Michael Connelly (f. 1956) er formentlig den mest konstante, mest kvalitetssikre amerikanske krimiforfatter i dag. Siden 1992 har han med næsten skræmmende energi skrevet mere end én diger roman om året, og skrevet dem ud fra et tydeligt påtrængende indre pres. Connelly er i udgangspunktet journalist, kriminaljournalist, først i Florida, siden i Los Angeles, hvor hans romaner oftest udspiller sig. En rigtig god journalist. Det kan man overtyde sig om via samlingen Crime Beat – True Stories of Cops and Killers (2004), der dokumenterer den karriere (1984-92) der så tydeligt danner baggrund for romanerne, både for deres historier, deres skæve eksistensers eksplosive udslag i vold, og ikke mindst for deres sørgmodigt stædige retfærdighedens vogtere.

Rodney King hed en ung sort mand der i 1992 blev tæsket ihjel af hvide betjente i L.A., for en beskeden forseelse. (U)heldigvis blev episoden videofilmet, og resultatet blev tre dage lange raceuroligheder, af en eruptiv social voldsomhed der nærmest var at ligne med de naturens jordskælv som regelmæssigt overvælder ’sunny California’. Los Angeles fik definitivt taget sin uskyld da, illusionen om ’smeltediglen’s produktive energier faldt sammen, og tilliden til politiet fik et afgørende knæk, troen på korpsets ideale indsats, ja, på indsatsens mulighed overhovedet, forsvandt. Korruption, racisme, vold og almindelig lumpen, bureaukratisk magtfuldkommenhed og bjergsomhed kom i al rigelighed op til overfladen. Det er det landskab Connelly arbejder i. Han nåede selv at skrive journalistisk om Rodney King-skandalen – fik Pulitzer pris derfor – og har siden fastholdt et kronisk kritisk blik på politimagten – LAPD - og dens funktionsmåder.

Hele tretten af romanerne handler om Hieronymus Bosch! Den flamske senmiddelalder-maler udfoldede på sine store lærreder en surreel apokalyptisk fantasi, en marereden, voldsom undergangverden. En verden ikke ganske ulig det moderne L.A. I hvert fald nok til at Boschs moder fandt det passende at opkalde sin søn efter den gamle. ’Harry’ hedder han dog til daglig.

Harry Bosch er en garvet kriminalassistent, mordefterforsker. En besværlig type, stædig, egenrådig og irriterende dygtig. Konstant på kant med dårlig autoritetsudfoldelse, så han ofte står til degradering, fyring, undersøgelser hos ’Interne’ – eller til at trække stikket ud og blive privatdetektiv. Bosch er en mand med en mission, et veritabelt kald, med et stadigt, hvileløst borende retfærdighedsinstinkt, en sandhedssøger der skider på almindelig høflighed og at gøre tingene lige efter bogen. ”Enhver tæller med, eller ingen gør”, det er hans krævende motto. Intet skal bekvemt fejes under guldtæppet. Ikke sært at en magtfuld vicepolitidirektør anklager ham for at være ”ved politiet, men ikke af det”, noget Harry selvfølgelig tager som en udsøgt kompliment. Dog ingen amokløber, ingen ”Dirty Harry”, dertil har han for meget selvindsigt, for meget arbejdstetik, moral. Et Nietzsche-citat gentages flere gange undervejs: ”Den der kæmper mod uhyrer, må sørge for, at han ikke selv bliver et uhyre. Og når man ser ned i afgrunden, ser afgrunden også ind i én”. Noget at tænke over, når den daglige omgang med vold og død truer én med desensibilisering og kynisme.

Moderen – der var ’party girl’, weekend-luder – blev myrdet da Harry var elleve. Ingen fader, adskillige plejefamilier, børnehjem, og Vietnam som syttenårig. En barsk opvækst, der giver Bosch en førstehåndsindsigt i det sociale lotteris nærliggende faldgruber. Sent i karrieren – han er 5-6 år ældre end Connelly - opklarer han faktisk mordet på moderen. Det er hans sørgearbejde, ”enhver tæller med”. Klart nok at Harry Bosch ikke vælter sig i venner. Han har – få – gode arbejdsmakkere. Og hans kærlighedsliv har mildt sagt mange pauser, hans ideale, sene ægteskab holder ikke, eksfruen arbejder i Hongkong nu og har datteren med sig. Men på sin egen måde trives Harry alligevel. Han bor på en skrænt i San Fernando Valley med tankevækkende udsigt over ’Lala-land’s drømmeverden, hans behov er enkle, ”mad, spiritus og jazz”, og han kan i sin ensomheds borg identificere sig med den prærieulv han af og til kan høre i bakkerne, måske den sidste i L.A.’s endeløst urbaniserede landskab. Det sidste ord (”The Closers”) hedder den senest oversatte Bosch-roman. Med Connellys tempo in mente er vi kronisk bagefter med oversættelserne, romanen er fra 2005. Det er der ikke noget at gøre ved.

Harry Bosch drog faktisk på et tidspunkt konsekvensen, efter mere end femogtyve år i tjenesten kunne han gå på pension og så som privatefterforsker frit undersøge videre i gamle smertepunkter, sager der ikke var blevet løst. ”Everybody counts”. Nu tilbage i afdelingen for ’Open-Unsolved’ sager er Harry efter tre år uden skiltet en af dem der skal tilføje ’det sidste ord’, altså lukke (nogle af) politiets alt for mange gamle uløste mordgåder, og det passer ham perfekt. Også fordi han kommer i kompagniskab med sin gamle makker, den meget skrappe sorte kvinde Kiz Rider.

Som ”de dødes talsmand” og med lidt rust i efterforskningsrutinerne render Bosch selvsagt snart ind i problemer i sagen om en sekstenårig mulatpige, der blev dræbt under mystiske omstændigheder tilbage i 1988. Dna-spor – der var ukendt værktøj dengang – har ellers lovende genåbnet visse muligheder. Så der skal gås mange blindspor vild, beklagelig ’collateral damage’ være sket, førend opklaringen kan gennemføres til det rette resultat. Det skal ikke afsløres her hvem og hvordan, blot skal det siges at ’det sidste ord’ ikke dermed er sagt, selv løste sager har det med at fortsætte sig uforudsigeligt.

Hvad der dog bliver rundet af er på den ene side Boschs trods alt gedigne genkomst, og på den anden den endelige udstødelse af den nævnte vicepolitidirektør, Irvin R. Irving, en mand der gennem femogfyrre år har vogtet mere end nidkært over politiets ry og dermed i mangt og meget skadet det dybt. Ydermere har han i mange år ageret Boschs mildt sagt tvetydige faderfigur, så det er en lettelse for både korpset og Bosch, da Irving – selvfølgelig under fuld officiel honnør – endelig må gå af.

Michael Connelly er en fremragende plotmager. Fuld af omhu og sagkyndighed lægger han sagens akter frem, obduktionernes tekniske finurligheder, aflæsningen af menneskelig forstillelse via folks ubevidste ’tics’, de sociale udblik osv., alt sammen noget der risikerer at være lige så dræbende kedsommeligt som politirutiner nu engang er, men som i Connellys hænder vibrerer af sigende detaljer. ”The pursuit of the telling detail” var allerede et af hans produktive credo’er fra journalistjobbet. Alting i detektionsprocessen, de møjsommelige del-deduktioner, fremlægges med stor klarhed, skridt for skridt. Som læser er man bestandig velinformeret, bliver ikke holdt uden for nogen mastermind’s geniale intutioner.

Når mordscenen har slået sin dystre tryllekreds ud, er intet tilfældigt, alt tæller med, ”det ligger i detaljerne” ved Bosch, men han ved også at facts i sig selv ikke er det vigtigste ved en efterforskning, men derimod ”limen”, der skal binde detaljerne sammen. Limen består af ”instinkt, fantasi, sommetider gætteværk og det meste af tiden rent og skært held”. Denne indsigt tager luven af enhver rationalistisk overtro, og selvom der er ren adrenalin-eufori over den situation, hvor de indsamlede data med en hast som når timeglasset er nær opfyldning, danner figur, så oplever Bosch – og vi – gang på gang at de logiske deduktioner (eller snarere abduktioner) modsiges af virkeligheden; nogen eller noget har vildledt fornuften. Så er det forfra igen, og Connellys intriger er virkelig indviklede.

Michael Connelly skriver godt. Ikke metaforisk blomstrende som det store Los Angeles-forbillede Raymond Chandler, men mere ’asketisk’ knapt, cool professionelt, med en tilbageholdt patos - en gedigen maskulin prosa kunne man sige. I dialogerne kan sprogørets sans for barok slang til gengæld udfoldes frit. Og når Connelly er lykkedes med at skrive så mange stærke Harry Bosch-eventyr, så er det fordi denne patos omfatter en særlig type mand, som faktisk udvikler sig fra bog til bog, og som man derfor stadig følger med kritisk ømhed og solidarisk bekymring. Knækker filmen en dag for den sidste prærieulv? Det håber man ikke, for Harrys tunnelsynede sandheds- og retfærdighedsbesættelse smitter. Også når han som i Det sidste ord er så intenst beskæftiget, at der næsten ikke er plads til hverken jazz, poetiske udsigter over byen eller håbefulde kærlighedseventyr. Der er lang vej til det sidste mord…