Med den næsten murstenstunge mysterieroman Miss Penhows blødende hjerte har engelske Andrew Taylor endnu engang begået en bog, som er værd at læse. Både plot, stil og sprog er i orden, og som det hører sig til med enhver krimi, bliver man oprigtig overrasket til slut. Handlingen er henlagt til 1930'ernes London og bringer på sin vis mindelser om flere af fortidens store krimiklassikere. Og hvad handler sådan en bog så om? For nu at citere et sted i værket selv: ”Hjerter. Det her handler alt sammen om hjerter, rastløse eller længselsfulde, knuste eller blødende.”

Det skal både forstås i symbolsk og bogstavelig forstand. Bogens ene hovedperson, den unge Lydia Langstone, forlader fra den ene dag til den anden sin voldelige ægtemand og flytter ind hos sin alkoholiserede far i den mere skumle del af London. Med ét slag har hun udskiftet et priviligeret overklasseliv med et barskt liv som selverhvervende kvinde i en verden, hvor de 'rigtige' fattige rynker på næsen ad en society-kvinde, der vil gøre sin entré i deres sociale lag. Men med inspiration fra Virginia Woolfs kvindefrigørende essay Eget værelse og stort personligt mod kaster Lydia sig søgende ud i sit nye liv. Ejendommen, som hun og faderen bor til leje i, ligger på den makabre adresse Bleeding Heart Square, og snart begynder halvrådne dyrehjerter at ankomme med posten til ejendommens karismatiske og skumle ejer, Mr Serridge. Samtidig dukker over alt i bygningen små spor op efter ejendommens tidligere ejer, den naive, velhavende pebermø Miss Penhow, som forsvandt på mystisk vis efter en fordækt romance med Mr Serridge. Kun hendes lige så forsvundne dagbog synes at rumme alle svarene.

Sammen med den unge, opadstræbende Mr Wentwood, som udgør romanens anden hovedperson, bliver Lydia langsomt mere og mere involveret i løsningen af gåden med hjerterne og Mr Serridges mørke fortid. Som mysteriet efterhånden bredes ud, går det dog op for det umage par, at løsningen af gåden vil have alarmerende konsekvenser for dem begge, idet flere og flere tråde fra det mulige mord berører ikke bare Lydia og Wentwood selv, men også mange af menneskene helt tæt på dem.

Dette er ikke nogen højspændt, action-mættet krimi. I stedet udvikler historien sig i sit eget rolige tempo, som dog ikke sker på bekostning af overraskelserne. Dem er der nemlig flere af. Især, da det i slutningen pludselig går op for en, at den fortæller, der bogen igennem lejlighedsvis har talt til en, er selveste morderen, trænger en følelse af direkte uhygge sig på og griber en om – ja, hjertet. Udover det overraskende plot er de enkelte kapitler desuden net vævet sammen. Sprogligt set er det også en god bog, som oven i købet er blevet flot oversat.

I stedet for en masse larmende action er der – som det er sædvanen hos Andrew Taylor – givet plads til de dybereliggende psykologiske betragtninger og bevæggrunde, og det fungerer rigtig godt. Man får ikke blot indsigt i personernes tanker omkring løsningen af mordmysteriet, men også i de både ængstelige og håbefulde tanker, de hver især gør sig om fremtiden og deres eget liv. Personerne er så at sige viklet så tæt ind i selve mysterieplottet, at det er umuligt at skille det hele ad, og det gør krimien meget vedkommende og interessant ud fra en menneskelig vinkel. Det her er virkelig en bog om hjerter i alle afskygninger: Om blødende fårehjerter spiddet på en vandpost, og om de både naive, besidderiske og oprigtige følelser for andre mennesker, som vi alle bærer i hjertet.