. Og er måske endda selv i kikkerten.

Gennem halvandet årti har Arne Dahl påfyldt krimien alskens litterære træk, plottekniske spidsfindigheder, konstruktive og betydningsfulde henvisninger. Alt sammen for at opdatere og regenreficere en genre, der synes at trække på skemaer frem for kreativitet. Makkerparret Sjöwall og Wahlöö dæmrer et sted i fortidens dis og tåger. En vrede mod et samfund i frit fald, men en løsning, der ikke er frugtbar. De svenske grundlæggere af den samfundskritiske krimi kiggede mod utopierne, mod marxismen, mod et klasseløst samfund. Dahl er arvtager men på ingen måde enig. Drabene på kommunisterne i Stoleleg ligner et indbygget ideologisk opgør med den mest centrale inspirationskilde.

Stoleleg er ekstremt veltilrettelagt. Gennemført kompliceret, men med yndige små hjælpere drysset ud over det hele, så læseren ikke hægtes helt af. Venligt! Læsersolidarisk. Plotteknisk og i elementært skriveteknisk er romanen de langt fleste krimier ypperligt overlegne. Spektakulær og pandeterministisk. Sammenhængende. Plottet rulles pænt ud, og romanen lukkes pænt ned med de nødvendige afsløringer. Såpas.

Alligevel sidder jeg med følelsen af at mangle noget. Det er stadig et tæt og rhizomatisk plot, der hænger sammen, men sammenhængen er på en bekostning. Af Dahls hovedforce gennem hele sit pseudonyme forfatterskab: Karakterbaseret dramatik. A-gruppen bestod af et varierende antal medlemmer, men alle var nærmest læserens nære familie. Næste roman i serien har været som at vende hjem til velkendte familiemedlemmer og venner.

Op Cop-serien har enkelte karakterer med fra tidligere, men det er desværre lidt tydeligt, at Dahl er temmelig glad ved Hjelm og Söderstedt, der da også er karakterologiske trumfkort af dimensioner. Men jeg føler ikke, at jeg endnu kender de andre, fx Jutta Beyer, Marek Kowalewski og Felipe Navarro eller nogen af de øvrige nye karakterer. Hjelm og Söderstedt stjæler opmærksomheden på bekostning af andre karakterer, der kunne trænge til fyldigere personificeringer. Og det er alligevel noget: Ikke rigtigt at kende sine karakterer efter 1000 siders læsning. Måske er der for mange. Måske er romanerne for plotfikseret. Måske er de for korte.

Dahl vender her lidt tilbage til en etisk strid, som han har brugt nogle gange: retfærdige mord. Erinyierne i flere romaner er ikke kun morderiske kvinder; det er også ærbare stridskvinder, moralske og værdige modstandere til efterforskerne. Morderens spil mod A-gruppen i En skærsommernatsdrøm er lignende. Under de rette omstændigheder, kan drabet her gøres retfærdig? I Stoleleg: Er det ok at myrde ideologer, der med ordet har retfærdiggjort regimer, der har kostet millioner af liv? Blandet ind i denne formel får Dahl også flettet en aktuel diskussion af etikken i hypermoderne genetik. Underneden lurer enhver krimis indbyggede diskussion: det enkelte menneskelivs værdi.

Forvirret? Måske, på den gode måde. Trods sit besvær med at fastholde et (for?) stort karaktergalleri, er romanen endnu en sælsom krimi fra en skandinavisk krimihånd, der tonser på i forhold til genrens ellers trygge rammer. Til bristepunktet, lige til grænsen. Det er en sand fornøjelse at blive blændet undervejs i en sådan grad, at afrundingen fremstår som at slippe ud af hulen. Ud i lyset. Klogere end de andre. Men en indsigt. Med humor, tvists, og velindbyggede blindspor. Selvbevidsthed til overflod: en forfatter, der selv er med som læserens lille hjælper. En leg. Af den alvorlige af slagsen. Måske er det derfor, det føles, som om romanen læser sig selv.