Hvad er kriteriet for kvalitet i en paradoksal verden - en verden hvor hungeren efter autencitet og originalitet er større end nogensinde, men hvor sådanne størrelser måske er blot en utopi? Hvad gør man, når længslen efter afsøgning af ”det nye” nærmest fremstår som en knugende tvang, snarere end en inspiration? Ja, så kunne man vælge at gøre som en af Danmarks førende rockfurier Kira Skov og afsøge nye æstetiske udtryk i det yderst velkendte.

Den fabelagtige solist Kira skov, bedst kendt fra hedengangne Kira and the kindred spirits er nu gået jazzens vej og har indspillet en plade med egne personlige favoritter samt tre egne numre, en plade der er dedikeret til hendes livslange forbillede og ”partner in crime” Billie Holliday alias miss Lady Day. – Et projekt, som hun tydeligvis har lagt krop og sjæl i, og det skinner i den grad igennem. Resultatet er en fænomenal plade, der emmer af tilrøget natklubstemning, begær og fabelagtig dekadence.

Kira formår på fornemste vis at personliggøre pladen med sin karakteristiske og altid smukt modellerede stemme samtidig med at hun er yderst tro mod jazzens skinbarlige væsen. Fristelsen for at slå over i de vanlige, vrængende rockfraseringer modstår hun på fornemste vis og hendes vokal tilpasser sig det nye udtryk på elegant og naturlig vis samtidig med at den bibeholder sin helt unikke og karakteristiske feeling. Og ikke desto mindre får hun mulighed for at udvikle den side af sit sangtalent, der for mig altid har fremstået som hendes stærkeste kort – nemlig evnen til at sætte lyd på sårbarheden.

Til formålet har den mangefacetterede sangerinde allieret sig med en flok yderst velspillende musikere og sammen skaber de et udtryk af umiskendelig autencitet, et udtryk, der kryber dybt ind under huden på denne lytter. I forgrunden finder vi Kiras fænomenale vokal, bakket op af et rendyrket organisk musikalsk udtryk, hvor instrumenterne får lov til at lyde, som de rent faktisk lyder. Som lytter sidder man tilbage med en forførende fornemmelse af at befinde sig i et lille tillukket rum fyldt til bristepunktet med sprudlende musikalitet. Der er altså meget langt fra dette udspil til den typisk polerede konservatorieskolede samlebåndsjazz blottet for alt, der hedder feeling og kant.

Teksterne på pladen er på mange måder klassiske jazztekster, der kredser om kompliceret kærlighed, begær og forfald. Særligt Nina Simone nummeret ”Four women” har en desperation indlejret, der passer perfekt til Kiras intrikate væsen og hun synger nummeret omhandlende en bitter, letlevende kvinde, der skifter personlighed alt efter hvad omgivelserne kræver, med en beundringsværdig autencitet.

Af Kiras egne numre, der giver en smuk variation til foretagendet, samtidig med at de på ingen måder falder ved siden af, vil jeg fremhæve nummeret ”Flower of the evening” – et nummer, der påfører denne lytter massive kuldegysninger og som i den grad emmer af forfinet dekadence og intens skrøbelighed. ”And your heart will come apart as your eyes turns glazed from whisky and perfume”. Magen til på en gang underspillet og hårrejsende elegance skal man lede længe efter.

Måske der ikke er meget andet tilbage at sige end: Bless the Kira and Billie Holliday connection og lad fremtiden bringe meget mere af denne forrygende, nærværende og helt igennem exceptionelle musik, der bare vokser og vokser for hver gennemlytning. Så hvorfor egentlig søge i blinde efter det banebrydende, når autenciteten lever i bedste velgående i sammensmeltningen af det nye og det klassiske.