Lissie Catching A Tiger
Columbia, CD 54:38 min.
Anmeldt 11/9 2010, 18:55 af Óscar García Agustín

Det (fornyede) vilde hjerte


Det (fornyede) vilde hjerte

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I 2009 udgav Lissie sin debut-EP, Why you runnin’. De fem sange antydede en nyfødt country-pop-rock stjerne med en stærk og personlig stemme. Vi skulle komme til at vente et helt år, før hendes første cd kom. Når man læser sangtitlerne igennem første gang, bliver man lidt overrasket, fordi 3 af de 5 numre fra hendes EP genudgives i Catching a tiger. Det er der ikke i princippet noget galt i, men det gør bare, at den virker som en forlængelse af hendes debut. Det er en bemærkelsesværdig plade, selv om den ikke er helt gennemført, og en lovende ny stemme.

Lissie har været sammenlignet med Stevie Nicks. At blive nævnt sammen med store navne er altid et kompliment, men det kan også være en byrde. Det bliver dog ikke noget problem for Lissie. Hendes register er meget varieret, og hun er langt fra at lyde som en kopi-kunstner. Man kan sagtens påstå, at hun viser det bedste fra Nicks arv i sange, hvori man kan genkende Fleetwood Macs stemme. In sleep og især When I’m alone (som kunne være på en fornyet udgave af The other side of the mirror) er de bedste eksempler på melankolsk pop. I disse numre bliver den fraværende elsker savnet, og ensomheden beklædes med en besværgende melodi.

Imidlertid ser det ud, som om Lissie har svært ved at finde sin plads, når hun bevæger sig ind i andre genrer fra soulnummeret Stranger til balladen Bully, countrysangen Look away og det poppede nummer med guitarsolo Worried about. De er sikkert behagelige, men man får ikke fornemmelsen af at høre noget mindeværdigt. Det kommer nemt til at minde om nye sangerinder a la Kate Nash, hvis potentiale er der men indtil videre virker ret begrænset. Mit største problem er alligevel med Cuckoo, som bestemt er det værste nummer og sender en forkert besked om, hvilken slags kunstner Lissie reelt er. Hvis man kun hører Cuckoo, kan man tro, at Lissie vil konkurrere om titlen som den nye Avril Lavigne (nu hvor Lavigne ikke selv er ny mere) med andre musikalske produkter som Orianthi.

Men Lissies niveau er meget højere end Cuckoo-sangen, og man skal ikke få et forkert indtryk af Catching a tiger. Albummet begynder stærkt med Record collector, en panteistisk hymne, som lader Lissie udforske sin stemmes styrke. Det er ikke den eneste gang, at musikken lyder spirituelt, ligesom i den tiltagende rytme i Little lovin’. Tættere på Sheryl Crow, når hun er bedst (dvs. I shall believe eller Home), finder man den fantastiske Oh Mississippi og den dejlige This much I know, der afslutter pladen. Man kunne godt forestille sig, at Lissie udvikler sig i denne retning under Nicks og Crows indflydelse og hendes stærke personlighed.

Der er dog stadigvæk en risiko for, at tingene går galt. Tænk bare over Jewels karriere fra den udmærkede Pieces of you til den forfærdelige 0304. For Lissie handler min bekymring mere præcist om brugen af nummeret Everywhere I go. Sangen er utvivlsomt smuk, og jeg må indrømme, at jeg blev positivt overrasket, da jeg hørte nummeret i den lykkelige men bitre slutning af tv-serien Dollhouse. Nogle uger efter læste jeg, at den samme sang ville komme i Greys hvide verden… Desværre får man dermed et noget andet perspektiv på Everywhere I go, og man frygter, at Lissie ender som en for følsom kunster til et for følsomt publikum.

For at fjerne enhver uvished vil jeg anbefale, at man tjekker YouTube og ser ved selvsyn, at Lissie er en troværdig live-kunstner, og ikke mindst at hun kan spille rock and roll. Hendes version af Metallicas Nothing else matters er ét eksempel, og hendes forbløffende cover-nummer af Lady Gagas Bad Romance er det afgørende bevis. Der er gode grunde til at vente på det nye album og ikke blive skuffet.


20
Forrige anmeldelse
« Look up ahead «
Næste anmeldelse
» Raising Sand »


Flere musikanmeldelser...