Pest, mord, en skummel sammensværgelse, natlige ekskursioner gennem Roms katakomber, kastratsangere, alkymisme, gravrøvere, kodede beskeder, en smuk kurtisane og en lang række veldokumenterede fakta om den sene renæssance gør Imprimatur til et af sommerens bedste bud på en gedigen, læseværdig knaldroman.

Bogens titel henfører til en latinsk betegnelse for en officiel tilladelse til at trykke en bog, et udtryk der især knytter sig tæt til den romersk-katolske kirke. Bogen har, ifølge såvel pressemateriale som bogens introduktion, selv været udsat for denne type af censur i sit hjemland, og derfor har forfatterne været nødt til at få den udgivet i Holland, da de lokale Italienske forlag ikke ville trykke andet oplag. Forfatterne fremsætter nemlig i bogen – uden der skal afsløres for meget – en række anklager mod Pave Innocens XI, der ifølge deres research langt fra fortjener den helgenkåring, som Vatikanet forsøgte få gennemført i 2002.

Uanset om der er hold i rygterne om, at det er Vatikanet, der (muligvis i samarbejde med Italiens mægtigste mediemand) har forsøgt at få stoppet Imprimatur, så ændrer det ikke ved at bogen er en farverig og sprudlende fornøjelse at kaste sig over.

Rammehistorien, der omgiver bogens centrale 470 sider, er sat i fremtiden, hvor en præst henvender sig til Kongerationen for Helgensager med Sorti og Monaldis ”fundne” manuskript og en besættelse om at få verificeret dets ægthed. Sagen er nemlig, at hvis dokumentet er autentisk, så ville det kunne skade den katolske kirkes omdømme alvorligt.

Bogens centrale handling udspiller sig derimod i 1683 på et lille hotel i Roms midte, hvor en gammel mand dør under mystiske omstændigheder. De officielle myndigheder, mistænker, at det er pesten, der er blusset op, så de spærrer alle logerende inde på kroen i håb om at komme pesten til livs via karantæne.

Hovedpersonen er en tjenestedreng, der næsten kan betegnes som dværg. Han er dog belæst, har haft en tryg opvækst i et kloster og drømmer om at blive publicist. Vores unge fortæller drages til at samarbejde med den vise verdensmand, abbed Atto Melani, kastratsanger og lærd, som personligt har en interesse i at komme til bunds i mysteriet om dødsfaldet på kroen. Ud over disse består kroens logerende af et broget og suspekt persongalleri, der alle lader til at have noget at dølge. Det sørger for at holde læseren til ilden med hensyn til spekulationer om mulige gerningsmænd og motiver helt frem til bogens dramatiske klimaks.

Hovedhandlingen udspiller sig over de 9 dage og nætter, hvor kroen er i karantæne. Det er dog en fejl at tro, at hele handlingen udspiller sig på kroens enemærker, for Melani og vor unge protagonist opdager nemlig en løngang et sted i kroen, en mørk passage der fører dem ned under Roms gader, ned til et sindrigt tunnelsystem af kloaker, kældre og katakomber. Her møder de et par karakterer, som skal blive afgørende for bogens udvikling nemlig to corpisantoer – relikviejægere, der har et indgående kendksab til underverdenen.

Selv om det er en ret spændende bog, så kræver den også et snert af tålmod fra sin læser, for ligesom hos landsmanden Eco bruger Sorti og Monaldi mange sider på at vise, hvor gode de er til - med historisk akkuratesse - at gengive detaljer. Derfor skal man for eksempel læse mange sider om, hvilke forskellige remedier en læge på den tid havde til sin rådighed (nøjagtigt hvilke ingredienser der indgik i en given kur mod dette eller hint) eller for den sags skyld hvilke frugter, grønsager, krydderier og typer af kød, som tjenestedrengen havde til sin rådighed, når en menu skulle tilberedes til kroens gæster. Der er ingen tvivl i denne anmelders sind om, at detaljerne sikkert er i perfekt overensstemmelse med virkelige behandlingsformer eller egnsretter fra perioden, men beskrivelserne er ikke altid lige fremmende for thrillerelementet - med mindre man virkelig holder af denne form for historisk realisme.

Heldigvis er selve plottet tilstrækkeligt interessant og gotisk nok til at holde læseren interesseret hele vejen gennem bogen, og faktisk begår forfatterne den genistreg at lade rammehistorien kommentere på de mest iøjnefaldende problemer med forskellige plotelementer. I brevet til Vatikanet skriver præsten om sine egne personlige indvendinger overfor manuskriptets ægthed;

Tvivlen var uundgåelig; ikke alene på grund af plottets dristige og undertiden nærmest sensationelle karakter, men også selve præsentationen af de to hovedpersoner, der som allerede nævnt, har en betænkelig lighed med den traditionelle duo af detektiver: Sherlock Holmes og hans assistent og fortæller Watson; for ikke at nævne Agatha Christies Poirot og Hastings som alle har en forkærlighed for at gennemføre deres undersøgelser i lukkede rum (tog, skibe, øer), nøjagtig som kroen Donzello.. [pp. 513-514]

På denne måde ikke alene foregriber forfatterne den tvivl, som læseren muligvis sidder inde med, men de forstærker også illusionen om, at bogen, som man har i hånden, i virkeligheden kunne være et historisk dokument. Ikke noget nyt i litterære sammenhænge, men stadig lige så virksom som hos Cervantes, Eco eller Lovecraft, for bare at næve nogle få.

Denne virkelighedsillusion er samtidig et tveægget sværd, for når forfatterne efterfølgende i bogens sidste del, møjsommeligt forsøger, gennem referencer til virkelighedens historiske dokumenter at bevise at nogle af påstandene – samt faktuelle karakterer og steder - i deres roman holder, så kan man ikke lande være med at blive skeptisk, for hvor meget om eksempelvis den påståede censur overfor romanen holder faktisk vand og hvor meget er det pure opspind?

Selv om grænserne mellem historisk dokument og fiktion forekommer lige så tynde, som det papir bogen er trykt på, så er der også passager, som er utvivlsomt anakronistiske, eksempelvis scenen hvor Atto fortæller om en situation, hvor han lod som om sin pibe var en pistol og derved overtalte to franske tyve til at opgive deres forehavende, med ordene ”Ceci n’est pas un pibe”. Men alt er heller ikke, hvad man tror i Imprimatur, og derfor er den også dybt underholdende.

Opsummeret er det altså en bog, der henvender sig til både de, der vil lege litteratur-, kultur- & historiedetektiver og på egen hånd grave videre i eksempelvis Pave Innocens XIs’ rolle i slaget om Wien og måske især til de mange læsere, som bare vil læse en ganske spændende krimi sat i historisk relief af et kompetent forfatterpar.