Sidste år barslede Brian P. Ørnbøl med sin digtsamling Barberbladshologrammer, og her udtrykte undertegnet et stærkt ønske om at se mere til denne debuterende forfatter. Ønsket er nu blevet opfyldt med Ørnbøls nye novellesamling Himmelhotellerne. Det er dog en rum tid siden, at nærværende anmelder fik et eksemplar af Brian Ørnbøls seneste udgivelse i hånden, og at anmeldelsen ikke er blevet til før nu, har dog intet med kvaliteten af materialet at gøre. Tværtimod har novellerne ligget ligeså stille og cirklet rundt inde i hovedet, og af og til givet et lille prik til eftertænksomheden. Himmelhotellerne er en række noveller om eksistens, hverdag, ualmindeligheden og almindeligheden, og de tager os med helt hen i vejret – hen til alt det skøre.

Samlingen består af ni noveller, som hver er illustreret med sort/hvid tegning fra Christian Juul Yssings hånd. Titlerne er alle skrevet med typografier, som ligner forskellige former for håndskrift, og dette lægger en personlighed og excentrisk udstråling over novellerne. Som det jo er med novelleudgivelser, vil nogle altid være bedre end andre, og sådan er det selvfølgelig også Ørnbøls række af noveller. Nogle træder stærkere frem end andre, og her skal en af novellerne især fremhæves og stilles frem til skue som perlen i samlingen, nemlig ”Stille nu”.

I ”Stille nu” møder vi et gift par, som er faldet fuldstændig ind i hverdagens gentagelser, og mens dagligdagen fyldes op med mados og strikketrøjer, glemmer de at se hinanden og kommunikere. Pludselig dør konen, og manden indser, at han mod forventning ikke kan undvære hende. Han opholder sig derfor mere og mere på kirkegården, og hele hans liv drejer sig om prøve at genskabe den hverdag, som han for ganske nylig ikke var særlig glad for. Og sådan en mission er svær, når konen er død og ligger under jorden. Det lykkes dog på den mest absurde måde, og novellen er rent ud sagt skide god. Især fordi den er mere uforudsigeligt, end den umiddelbart lyder. Skildringen af hverdagen og mandens angst for ændringer og tab er meget vedkommende og helt suveræn, og Ørnbøl er knivskarp i sine gengivelser af dette.

Nogle af novellerne kunne dog godt have været lidt skarpere i kanten. Historierne kan let blive lidt ensartede, og man kunne godt ønske sig, at synsvinklen varierede noget mere fra novelle til novelle, således vi kunne opleve lidt flere facetter af Ørnbøls talent. Ørnbøls baggrund som religionsstuderende er tydelig i novellerne. Dette ses især i ”Vandflod”, som også er en af samlingens rigtig gode noveller, hvor der er mange fine referencer til Bibelen.

Ørnbøl bruger en nøje afmålt blanding af humor og alvor til at gengive de skøre eksistenser og deres eksistentielle problemer. Hans fortællinger er både emner, som man kan relatere til og med lethed sætte sig ind i, og samtidig er det emner, som ligger så langt væk fra den almindelige hverdag. Det er ualmindeligheden og almindeligheden i et eksistentielt møde. En blanding af noget håndgribeligt og diffust, ligesom titlerne er det i form og indhold, og det er seriøsitet uden at være for selvhøjtidelig.

Hvis man har taget sig tid til at læse Ørnbøls digtsamling Barberbladshologrammer, så har man haft fornøjelsen af at møde Ørnbøls lette, skarpe pen. I Himmelhotellerne får vi små delikate sætninger med indskud af og til, og disse får en til at trække på smilebåndet på den der rare måde, så man som læser huskes på, at man sidder midt i god litteratur. Hans iagttagelser af mennesket og dennes hjerne er helt i øjet. For hvilken hjerne er altid rationel? Hvem vælger altid den normale tankegang? Ørnbøls figurer går skridtet længere end os andre. De vælger den mere ekstreme vej med de absurde vinker og finurlige tanker, og med disse noveller skriver Ørnbøl sig ind i en tradition, som tæller Peter Seeberg, Franz Kafka og Solvej Balle.

Ørnbøl er en blanding. Hans evne til at blande ting, så de fremhæver og modsiger hinanden er virkelig en speciel evne. Det er det alvorlige og det humoristiske, det elitære og det proletaragtige, det dybe sprog og den flabede pen, det almindelige og det ualmindelige. Styrken i Ørnbøl ligger her – i hans blanding og sammensætning af alt dette, som komplimenterer og skriger mod hinanden, og som får hans novellesamling til at være anbefalelsesværdig. Den indeholder dejlige eksistentielle noveller med skøre personer, som jo er at finde i alles hverdag. Ørnbøl står allerede i undertegnedes reol ved siden af de andre anerkendte forfattere, og denne anmeldelse sendes ud med ønsket om, at det vil arte sig ligeledes i mange andre bogreoler.