Halcyon udgav i 2015 deres første album Northern Lights og er nu tilbage med endnu et album – Onward to Fracture Town. Bandet nævner inspirationer såsom Brand New og Blink 182 hvilket som en der introduceres til Halcyon Hope sætter forventningerne lidt op. Derudover er man som lytter til genren ”alternative”/”emo” klar over at den ikke ligefrem er ny længere. Med det menes at der helt klart har været mange bands som har repræsenteret stilen og det betyder at rigtig meget af den musik som udgives i denne genre desværre ikke altid er lige original eller spændende. Kan de fire drenge fra Odense leve op til deres idoler eller falder albummet til jorden som endnu en, i en voksende vandpyt af let-glemte skiver?

Første tone som forlader mine højtalere er noget let guitarspil som hurtigt eskalerer til en helt klassisk rock melodi, med trommer, bas, guitar og en vokalist. Umiddelbart kunne man godt være i tvivl om hvorvidt det er Halcyon Hope eller Foo Fighters, for ærlig talt er begge parter lige uinspirerende og kedelige at lytte til – uoriginale og den samme trætte rock-rodeo man er blevet revet rundt på i årtier. Øv bøv, en ganske kedelig start men fred med det, jeg kender til flere albums som bestemt ikke starter på en stærk node så hvis man springer videre til næste sang når man til Wear Me Like A Crown som bandet efter min opfattelse har udnævnt som single for deres nye skive. Straks mødes man dog af endnu mere Foo Fighters-lyd og herfra må man altså sige at bandet har sat forventningerne på et vist niveau.

En lidt tungere guitar åbner dog Marshland, som er den næste sang på albummet og her lysner det, for bandet begynder for første gang at vise lidt identitet. Sangen her er interessant produceret og noget mere original end de to forrige, med et omkvæd som bryder versene godt op og en helt acceptabel guitarsolo smidt ind for god ordens skyld. Yes! Håb forude.

Once A Sleepy Backwater er den noget kryptiske titel på den næste sang som ærlig talt kun lige akkurat holder trit med forrige sangs nye tempo (figurativt talt). Hvis læseren skulle undre sig over at jeg endnu ikke har nævnt et ord om lyrikken så er det af den grund, at man på intet tidspunkt føler sig grebet af nogen tekst eller sang. Vendinger som ”This is the remix of the dictionary” og ”We could hang around flowers and pretend that we’re wierd.” Er hvad man kan skelne ud fra den uforståelige mumlen der opstår når bandet mixer forsangerens sang ind og over hinanden I flere spor. Af samme grund er det ikke kun svært at forstå hvad der bliver sunget om, men når man endelig opfanger noget er det brudstykker af en tekst som måske ville kunne fungere hvis man fik den leveret samlet. Desværre er det ikke andet end ligegyldige ord som ingen mening giver. Et faktum som endnu trækker albummet ned fordi hvis der er noget i centrum i emoscenen er det da at man kan levere følelsesmæssige tekster som ikke virker prætentiøse eller ligegyldige.

Det eneste som bryder albummets monotone mur af anonym emorock herfra og til slut er forspillet til enkelte sange som virker nogenlunde originale. Eksempler heraf findes i sangen Mono In Stereo og Tomorrow. Det er desværre svært at forblive interesseret i en plade når den gang på gang højest formår at sidde med røven i vandskorpen ved den sø som kan kaldes for ’Uigenkendeligt musik’. Dernede ligger Foo Fighters og Coldplay blandt andre og det syntes jeg enlig er en god analogi for Halcyon Hopes nyeste album. Det formår bestemt ikke at leve op til legender som Brand New idet det gang på gang drukner i identitetskrise. Der mangler en klang som Halcyon Hope kan kalde deres og der mangler inspiration fra noget der lyder så gennemsnitligt og forudsigeligt at det er svært at sidde igennem hele albummet. Groft måske - men ærligt!