Dennis Jürgensen er nok bedst kendt for hans omfattende bagkataog af genrebøger til børn og unge. Der er vist ikke den danske gyserfan med respekt for sig selv, som ikke har læst Kadavermarch, eller for den sags skyld fantasyfans, der ikke har været en tur i Dystopia. Dertil kommer flere generationer af helt unge læselystne der med begejstring har pløjet sig gennem bogserien om Freddy og Monstrene. Helt aktuelt har forfatteren valgt at kaste sig over den, i skrivende stund, meget populære krimi og det er der kommet en ganske hæderlig spændingsroman ud af.

Romanen har fået den lettere kryptiske titel Løbende tjener og er første bind i en planlagt serie om den garvede efterforsker Roland Triel. Triel er som mange af hans artsfæller en figur, der til trods for sine gode evner som opdager har en masse ar på sjælen. En personlig tragedie har nemlig ramt Triels familie for år tilbage, og selv om han fra officiel side aldrig har måttet involvere sig i sagen, er det en hændelse, der konstant spøger i mandens bevidsthed.

Titlen på romanen er navnet på en lille nipsfigur, som er grundlaget for rigmanden Frans Jessens enorme formue. Han lever i et stort palæ nord for København, komplet med skov til. Under en løbetur i skoven, slås Jessen bevidstløs af en ukendt gerningsmand. Da han vågner op, bundet til et træ, ser han hans hund hovedløs og parteret hængende over for ham. Gerningsmanden truer Jessen med, at det er sådan han vil ende.

Mens Triel har svært ved at slippe det, der overgik hans familie, bliver han sat til at efterforske overfaldet på rigmanden. Det skal nemlig vise sig at successen med figuren ikke har været helt uden omkostninger. Et par af Jessens tidlige kollegaer havde nemlig en tvist med ham, idet det var dem, der påstod at stå bag designet og derfor også havde ret til millionerne. Kan det være dem, der står bag, eller skal sandheden findes et helt andet sted? Triel og hans kollega Mia kommer i al fald på arbejde, for at afsløre, hvem der overfaldt Triel, for inden længe begynder folk i Jessens omgangskreds at blive myrdet, sandsynligvis af samme person.

Løbende tjener er fint fortalt. Det er ganske nemt at holde rede i de forskellige tråde og figurer i romanen, da de er enkelt men effektivt skildret. Det er selvfølgelig svært at kaste sig ind i krimigenren uden at forfalde til gængse klicheer, men kernelæseren ville sikkert også blive skuffet, hvis der blev afviget for meget fra den ellers så velkendte formel.

Romanen er ikke en af dem, hvor man som læser selv får præsenteret et omfattende persongalleri, hvoriblandt både morder og årsag til mordet kan findes, som vi kender det fra mere klassiske, engelske krimier. I Løbende tjener afsløres det forståeligt først sent, hvad baggrunden for drabene er, så man har i forhold til dette motiv ikke egentlig mulighed for at lege sofadetektiv, til gengæld vil den kløgtige, krimivante læser godt kunne lykkes med at afsløre morderens identitet før det går op for Triel og Mia, takket være de ledetråde, der præsenteres undervejs i romanen.

Det er også en thriller der læses ganske hurtigt. Kapitlerne er korte og struktureret meget filmisk. Hvor Jürgensen i det det ene kapitel fokuserer på politiets efterforskning, springer næste kapitel til morderens perspektiv, for så næste kapitel at fokusere på det potentielle offers oplevelse af den aktuelle situation. Det virker, for når læseren eksempelvis ved, at morderen kredser om et offer, er det ganske svært ikke at blive revet med, når nu selvsamme morder, i forklædning, træder smilende over dørtærsklen til det næste offers hjem.

Helt klassisk formår Jürgensen undervejs at pille nogle af de hovedmistænkte, som læseren muligvis har haft i tankerne som gerningsmand, ud af spillet en efter en. Det er også set før, men det virker, og idet morderens sande identitet afsløres, rundes romanen af med, hvad der bedst kan beskrives som en virkelig spektakulær actionsekvens i tekstform.

Selv om Dennis Jürgensen har klaret sig heldigt i sin ”debut” som krimiforfatter, så er det også indimellem lidt svært ikke at blive lidt irriteret over sproget til tider. Det handler ikke om, at bogen er hverken fuld af stavefejl eller at dialogerne bliver decideret utroværdige. Nej, det som undertegnede hæfter sig ved er hans meget konsekvente brug af metaforik for at skabe en hårdkogt stil – et lidt skjult lån fra store amerikanere som Chandler eller Hammet. Her et par eksempler, der er fundet ved at bladre lidt rundt i værket: ”Men blikket var gennemborende. mørkegråt som eroderet beton…” (s. 23), ”..gløden fra hendes cigaret lyste som en dæmons pupil” (s.50), ”en eftersmag i munden som havde han ædt en dækprøve fra Dunlop” (s. 54), osv. Det giver naturligvis lidt genrekulør, men undertegnede håber virkelig, at Jürgensen formår at tone dette aspekt lidt ned i det næste Trielkrimi.

Sideløbende med den aktuelle sag kører også Triels jagt på sandheden bag hans familietragedie, et mysterium, der sikkert er tænkt som en form for hook, der gør at læseren også har lyst til at læse flere Trielbøger for lige som hovedpersonen at opnå en form for forløsning. Igen så vil det klæde serien, at denne forbrydelse også når sin opklaring i den næste, eller allersenest tredje roman, så dette plot ikke kommer til at overskygge det aktuelle mysterie.

Løbende tjener har altså et par skønhedsfejl, men det ændrer ikke på at den både er fedt fortalt, godt struktureret og reelt spændende. Det kan godt være, det er formularisk, men det er altså en effektiv formel, der er blevet benyttet, så har man mod på at læse en spændingsroman, der er krydret med Jürgensens karakteristiske tekstuelle voldsomheder, så er der vist ingen vej uden om Løbende tjener.