Det er de færreste danske fantasy-entusiaster, der ikke kender Dennis Jürgensens mastodontklassiker Dystopia fra 1989. Bogen fejrer i år tyve års jubilæum, og af samme grund er det ganske oplagt, at den (endelig!) er kommet i en ny hardpack-udgave. Det er fantasy for ungdommen af en standard, der sjældent ses i Danmark, hvilket selvfølgelig også skal ses i lyset af, at genren ikke rigtig har en tradition på dansk grund. Samtidig er det også en gennemført stykke fantasy-fiktion, der på den ene side opfylder de krav, genren stiller, mens den på den anden side også fylder læseren med almindelige referencer til myter, religiøse opfattelser og forskellige traditioner for metafysisk tænkning. Derfor er der mere at hente i Dystopia end ved første, ungdommelige øjekast.

Mit første møde med Dystopia var i en alder, hvor bøger på over 600 sider var alt for tunge for de småstilkede arme og det omgængelige intellekt. Men jeg fik den gelejdet hjem, hvilket blev starten på en uge, hvor den almindelige omverden måtte vige til fordel for en dystopisk, heroisk og temmelig anderledes verden. Derfor er det en fornøjelse at genstifte dette bekendtskab hen over en oplagt sommer, hvor læsestof af den art er tilladt. Dystopia er stadig et gribende ungdomsfantasyværk, der bringer behørig tankeflugt og behagelig adspredelse. Den lever måske ikke op til de store inden for genren, men skaber i sig selv respekt om genren på dansk grund.

Dystopia handler om de to kongedømmer, der ikke kan enes, men de kan heller ikke længere huske, hvorfor de hader fjenden. Sådan er det bare. Romanen udstiller dermed hadets indadvendte struktur, der med tiden kommer til at give sig selv, med mindre den bliver udfordret – og det, der skal til for at udfordre de to kongedømmer, er netop det, de to unge arvinger på hver sin side udsættes for. En guddommelig indvending, der på den ene side skulle skabe fred, men samtidig understrege, at freden nærmest er umulig, går – ved første øjekast – galt. Det viser sig dog, at de to arvinger derved i stedet hvirvles ind i en parallelverden, hvor kaos har overtaget – landet hedder Dystopia, og det er nu deres opgave for at slippe tilbage, at de skal skabe orden i kaos.

Der er dog derfor ingen tvivl om, at fortællestrukturen lever op til den forventelige fantasy-fortælling, hvor ondt kæmper mod godt. Det er eventyrets såvel force som lod, at denne fortælling gentages og nuanceres på forskellig vis; det er på den ene side den struktur, der gør fantasy forudsigelig, men på den anden side er det også det, der drager. På samme måde som eventyret (stadig) kan sige noget universelt om mennesket, så formår fantasy-genren, der er den moderne verdens arvtager af eventyret, også at stille skarpt på disse banaliteter i menneskelige tænkemåder. Banaliteter, der ofte viser sig at være alt andet end banale.

Indirekte inddrager Dystopia – bevidst og måske kulturelt ubevidst – mange forskellige myter, sagn og religiøse forståelsesrammer i en smeltedigel, der til sammen udgør det univers, som bogen udspiller sig i. Helt oplagt er selvfølgelig behandlingen af en frelserfødsel og måden, som fremkomsten af denne kun kan fremkomme gennem udfordringen af de etablerede forståelser og sammenhænge. Væsenerne, der kaldes Eudaimoner, må indse, at deres levevej og religiøse kræfter ikke længere er tilstrækkelige, og af samme årsag må de drage ud for – bogstaveligt talt – at søge nye græsgange. Denne færd minder mest af alt – også af flere årsager, som jeg ikke vil afsløre her – om den jødiske exodus, mens deres artsmæssige dødsmønster sender klare referencer til reinkarnationstanken. Og disse er blot de mere oplagte indtog af kulturelle formationer, der viser, at fantasy på ingen måde ikke har med virkeligheden at gøre.

Fantasy kan omvendt siges at have noget at gøre med nogle måske endda mere virkelige strukturer i vores tankemønstre, end genren normalt tilkendes. Den opstår – i kraft af kunsteventyret – på et tidspunkt, hvor der er brug for den, og det er på det tidspunkt, hvor moderniteten for alvor får fart og metafysiske tankegange udfordres gennemgribende. Fantasy er derfor modernitetens leftovers, der stadig ’ulmer’ i det menneskelige sind, selvom oplysningstænkning længe har forsøgt at rubricere for at slå ihjel. Myterne er stadig med os, selvom vi ikke helt vil være ved det, og det reflekterer Dystopia også med den måde, som væsenerne Eudaimonerne pludselig opdager, at deres hukommelse fra tidligere tider – som lagres gennem deres reinkarnation – ikke kun er gode historier. Disse kan faktisk bruges til noget i kampen mod det onde. Denne måde at reflektere på, som fantasy-genren ofte byder på, er nærmest at forstå som genrens latente selvforsvar.

Dermed er det også sagt, at Dystopia ikke måler sig med genrens mesterværker, men den er et sandt dydsmønster inden for en genre, der (alt for) sjældent ser dagens lys i Danmark. Alene derfor, men også fordi det er et stærkt fængslende ungdomseventyr, er kun til glæde for fantasy-læsere, at bogen er blevet tilgængelig i en velfortjent, flot hardpack-udgave. Tillykke med fødselsdagen!