Forfatteren Naja Marie Aidt har oplevet det, enhver far eller mor vil betegne som det værste af alle mareridt. I 2015 mistede hun sin søn Carl.

Midt i det ubærlige tab oplevede hun også et andet tab. Hun mistede komplet evnen til at skrive. Ordene rakte ikke. De var kunne ikke forklare eller fortælle. De kunne ikke noget. I lang tid skrev hun ikke, selv om hun er forfatter. Men så kom den skånselsløse og illusionsløse bog Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. En udgivelse, der også har fået undertitlen Carls bog.

I bogen har hun brugt andre forfatteres tabsoplevelser som dele i sin egen mosaik-fortælling om tabet af sønnen Carl. Bogen er et mix af det helt nøgterne og det ekspressive, en poetisk ladning af stærke følelser og en uendelig sorg, der går i dialog med andre forfatteres tekster om det ultimative tab.

Bogen gik lige i hjertet på anmelderne, der delte ud af stjerner og superlativer. Den er også blevet oversat til adskillige andre sprog. Sorg er universel. Men er oplevelsen af sorg også den samme i andre dele af verden?

Naja Marie Aidt fandt ud af, at det, der kaldes “ø-fasen” inden for sorg-bearbejdelsen er den samme overalt på kloden. Det fortalte hun om, da hun besøgte grænselandets litteraturdage Ord fra Nord, først på Haderslev Bibliotek og bagefter det danske bibliotek i Flensborg, hvor hun gik i dialog med journalist og forfatter Birgitte Bartholdy - og publikum.

“Ø-fasen er en betegnelse for den del af sorg-fasen, hvor man bare ønsker at være på en øde ø, afsondret fra alt. Men vil være sig selv uden at skulle forholde sig til andre, uden at skulle gå på arbejde og alt det andet, man nu skal”, siger Naja Marie Aidt.

Vold mod kvinder
Mens de store komponister skrev deres dødsmesser, deres requiem, som det sidste værk på deres løbebane, blev Carls bog ikke Naja Marie Aidts sidste. Øvelser i mørke er udkommet i år og er en roman om kvinders liv, venskaber og livsfaser, men også en bog om vold mod kvinder og om evnen til at komme overens med sin egen historie og bære den på sin egen måde. Også her er det væltet ind med fem- og seks-stjernede anmeldelser.

Naja Marie Aidt er ofte blevet spurgt, om Carls bog har været en terapi for hende. Hun besvarer spørgsmålet med et stort nej!

“Bagefter blev det hele endnu værre. Mens jeg skrev bogen, var jeg professionel forfatter og holdt derfor den nødvendige distance”, fortæller hun.

Først bagefter kom den store skrivekrise, hvor det har været umuligt. Ordene er ikke nok. De er for små til alt det enorme. Naja Marie Aidt betegner Carls bog som den første bog i hendes helt nye forfatterskab, der begynder, hvor det andet endte.

“Jeg kunne jo ikke fortsætte som før, for hvad var overhovedet meningsfyldt at skrive om? Det går ikke at skrive om små-problemer. Ligesom der for mig er et ´før og efter Carl´, er der også et ´Før og efter Carls bog´. Jeg kan få øje på ét tema, der er så væsentligt, at jeg må skrive om det, og det er fællesskabet. For jeg mærkede også, hvor afgørende betydning fællesskabet havde et andet sted i min sorg-fase”, siger hun.

I Øvelser i mørke fortæller Naja Marie Aidt om en 57-årig kvinde. Kvindens børn er flyttet hjemmefra, og hun bor alene og sover ofte under sofabordet. Hun er ramt af posttraumatisk stress efter en stærkt traumatisk oplevelse, der trækker andre voldsomme livserfaringer op til overfladen. Den 57-årige kommer med nød og næppe igennem hverdagen, fordi hun får støtte fra sine fire veninder. Hver uge tager hun bussen ud til en mand, som i bogen kaldes ´PTSD-manden´. Han hjælper hende til at nærme sig det frygtelige, der er sket. Det er nødvendig kur, at hun skal genopleve det frygtelige.

“Kvinden er i en konstant tilstand og frygt. Hun tror, at oplevelsen kan ramme hende igen”, siger Naja Marie Aidt, der bruger ordet “fællesskab” igen og igen.

“Jeg husker, at min mormor og min farmor førhen fik besøg af nabokvinderne, og de kunne vende alt, familie, dagligdag, deres følelser, alt. Venskaber er uvurderlige. Man siger, at kærlighed forgår, og venskaber består. Ofte bliver kvinder indbyrdes samtaler om følelser lidt nedladende kaldt for ´ammestuesnak´. Jeg tror, det er helt forkert”.

Men det er ikke kun kvinder imellem, at samtalerne er nødvendige. Hun plæderer også for samtalerne mellem mænd og kvinder og hilser me too-diskussionerne velkommen.

Langt mere udsatte
“Kvinder er langt, langt mere udsatte for vold og krænkelser end mænd. Det kan man se i statistikkerne. Og hvad er den værste konsekvens af et overgreb bortset fra døden? Det er traumatiseringen. Og skammen. Ofte skammer ofre sig, selv om det slet ikke er deres skyld. Med me too tør vi tale om noget, som ikke er godt”.

Grundlæggende ser Naja Marie Aidt dog mennesket som et væsen, der kan leve med de skrammer, det får.

“Vi mennesker er faktisk stærke, hvis vi får den rette hjælp. Får vi hjælpen, kan vi godt komme videre og leve et godt liv. Vi er skabt til at overleve traumer. Jeg måtte flere gange i min store sorg sige til mig selv: ´Du kan godt! Du kan godt!´ “