Luna Plena Super Me er titlen på Aske Jacobys seneste skud på stammen som solokunstner. Jacoby genopfandt sig selv som solist i 2014 med albummet Chant, der fik helt udemærkede anmeldelser. Denne gang har han forsøgt sig igen med hjælp fra de samme studiemusikere som i 2014 producerede Chant, nemlig Jim Keltner og Tony Scherr. Det har klart været til Jacobys fordel for det er tydligt at musikerne er på bølgelængde musikalsk og har haft den samme vision om hvordan albummet har skulle udformes hvilket kan høres når man lytter til Luna Plena Super Me.

Man er på intet tidspunkt i tvivl om albummets fænomenale produktion som giver hver sang en helt speciel organisk klang. Hvert instrument har fået samme delikate behandling hvilket umuligt kan overses. Der er et helt naturligt samspil mellem instrumenterne og måden hvorpå nye instrumenter og korsangere kommer i spil i løbet af sange virker ligeså blød og ubesværet som man forventer det når kunstnere som disse slår hovederne sammen.

Førstehåndsindtrykket af albummet er desværre ikke ligeså godt som dets produktion. Sangen Trashcan Man indledes på en noget klodset måde, og selvom Jacobys stemme har sin helt egen charme og klang som fungerer helt udmærket på resten af albummet, indledes sangen desværre næsten kikset.

Det er synd at albummet skal indledes med en af de få svage sange fra albummet, for det er kun et par stykker som ikke helt fungerer. Det er derfor også forholdsvist tidligt at lytteren bliver klar over at Jacoby er musiker mere end han er sangskriver, for selvom sangteksten behandler nogle tematiske ting som går igen i resten af pladen, gøres det her klichefyldt og med så banale metaforer at det faktisk står i direkte kontrast til både sangens og resten af albummets, skønne instrumentale lyd. Man må dog alligevel ikke glemme den førnævnte mesterlige produktion som hæver hver sang op på et højere niveau og det gælder også for Trashcan Man.

Nummeret To turn the last page følger op på en lidt lunken start på Luna Plena Super Me, og leverer noget som er mere på niveau med resten af albummet, både stilmæssigt og i kvalitet. Sangen her har altså den noget mere rolige, seriøse klang som kendetegner resten af albummet og det er denne konsistente overensstemmelse som desværre mangler i starten af albummet. Dette understreges med sangen Perpetual Pleasure. Sangen har et omkvæd, der forsøger at være meget sexet og sensuelt, hvilket det faktisk opnår men når det ikke hænger sammen med resten af albummet, skiller det sig desværre ud og ikke på en god måde.

Nuvel, herfra går det heldigvis støt opad og med Earthquakes and lovebombs viser Jacoby at han sagtens kan skrive en øm kærlighedssang, som falder mere i stil med resten af albummets lyd. Med My Heart is a Muscle viser Jacoby igen sin erfaring med studieproduktion og denne lækre lille ballade som har både let guitarspil, stille perkussion og lækre strygere er virkelig en sang som skinner igennem som et af albummets bedste.

Når albummet lakker mod enden når vi også til de rigtig gode sange og her kommer The CPH Blues med en stilet og mesterligt udført udgave af det klassiske blues nummer, som man forestiller sig det spillet på en bar i New York, fuldt med hårde drenge, flotte piger, hot jazz og billig whiskey. Det er melankolsk, det er lækkert, det er Jacoby når han er allerbedst.

The Hunt fortsætter albummets slagkraftige anden halvdel og gør indtryk med en tekst som straks griber en. Det eneste man tænker på når man lytter til denne sang er at det er hvad Thrashcan Man skulle have været. Inspirationerne i denne sang kommer mange steder fra, og det er specielt her tydligt hvor erfarne og talentfyldte de tre mænd som producerede albummet er.

Fundamentalist starter straks ud med let klaverspil, strygere, perkussion, guitar, i en melodi som ebber af den melankolske stemning, som jeg personligt mener at Jacoby gør allerbedst. Når Jacoby selv hopper ind i sangen med sin vokal kan man også mærke hvor skræddersyet sangen har været til netop hans stemme. Igen må man tage hatten af for de mange instrumenters naturlige og organiske samspil som enhver med et respektabelt musikanlæg vil kunne sætte pris på.

Pladen slutter af med Reincarnation Blues – et nummer som syntes lidt mere råt end de andre, grundet dets elektriske guitar og Jacobys mere selvsikre tone i hans formidling af teksten. Sangens omkvæd viser også en mere rå tone som ikke har været til stede på resten af albummet, men modsat Thrashcan Man og Perpetual Pleasure virker denne lyd ikke malplaceret, men snarere som et stærkt, fast punktum på Jacobys nyeste plade.

Når Luna Plena Super Me er spillet færdig sidder man med følelsen af tilfredshed. Her er tale om et dansk album, som uden tvivl har potentialet til at tiltrække international opmærksomhed på trods af en ufokuseret start hvor man kan have indtrykket af at Jacoby ikke har vidst hvor han ville hen med albummet. Han får dog alligevel skrevet en masse solide sange, som sidder fast for ens indre øre længe efter man har slukket for pladen og sammenarbejdet med Jim Keltner og Tony Sherr har virkelig gjort noget godt for pladen som helhed.