Skandinavien har siden starten af halvfemserne været et epicenter for ekstremmetal, hvor begge vor skandinaviske naboer synes at have fundet sin egen metalliske eksportvare. Norge har markeret sig internationalt med norsk black metal, og Sverige har sit melodifikserede Göteborg metal. I Danmark har vi ikke været helt så strømlinede. Vi har øvet os i at drikke bajere og spille nosseknusende metal - uden så meget pis.

Mordax viderefører den arv med deres debutskive Violence, Fraud, Treachery. De leverer en indebrændt omgang moderne, melodisk metal, der ikke er af den skole, hvor man med betegnelsen melodisk egentlig mener, at samtlige omkvæd er voldtaget med flødesynth og skønsang. Det er nærmere et udtryk for at der gøres plads til atmosfæriske passager oftere end man ser det i de respektive genrers ”rene” former. De har en tydelig forståelse for genretraditioner, og en interesse i at støve dem af, og strikke konventionerne sammen på deres egen facon.

Genremæssigt kan musikken groft skitseres som en bastard af death metal og thrash metal - i folkemunde dødsthrash. En genre, der i bandets ferme greb kombinerer thrashens i-dit-fjæs-mentalitet med dødsmetallens forkærlighed for det gode groove. Den tromlende rytmesektion suppleres af en særdeles vellykket guitarduo, der på én gang er original og traditionel. Altsammen bliver det vækket til live med en organisk vellyd som death metal-legenden Dan Swanö har stået for. Bandet har selv stået for produktionen, mens Swanö har haft sine fingre på knapperne efterfølgende.

Albummet er fuld af variation i forhold til et gængs stykke med dødsthrash. Blandt andet kan nævnes det mastodontiske nummer ”Monarch of All”, der viser en tungere, meget death-metal-inspireret side af bandet. Noget, der fungerer helt som det skal med, når de har selveste Swanö med på gæstevokal. Derudover bider man mærke i det velkomponerede instrumentalnummer ”Contrapasso”, der med dets akustiske guitarer og klassiske reminiscenser giver et velfortjent pusterum midt i kaoskavalkaden.

Violence, Fraud, Treachery er en meget velspillet debutskive, hvor man får hvad man forventer - og mere til. Det er ingen gendefinition af metalgenren, men bandet har en simplistisk originalitet og energi, der vælter ud af skiven og ind i øregangene. Der er så meget vold, bedrag og forræderi i luften, at det næsten overdøver stanken af deres fremtidige succes.